Tingstrups underviser tibetanere

Mandag den 7. juli, Hotel Astoria, Lazimpat
Den store dag - besøg på Tibet Charitys Youth Center.

Aftalen med Jambo og Dawa var klar og enkel - den første klasse starter klokken 7 am. Her skulle Annette og jeg være klar til at følge morgenholdet frem til kl. 8:30 hvorefter det næste hold (nybegynderne) ville tage over.

TC's Youth Center ligger i et tibetanske samfund i Jodapur et par kilometer længere øst på ad hovedvejen, når man kommer fra stupaen i Boudha.

Der er tale om et by i byen hvor alle funktioner som 'gør' et samfund i princippet er tilstede. Her er skoler, hospital, tibetanske forretninger, restauranter og arbejdspladser. I virkelighede er det vist sådan de fleste tibetanske samfund fungere i Kathmandu – og for den sags skyld i resten af verden. De holder sig vist mere eller mindre for sig selv og fungerer med omgivelserne uden de problemer man ser når andre nationaliteter og trosretninger slår sig ned et sted. Faktisk er det skræmmende så anonyme de er. Vi har efterhånden talt med flere personer og organisationer der arbejder med velgørenhed hernede. Der er ingen der har hørt om TC og det arbejde de laver i Youth Centret.

Det er altså i dette område at TCYC ligger.

Her ’samler’ de de tibetanere op der ikke kan klare det selv - enten fordi de og deres familie ingen penge har eller også fordi flere af dem ikke har det sikkerhedsnet en familie giver. De er nemlig flygtet på må og få fra Tibet, og ramt både af fattigdom men også af traumer fra de oplevelser de har været udsat for i forbindelse med deres flugt her til. Oplevelser der er så forfærdelige at man ikke gør sig begreb om det.

Tenzig – der normalt er stedets manager, men som er gået under jorden på grund af sin involvering i Tibetanernes kamp mod kineserne – fortalte os under sit besøg i København et par måneder tidligere om hvordan der pludseligt opstår situationer hvor han ASAP skal skaffe penge til at købe tibetaner ’fri’ af politiets varetægt – de tibetanere der bliver fanget i deres forsøg på at slippe over grænsen.

Vi havde altsaa en meget god fornemmelse hvad nogle af folkene paa stedet havde vaeret udsat for inden vi ankom. Alligevel virkede Jambos øjne og udtryk da jeg spurgte ham, om de ting han havde oplevet under hans flugt fra Lhasa mere skræmmende og oprivende. På et tidspunkt talte vi om der forskellige elevers skæbne, jeg spørge ham i den forbindelse om han havde læst om den unge Karmapas flugt små 10 år tidligere. I know it sagde han My escape was much worse... - efterfulgt af tavshed og et smil der klart tilkendegav, at det var der ingen grund til at rode mere rundt i.

Jambo, underviser i Computer og fungerer vel som en slags stedfortrædende 'manager' i Tenzigs fravær.

Selv om vi havde fåret præsenteret TCYC i både tale og billeder et par måneder tidligere er det en helt anden oplevelse at gå rundt på stedet.

Når man går gennem den store jernport der afskærmer området fra gaden, kommer man ind i en helt anden verden. Eller i virkeligheden begynder ’den anden verden’ et par hundrede meter længere væk – nemlig der hvor man går fra den stor, travle og ubeskriveligt beskidte og larmende hovedvej ind i det lille samfund. Allerede her falder der mere ro over én og affaldet og forureningen virker mindre skræmmende.

Det første man lægger mærke til når man kommer gennem jernporten er at det hele er så grønt og luftigt. Det er nu ikke fordi der er så forfærdeligt mange træer og planter - men dem der er, giver en lise og lethed som man bliver helt opløftet af.
TCYC ligger på ens højre hånd og 20 meter længere fremme på venstre hånd det nybyggede børnehjem. Længere fremme er skolen og en større bygning med køkken og et større møderum (den bygning har vi til gode).

Youth Centrets bygning svarer nærmest til en af de små idrætshaller man altid havde i provinsen hjemme i gamle dage – en lille garage eller hangar med 2-3 tennisbaner optegnet på betongulvet. I hallens højre side ligger der to undervisningslokaler: dét nærmest indgangen er skrædderlokalet mens det efterfølgende er engelsklokalet. I bunden af hallen ligger hhv. et administrationskontor (hvor Lobsang, der er Rinpoches barndomsven fra Tibet og stedets ’mentor’/ucle sidder sammen med Tenzig). Umiddelbart til venstre for dette er derendnu et lille kontor hvor Dawa sidder og arbejder for Care Trade. Går man gennem dette kontor er der er rent og pænt bad/toilet.

Vinkelret på hallen umiddelbart til venstre for Dawas kontor er der en mindre bygning som huser computerklassen. Her underviser Jambo og hans kollega i computergrafik, opbygning af websites mm. Det er et super ekviperet lokale med em 100 mBit/sek linie, masser af computere, projekter osv.

Som sagt var det eneste vi havde talt om at Annette og jeg skulle følge undervisningen. Jeg ved ikke havd man ’normalt’ lægger i begerebet at følge undervisningen.. Vi forestillede os at vi præsenterede os selv kort og så ellers sad på en stol blandt eleverne.
Sådan forestillede Jambo og engelsklæreren ikke dette begreb ;-) Vi bliver nemlig foert hen til klassen med en gestus, der signalerede noget i retning af Now it is your class…
Hverken Annette eller jeg er skolelærere – vi holder godt nok foredrag og store præsentationer i vores arbejde. Men det er en de anderledes end at skulle underholde 20 – 25 forventningsfulde tibetanere i alderen 16 – 40 år, hvis engelskkundskaber for en stor dels vedkommende kan ligge på et meget lille sted (sæsonen var én uge gammel).
Any way – vi scorede de første lette point, da vi kom ind og sagde tashe da lek i stedet for namaste.
Herefter var det bare med at kaste sig ud i en række standardspørgsmål som navn, alder mm – mere for at tø stemningen op og komme i gang. Jeg fandt hurtigt er par elever som kunne tage lidt gas og som ikke var så generte at de ikke kunne svare tilbage. Så efter et kvarters tid kom der faktisk en eller anden form for dialog i gang.
Vi prøvede at sætte os i elevernes sted – hvordan ville vi tage det hvis der stod en vildt fremmed person med anden nationalitet, anden kultur, anden hudfarve og frem for alt anden social status foran en? Vi ville sgu nok sidde inde med en masse spørgsmål som vi gerne ville ud med. Så i stedet for at bruge mere tid på at sovse rundt i navn, alder, where ar we from osv. sagde vi at de nu havde lejlighede til at komme ud med alle de spørgsmål de måtte ligge inde med omkring Annette og migselv, om Danmark, om Europa, ommusik – kort sagt om alt det der roder rundt i deres hoved om os rige svin fra vesten.
Med lærerens som tolk kom der overraskende nok et par gode spørgsmål frem – i den ene af klasserne kom der spørgsmål om hvordan situationen var i Tibet da vi besøgte stedet. Det kunne vi fortælle om og samtidigt supplere med oplysninger om hvordan alle hjemme sympatiserer med Tibetanerne.

Det er sjovt at se hvor forskellige eleverne er – efter blot et par timer havde vi begge en klar fornemmelse af hvem der er ’til noget’ og hvem der så passive at det nærmest virker som om det hele kan være lige meget. Men jeg tror at alle havde et par sjove timer – det havde vi nemlig. Der blev i hvert tilfælde grint en del.

Inden turen gik tilbage til Thamel (hvor vi ville shoppe bøger) tjekkede vi lige det nye børnehjem ud. Det er et rent eventyr at besøge dette lille sted med 8 super dejlige unger og papmor og papfar der virker som om det er deres eget kød og blod de tager sig af. Jeg forelskede mig pladask for en lille ’slyngel’ på et par år – der var ingen der vidste præcist hvor gammel han var.

Stor formiddag der sluttede med et par dejlige nylavede momos frisk fra kilden