Glade Fødselsdags Tømmermænd

Er rykket udendørs – monsunen er nu for alvor overstået. Vejret er fantastisk. Især morgenerne med en let kølig brise, der frisker op på den fede måde. Det er varmt nok til, at jeg kan ligge i underbukser i hængekøjen hele natten.

Har først sat mig til tasterne her kl 7 am, selvom jeg har været oppe side 5:30. Tiden har jeg brugt til moody thoughts. Ikke af den triste slags – mere af den voksne og følsomme slags.

Det er naturligvis fordi jeg rundede de 47 år i går. Naturligvis er det da det! Og da det sker så sjældent, kan man vel ligeså godt benytte sig af lejligheden til at tænke over livet – eller den del af livet, man lige har gennemlevet. Eksempelvis dagen i går.

Den er da til at overskue… det må den da være… ikk’?

Tjaa… jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. På det helt konkrete plan var dagen overskuelig nok.

Vågnede til en forrygende morgen med masser af kærlighed og forkælelse fra Annette. Planer havde vi nemlig ingen af – min fødselsdag har bortset fra en enkelt undtagelse i 2007 – været noget vi har forbigået i tavshed. Ikke på grund af krukkeri – mere fordi jeg personligt er mest til spontane sammenkomster. Når ting bliver for arrangerede, er det med til at skrue forventningerne i vejret hvilket ofte giver fester der skuffer… så derfor ingen planer.

Efter nepaliundervisningen tog jeg på kontoret et par timer, mens Annette hjalp Smita med hendes pas. Herefter tog vi til Boudha, hvor vi spiste en sen frokost med Dawa (som jeg har savnet en del) på White Jambala. Godt mætte tog Annette og jeg videre til Thamel (efter en kort tur forbi Lazimpat) hvor vi drak et par drinks og talte om livet en times tid, inden vi gik hjem til te stearinlys og bøger ved 8:30 tiden.

Det program kan enhver overskue!

På det abstrakte – eller mentale – plan var dagen på mange måder anderledes og en del vanskeligere at overskue. I virkeligheden bliver jeg nødt til at inkludere de foregående dage og måske de kommende (i hvert tilfælde dagen i dag) for at få alt med. Fødselsdagen har jo naturligvis givet anledning til filosofere over vores liv.

Vi er hhv 47 og 50 men lever på mange måder som var vi 17. Fremtiden er lige så usikker og kaotisk. Økonomien er lige så anstrengt (det er dog ikke strengt nødvendigt, men da vi ikke tjener penge bliver vi nødt til at holde igen), vores bolig minder mest af alt om et stort kollegieværelse og den by vi bor i, er i princippet lige så ukendt, som København må være for en jyde, der starter på universitetet. Og så har vi i princippet samme frihed som unge studerende. Vi er ikke bundet af arbejdstider, småbørn eller andre besnærende ting.

Her stopper lighederne imidlertid også.

Eksempelvis er det nu anden gang vi befinder os i den situation: vi skal til at starte vores liv. Og vi gør det efter et menneskeliv i helt andre og meget mere magelige rammer med højt til loftet, høje faste lønninger og fast konto på Byens Kro. Vi skal derfor mentalt skrue vores hoveder tilbage til studietiden, ryste mageligheden af os og vænne os til en anden tilværelse.

Og så er der alle vores erfaringer. Både de faglige og menneskelig. Alle de ting vi har stoppet i rygsækken gennem de seneste 25 år. De er naturligvis guld værd – og blandt andet dem, vi vil udnytte nu.

Og så er der noget meget konkret: Vores alder! Her har vi på alle mulige måder fremtiden bag os – her mener jeg ikke, at vi ikke får noget ud af de kommende år. Naturligvis gør vi det! Men det er kvalitativt og noget helt andet, som jeg ikke gider skrive om nu.
Men selve antallet af leveår er færre for os, sammenlignet med én på 17. Og det gør altså en forskel. Vi er tvunget til – på et eller andet tidspunkt – at forholde os til den kendsgerning at vi bliver ældre, bliver mindre mobile, har brug for et sundhedssystem osv. Ting som jeg ALDRIG skænkede en tanke, da jeg var 17!!

Og så er der en række mere eller mindre mentale faktorer, som sikkert kun rammer voksne. Og sandsynligvis er de meget personlige – og måske gælder de kun for mig alene.

Efter 25 år hvor ens liv har været vinklet ind i et stramt net af sekunder, minutter, timer, dage mm., har jeg eksempelvis ufatteligt svært ved at håndtere frihed. Mit hoved kan ganske enkelt ikke kapere det faktum, at du i dag ikke har noget aftaler og kan gøre hvad du vil. (bare rolig – i dag har vi masser af aftaler – det skal læses i overført betydning)

Men det, der er sværest for mig at forstå, er hvor privilegeret vi er.

Bare det: at man kan realisere sin drøm, er de færreste forundt.

Der er mange, som har de økonomiske muligheder for at leve deres drømme ud. Men der skal altså en del mere til – f. eks. vilje, psyke og en livspartner eller soul mate. Det er der ikke alle der har..

Og så har jeg ufatteligt svært ved at forstå, alle de venner vi har.

De helt nære, ’vennerne’, forbindelserne, netværket, rødderne, drengene, kollegerne og alle de andre – inklusive deres børn! I alle aldre, fra alle verdensdele – med forskellige sprog, religioner, kulturer, lokummer osv.

Alle dem der sms’ede og ringede på min danske og nepalesiske telefoner, postede og chattede på FB, postede på Bongo + Asmallworld, mailede, postede blogindlæg, skypede, skype chattede mens jeg skypede gennem det meste af døgnet...

Og der var ikke ikke kun tale om korte ’Tillykker’ – langt de fleste var små anekdoter, længere personlige hilsner, jokes mm. Sågar dukkede der et gammelt spøgelse op fra fortiden – et spøgelse, der med garanti har luret med gennem et stykke tid og nu brugte anledningen til at dukke op som en anden jack in the box.

Sådan har det sikkert også været de foregående år – men herfra hvor vi står tænker jeg åbenbart mere over tingene, og forstår måske for første gang at sætte pris på opmærksomheden. Men kan samtidigt ikke helt lade være med at spekulere over, om man nu i virkeligheden har fortjent dem…

Heldigvis er det ikke noget jeg tænker ikke over dem til dagligt – og godt for det. Så var man blevet højrøvet og arrogant.

Men det er sgu rart en enkelt dag om året - og det er jeg glad for.