Sort Humør
Spekulerer på om jeg er ved at nærme mig en depression. Og det er ikke noget, jeg siger for sjovt.
Men mit humør hænger tungt over mit hoved som en god gammeldags migræne – bare uden smerten. Jeg er ikke decideret trist. Men mit humør er ikke så sprudlende, som det normalt er. Det er nærmest ikke…
Jeg skal tage mig sammen til alt. Til at stå op, til at lave kaffe, til at meditere, til at skrive, til at læse til at lave morgenmad til Annette – til alt.
Jeg føler, at jeg lige så stille er ved at forsvinde. Mine mails bliver sjældnere og sjældnere, jeg føler, at jeg ikke kan bruges til noget som helst – hvornår har jeg sidst lavet noget KONKRET!
Havde et glimt af lykken i aftes, da jeg sad med Annette i hånden og hørte musik på Jazz Upstairs. Phil fra Australien med de glade og lokale musikere...
Men hvad skete der lige med denne fede fornemmelse i nattens løb?
Jeg har skriveblokade, blogblokade, mailblokade, humørblokade, musikblokade, læseblokade, barberingsblokade, blokadeblokade…
Det værste er, at jeg nærmest klinisk kan se mig selv. Jeg kan tage hver eneste følelse og vende den i hånden og følelsesløst betragte den. Ryste den og høre om den siger noget? Andet end den rungende hule larm af stilhed og min sædvanlige ringen for ørerne.
Jeg savner mine venner vanvittigt – alligevel er det som om, de ikke siger mig noget. Måske er indsigten fra Facebook, mails, blogs, Bongo, sms mm skadeligt for ens relationer, fordi alle indlæg ofte er for ligegyldige og tomme. Især når det efterhånden er ens primære kontakt.
Bortset fra Jesper er dem jeg savner mest, sjovt nok dem, der ikke findes nogen steder. SCARRY
Jeg er træt af al den positivitet, der omgiver en. Gode viljer, gode hensigter, gode intentioner og gode tanker er til at brække sig over.
Der skal SKE NOGET – NOGET KONKRET!
Det er ikke sådan at der ikke sker noget – men det der sker, går så langsomt, at det føles som om, der alligevel ikke sker noget. Faktisk føles det engang imellem som om noget af det, der trods alt er sket – bliver slettet. At der ikke sker noget med tilbagevirkende kraft.
Det værste er, at jeg ved at nøglen til løsningen af min tilstand ligger i min egen lomme. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal bruge den til.
Er Nepal problemet? Vejret betyder GARANTERET en del – men det gør det også i Danmark. Her er perioden bare en anden og længere.
Jeg ved at mit humør påvirkes af omgivelsernes langsomhed – men hvad kan jeg gøre ved den? Vil det hjælpe at tage et andet sted hen? Hvor skal det i givet fald være? I andre lande er folk sandsynligvis de samme – bare anderledes.
Skyldes det nepaleserne? Sikkert – men i Danmark var jeg også ved at brække mig over folk. Og når jeg en sjælden gang tjekker en dansk avis, er der intet, der tyder på at et halvt års fravær, har ændret noget på dette forhold.
Skyldes det nepalesernes bureaukrati som vi nu er en del af? Jep – men det skyldes måske i endnu højere grad det danske bureaukrati, der forfølger en ligegyldigt hvor på kloden man befinder sig. Der et til at tude over, når man modtager en trussels mail fra Skattevæsnet fordi man mangler at indberette 89 kr i feriepenge for ens ansatte, når man ALDRIG HAR HAFT ANSATTE og i øvrigt ikke har haft aktiviteter i 4 måneder. Jeg aner ganske enkelt ikke hvad jeg skal gøre for at slippe for denne forfølgelse – på grund af 89 kr.!!!.
Det er ikke med vilje at jeg har tjent nogle penge, der står et eller andet sted…
Skyldes det alderen? Naturligvis – men den kan jeg jo heller ikke gøre noget ved. Og dog – jeg kan begynde tænke over hver eneste ting, jeg foretager mig. Sikre mig at mine handlinger, udtalelser og opførsel er som en snart-50-årig og ikke så fanden-i-voldske som de ofte er.
Min helt store angst er angsten for at miste den energi og det drive, jeg har brug for, når der kommer gang i tingene (for det gør der - snart). Alt er klart – vi har papirerne i orden, et selskab til de juridiske rammer, aktiveret vores netværk, en klar ide over hvad vi vil, hinanden! Men jeg orker bare intet…
Jeg kan ikke engang gå på druk – for jeg taber interessen efter at drikke efter anden øl. Og så har jeg i øvrigt ingen at drikke med. Og stederne lukker alligevel klokken 11.
Jeg kan heller ikke engang gå i seng – for i dag kommer Nanny og gør rent.
Må hellere gå til møde…
Men mit humør hænger tungt over mit hoved som en god gammeldags migræne – bare uden smerten. Jeg er ikke decideret trist. Men mit humør er ikke så sprudlende, som det normalt er. Det er nærmest ikke…
Jeg skal tage mig sammen til alt. Til at stå op, til at lave kaffe, til at meditere, til at skrive, til at læse til at lave morgenmad til Annette – til alt.
Jeg føler, at jeg lige så stille er ved at forsvinde. Mine mails bliver sjældnere og sjældnere, jeg føler, at jeg ikke kan bruges til noget som helst – hvornår har jeg sidst lavet noget KONKRET!
Havde et glimt af lykken i aftes, da jeg sad med Annette i hånden og hørte musik på Jazz Upstairs. Phil fra Australien med de glade og lokale musikere...
Men hvad skete der lige med denne fede fornemmelse i nattens løb?
Jeg har skriveblokade, blogblokade, mailblokade, humørblokade, musikblokade, læseblokade, barberingsblokade, blokadeblokade…
Det værste er, at jeg nærmest klinisk kan se mig selv. Jeg kan tage hver eneste følelse og vende den i hånden og følelsesløst betragte den. Ryste den og høre om den siger noget? Andet end den rungende hule larm af stilhed og min sædvanlige ringen for ørerne.
Jeg savner mine venner vanvittigt – alligevel er det som om, de ikke siger mig noget. Måske er indsigten fra Facebook, mails, blogs, Bongo, sms mm skadeligt for ens relationer, fordi alle indlæg ofte er for ligegyldige og tomme. Især når det efterhånden er ens primære kontakt.
Bortset fra Jesper er dem jeg savner mest, sjovt nok dem, der ikke findes nogen steder. SCARRY
Jeg er træt af al den positivitet, der omgiver en. Gode viljer, gode hensigter, gode intentioner og gode tanker er til at brække sig over.
Der skal SKE NOGET – NOGET KONKRET!
Det er ikke sådan at der ikke sker noget – men det der sker, går så langsomt, at det føles som om, der alligevel ikke sker noget. Faktisk føles det engang imellem som om noget af det, der trods alt er sket – bliver slettet. At der ikke sker noget med tilbagevirkende kraft.
Det værste er, at jeg ved at nøglen til løsningen af min tilstand ligger i min egen lomme. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal bruge den til.
Er Nepal problemet? Vejret betyder GARANTERET en del – men det gør det også i Danmark. Her er perioden bare en anden og længere.
Jeg ved at mit humør påvirkes af omgivelsernes langsomhed – men hvad kan jeg gøre ved den? Vil det hjælpe at tage et andet sted hen? Hvor skal det i givet fald være? I andre lande er folk sandsynligvis de samme – bare anderledes.
Skyldes det nepaleserne? Sikkert – men i Danmark var jeg også ved at brække mig over folk. Og når jeg en sjælden gang tjekker en dansk avis, er der intet, der tyder på at et halvt års fravær, har ændret noget på dette forhold.
Skyldes det nepalesernes bureaukrati som vi nu er en del af? Jep – men det skyldes måske i endnu højere grad det danske bureaukrati, der forfølger en ligegyldigt hvor på kloden man befinder sig. Der et til at tude over, når man modtager en trussels mail fra Skattevæsnet fordi man mangler at indberette 89 kr i feriepenge for ens ansatte, når man ALDRIG HAR HAFT ANSATTE og i øvrigt ikke har haft aktiviteter i 4 måneder. Jeg aner ganske enkelt ikke hvad jeg skal gøre for at slippe for denne forfølgelse – på grund af 89 kr.!!!.
Det er ikke med vilje at jeg har tjent nogle penge, der står et eller andet sted…
Skyldes det alderen? Naturligvis – men den kan jeg jo heller ikke gøre noget ved. Og dog – jeg kan begynde tænke over hver eneste ting, jeg foretager mig. Sikre mig at mine handlinger, udtalelser og opførsel er som en snart-50-årig og ikke så fanden-i-voldske som de ofte er.
Min helt store angst er angsten for at miste den energi og det drive, jeg har brug for, når der kommer gang i tingene (for det gør der - snart). Alt er klart – vi har papirerne i orden, et selskab til de juridiske rammer, aktiveret vores netværk, en klar ide over hvad vi vil, hinanden! Men jeg orker bare intet…
Jeg kan ikke engang gå på druk – for jeg taber interessen efter at drikke efter anden øl. Og så har jeg i øvrigt ingen at drikke med. Og stederne lukker alligevel klokken 11.
Jeg kan heller ikke engang gå i seng – for i dag kommer Nanny og gør rent.
Må hellere gå til møde…
Thomas, min skat for helvede!!!
SvarSletDet er godt skrevet - og hvem kender ikke den følelse, som du beskriver så indlevende?
Det er betalingen for din, min og alle søgende. Og du har ret i at det ikke er omgivelserne der er årsagen; de er blot en symptomatisk bekræftelse! Denne ensomme følelse kommer til overfladen når vi er væk fra vennerne og kommer på kant med en ny helt almindelig, problemfyldt dagligdag.
Men kør på! Du er på rette vej. B&B vil blive konkret!
Kære Thomas
SvarSletJeg kender også godt den følelse. Jeg tror Jesper rammer meget godt i hans betragtninger, ikke mindst i at I vil lykkes med det.
Det er vel ok engang imellem at blive ramt af lidt tungsind med tanke på det store projekt I har kastet jer ud i. Nogen gange er det svært at forestille sig hvilken kæmpe omvæltning i tilværelsen I har kastet jer ud i. Men hvis nogen kan er det jer....og så hader du jo at vente på noget som helst;)
Jeg er ikke den store chatter/blogger/twitter person, tænker tit for længe over hvad det helt rigtige svar vil være, til et indlæg, så det ender med at jeg ikke får det sendt (er bedre til mund-til-mund metoden:), Men fravær af kommentarer fra min side på din fantastiske blog er ikke udtryk for at I er ude af sind heroppe i den nordlige ende, hvis det er nogen trøst!!!
Kys og kram torsten