Fangede en underlig taxa til at køre os hjem efter en håbløs saturday night out. Jeg satte mig på forsædet af den underlige kassevogn og sludrede med den unge fyr som viste sig at have sin egen lille kørselsforretning. Han samlede turister op og kørte dem til Pokhara, Lumbini osv - helt udenfor det sædvanlige rejsekontor system. Spurgte ham hvorfor der er så mange taxaer der kører rundt med Che Guevaras fjæs bag på deres vogn. Oh, Sir, he is a famous rock singer!!!?? På det sidste stykke til vores hotel forsøgte jeg at fortaælle ham så meget jeg kunne nå om Che og Fidels kamp på Cuba og om Che's skæbnesvangre død i Bolivia. Da vi åbnede bildøren for at blive sat af lød de velkendte strofer No woman, no cry, no woman, no cry... fra en af Thamels barer. Sir! Hear that singer a you know him? - det gør alle jo, så jeg forklarede ham at det var vores alle sammens Bob Marley. Annette spurgte mig efterfølgende om min unge ven ikke i virkeligheden troede at ansigtet på bagsiden af taxaer...