Vi har fået bil
Så står den her!
Vores nye øse som Annette har fundet på Hamro Bazaar og købt med Vivek’s hjælp. Og ligegyldigt hvad – DEN ER IKKE BLÅ!!
Der er tale om en 2nd Hand Suzuki Gypsy fra 1989 – men den har kun kørt 35.000 km. Hvor fanden kan man køre hen i dette land, hvis man er Nepaleser og ikke bare lige kan tage et par dage ud af kalenderen og rejse ud i landet. Men det kommer forhåbentligt os til gode. 7-9-13, touch wood og alt det der.
Den virker super fed – og så har den plads til tre passagerer samt bagage. Men det allerbedste er alligevel, at den er med emhætte. Dvs. at vi kan køre åbent så snart de sidste dråber regn er presset ud af monsunen.
Nu prøver vi den et par måneder – og hvis den holder, som den lover skal den pimpes lidt op. Den skal bruges til at køre rundt i landet på langture – og så må den altså godt være lidt hyggelig.
Bilkøbet har endnu bekræftet mig i en ting – den eneste måde at opleve noget sjovt og anderledes på er ved at gøre helt almindelige dagligdags ting. Som for eksempel at gå på markedet, åbne en bankkonto, få en elektriker til at ordne strømmen – og naturligvis: købe en bil.
Et bilkøb i Nepal adskiller sig i virkeligheden ikke så meget fra et bilkøb i Danmark. Ejerskiftet skal registreres, der skal betales skatter og afgifter osv.
Forskellen er naturligvis, måden det sker på.
Registreringskontoret ligger på Ringvejen syd for Patan. Det er en 4 etagers betonbygning, der i princippet kunne havde været fra forleden – men, som når man kommer indenfor ligner og lugter som noget der har ligget der i årtier. Det er mig en uløselig gåde hvorfor og hvordan alt det, der omgiver nepaleserne altid forfalder og i løbet af ingen tid ligner lort.
Der er ingen normalt tænkende individer, der begiver sig ud i registreringsprocessen på egen hånd. Ikke engang den mest hårdføre, nærrige og stædige nepaleser, kunne finde på at kaste sig ud i dette bureaukrati på egen hånd.
Det kan måske godt lade sig gøre selv at få ordnet papirarbejdet – men det kommer til at tage tid, og man bliver flået af alle de penge, man skal betale under bordet, under stolene, under gulvet og hvor man ellers kan liste sorte penge hen i dette land. Og så er det ikke engang sikkert at man kommer helskindet igennem processen.
Det er der en masse driftige unge folk, der har fundet ud at – de har skabt sig en enestående business, hvor de sørger for at guide folk gennem let og smertefrit. På den modsatte side af ringvejen – over for registreringskontoret, ligger der en række kontorer. De handler alle med samme vare – nemlig registreringshjælp. Formedes 2.500 NRP sørger de for at alt glider igennem bureaukratiet så let som overhovedet muligt.
Så tænker du nok:
Hvorfor er det lige at de kan få papirerne gennem systemet, når almindelige døde ikke selv kan?
Godt tænkt.
Det skyldes naturligvis at pengene deles mellem de driftige unge forretningsfolk og embedsmændene. Ikke at det er noget jeg ved – men sådan må det altså være.
Selve registreringen adskiller sig ikke fra den tilsvarende proces i Danmark. I Danmark tinglyses ejerskiftet – dvs. at en eller anden embedsmand i et eller andet kontor registrer at Mr. XX nu har solgt bilen til Mrs. YY hvorefter man betaler et fee.
Men selve papirhåndteringen tvivler jeg altså på, nogensinde kunnet have fundet sted i den vestlige verden.
Der eksisterer ikke en computer i registreringskontoret. Alle dokumenter på alle biler i Nepal ligger i stabler og stakke og samler støv. Skal du – som i vores tilfælde – finde det oprindelige dokument fra 1989 er det bare med at komme i gang med at bladre – og så håbe på at den bog man skal bladre i, ligger der hvor den skal.
I vores tilfælde fandt de bogen med det samme – og det smukke dokument fremstod som ny – bortset fra at billedet af vores sælger godt kunne være et billede af hans søn. Derfor var det relativt smertefrit at få afgivet fingeraftryk, få stemplet de rigtige steder og naturligvis få underskrevet alle papirerne.
Det var en oplevelse at sidde og iagttage livet på dette lille kontor. Der var 3 mand til at sikre at alt gik rigtigt for sig. Dokumenterne gik lige så stille og roligt fra personen yderst til venstre, videre til ham i midten for til sidst at ende hos den 3. person yderst til højre. Samtidigt stod folk på nakken af hinanden på ’vores’ side af skranken. Køkultur er en by i Rusland.
Da papirarbejdet var færdigt og det sidste fingerafryk set og vi troede at bilen nu officielt var vores, viste det sig, at der var endnu en forhindring. Og denne gang en forhindring, der bekymrede vores sælger. Der var rod i nogle af datoerne i vores firmadokumenter, fortalte han mig på vejen til det nye kontor, synligt bekymret.
Bekymringen var velbegrundet – personen i det stor og meget tomme kontor viste sig at være en rigtig satan af en skrankepave, der sad og kiggede alle dokumenter igennem med lup.
Han fandt ingen fejl – efter 20 minutter godkendte han alle papirerne med sin underskrift. På vejen ud fortalte sælger mig, at skrankekongen havde forsøgt at få 10.000 NRP ud af os. Men som den pertentlige person som vores sælger er/var, havde han med myndig beslutsomhed i stemmen talt sig ud af problemet.
Hele cirkusset tog en times tid – og det er vel ikke længere tid end den tilsvarende proces tager i Danmark.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på konsekvenserne af en brænd. Hvis alle de fysiske papirer forsvinder, vil det ganske enkelt være umuligt at handle en bil i Nepal.
Vi havde aftalt at fejre vores nye bil med en picnic med Dawa og hans søster.
Der er ikke mere end små 20 minutter fra motorkontoret til Jorpati i Boudha, hvor vi aftalte at komme og hente dem. Så da vi var godt oppe at køre, ringede Annette og sagde, at vi nu var på jeg og at de godt kunne gøre sig klar.
Små 3 timer senere sad vi godt begravet i traffic jam uden udsigt til at kunne nærme os Boudha overhovedet. Vi havde glemt at det var Teej festival og at alle kvinder i hele Kathmandu skulle til Pashupati og danse i deres røde Sarier. Trafikken var derfor brudt sammen.
Da jeg samtidigt havde det af helvede til med dårlighals og snot var der intet andet at gøre end at aflyse turen.
Så vi fejrede vores nye tilværelse som bilejere i Kathmandu med at sidder i kø i 3 timer.
Håber ikke at dette skal være kendetegnende for vores fremtidige liv som nepalesiske bilejere.
Vores nye øse som Annette har fundet på Hamro Bazaar og købt med Vivek’s hjælp. Og ligegyldigt hvad – DEN ER IKKE BLÅ!!
Der er tale om en 2nd Hand Suzuki Gypsy fra 1989 – men den har kun kørt 35.000 km. Hvor fanden kan man køre hen i dette land, hvis man er Nepaleser og ikke bare lige kan tage et par dage ud af kalenderen og rejse ud i landet. Men det kommer forhåbentligt os til gode. 7-9-13, touch wood og alt det der.
Den virker super fed – og så har den plads til tre passagerer samt bagage. Men det allerbedste er alligevel, at den er med emhætte. Dvs. at vi kan køre åbent så snart de sidste dråber regn er presset ud af monsunen.
Nu prøver vi den et par måneder – og hvis den holder, som den lover skal den pimpes lidt op. Den skal bruges til at køre rundt i landet på langture – og så må den altså godt være lidt hyggelig.
Bilkøbet har endnu bekræftet mig i en ting – den eneste måde at opleve noget sjovt og anderledes på er ved at gøre helt almindelige dagligdags ting. Som for eksempel at gå på markedet, åbne en bankkonto, få en elektriker til at ordne strømmen – og naturligvis: købe en bil.
Et bilkøb i Nepal adskiller sig i virkeligheden ikke så meget fra et bilkøb i Danmark. Ejerskiftet skal registreres, der skal betales skatter og afgifter osv.
Forskellen er naturligvis, måden det sker på.
Registreringskontoret ligger på Ringvejen syd for Patan. Det er en 4 etagers betonbygning, der i princippet kunne havde været fra forleden – men, som når man kommer indenfor ligner og lugter som noget der har ligget der i årtier. Det er mig en uløselig gåde hvorfor og hvordan alt det, der omgiver nepaleserne altid forfalder og i løbet af ingen tid ligner lort.
Der er ingen normalt tænkende individer, der begiver sig ud i registreringsprocessen på egen hånd. Ikke engang den mest hårdføre, nærrige og stædige nepaleser, kunne finde på at kaste sig ud i dette bureaukrati på egen hånd.
Det kan måske godt lade sig gøre selv at få ordnet papirarbejdet – men det kommer til at tage tid, og man bliver flået af alle de penge, man skal betale under bordet, under stolene, under gulvet og hvor man ellers kan liste sorte penge hen i dette land. Og så er det ikke engang sikkert at man kommer helskindet igennem processen.
Det er der en masse driftige unge folk, der har fundet ud at – de har skabt sig en enestående business, hvor de sørger for at guide folk gennem let og smertefrit. På den modsatte side af ringvejen – over for registreringskontoret, ligger der en række kontorer. De handler alle med samme vare – nemlig registreringshjælp. Formedes 2.500 NRP sørger de for at alt glider igennem bureaukratiet så let som overhovedet muligt.
Så tænker du nok:
Hvorfor er det lige at de kan få papirerne gennem systemet, når almindelige døde ikke selv kan?
Godt tænkt.
Det skyldes naturligvis at pengene deles mellem de driftige unge forretningsfolk og embedsmændene. Ikke at det er noget jeg ved – men sådan må det altså være.
Selve registreringen adskiller sig ikke fra den tilsvarende proces i Danmark. I Danmark tinglyses ejerskiftet – dvs. at en eller anden embedsmand i et eller andet kontor registrer at Mr. XX nu har solgt bilen til Mrs. YY hvorefter man betaler et fee.
Men selve papirhåndteringen tvivler jeg altså på, nogensinde kunnet have fundet sted i den vestlige verden.
Der eksisterer ikke en computer i registreringskontoret. Alle dokumenter på alle biler i Nepal ligger i stabler og stakke og samler støv. Skal du – som i vores tilfælde – finde det oprindelige dokument fra 1989 er det bare med at komme i gang med at bladre – og så håbe på at den bog man skal bladre i, ligger der hvor den skal. I vores tilfælde fandt de bogen med det samme – og det smukke dokument fremstod som ny – bortset fra at billedet af vores sælger godt kunne være et billede af hans søn. Derfor var det relativt smertefrit at få afgivet fingeraftryk, få stemplet de rigtige steder og naturligvis få underskrevet alle papirerne.
Det var en oplevelse at sidde og iagttage livet på dette lille kontor. Der var 3 mand til at sikre at alt gik rigtigt for sig. Dokumenterne gik lige så stille og roligt fra personen yderst til venstre, videre til ham i midten for til sidst at ende hos den 3. person yderst til højre. Samtidigt stod folk på nakken af hinanden på ’vores’ side af skranken. Køkultur er en by i Rusland.
Da papirarbejdet var færdigt og det sidste fingerafryk set og vi troede at bilen nu officielt var vores, viste det sig, at der var endnu en forhindring. Og denne gang en forhindring, der bekymrede vores sælger. Der var rod i nogle af datoerne i vores firmadokumenter, fortalte han mig på vejen til det nye kontor, synligt bekymret. Bekymringen var velbegrundet – personen i det stor og meget tomme kontor viste sig at være en rigtig satan af en skrankepave, der sad og kiggede alle dokumenter igennem med lup.
Han fandt ingen fejl – efter 20 minutter godkendte han alle papirerne med sin underskrift. På vejen ud fortalte sælger mig, at skrankekongen havde forsøgt at få 10.000 NRP ud af os. Men som den pertentlige person som vores sælger er/var, havde han med myndig beslutsomhed i stemmen talt sig ud af problemet.
Hele cirkusset tog en times tid – og det er vel ikke længere tid end den tilsvarende proces tager i Danmark.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på konsekvenserne af en brænd. Hvis alle de fysiske papirer forsvinder, vil det ganske enkelt være umuligt at handle en bil i Nepal.
Vi havde aftalt at fejre vores nye bil med en picnic med Dawa og hans søster. Der er ikke mere end små 20 minutter fra motorkontoret til Jorpati i Boudha, hvor vi aftalte at komme og hente dem. Så da vi var godt oppe at køre, ringede Annette og sagde, at vi nu var på jeg og at de godt kunne gøre sig klar.
Små 3 timer senere sad vi godt begravet i traffic jam uden udsigt til at kunne nærme os Boudha overhovedet. Vi havde glemt at det var Teej festival og at alle kvinder i hele Kathmandu skulle til Pashupati og danse i deres røde Sarier. Trafikken var derfor brudt sammen.Da jeg samtidigt havde det af helvede til med dårlighals og snot var der intet andet at gøre end at aflyse turen.
Så vi fejrede vores nye tilværelse som bilejere i Kathmandu med at sidder i kø i 3 timer.
Håber ikke at dette skal være kendetegnende for vores fremtidige liv som nepalesiske bilejere.
Thomas, det er ikke kun en fantastisk typisk god historie, men dit sprog udvikler sig; det er superflot skrevet!!
SvarSlet