NARGAKOT DAG 2: Højt til loftet

Stilhed af regn og brændte kaffebønner er henholdsvis lyd- og duftsporet til det panoramasyn, der udspiller sig i horisonten foran mig.


Himalayas tinder kæmper med skyerne om luftrummet op til de +8.000 meter. De seneste par måneder har skyerne vundet! Men de skal nyde sejren. For om ikke så længe bliver de sparket ad helvede til op i atmosfæren. De første sylespidse peaks har skåret en kæmpe flænge i skydækket foran mig og står nu med et skarpt smil og byder mig go' morgen. Fascinerende og skræmmende på en og samme tid. Man skal se dem selv for overhovedet at kunne forstå en smule af hvad jeg taler om.

Har for første gang længe sovet igennem. Tror at jeg har været væk i 8 timer. Så jeg er altså frisk – alligevel har det taget mig 1½ time at få gang i tasterne, hvilket er meget unormalt for mig. Når jeg er vågen, så er jeg i gang. Ikke nødvendigvis med at arbejde – men et eller andet andet virksomt. Og jeg vil altså ikke kalde det særligt virksomt bare at sidde og glo på regnen og bjergene.

Men stemningen er altså helt speciel. Fort Resort er et forholdsvist stort hotel. Og det en af de to luxus resorts i Nargakot. Det andet er Club Himalaya Resort, hvor vi jo ikke havde de bedste erfaringer.

Men Fort Resort er tomt – Annette og jeg er de eneste der bor her. Som gæster altså, for alle tjenerne og de øvrige ansatte er her naturligvis også. Men de lader mig passe mig selv i den store restaurant hvis ene væg er et stort vindue der, vender direkte mod nord, så man har et 180 graders udsyn til Himalaya.


Her har jeg altså siddet mutters alene med min computer uden at bruge den til noget. Bare stirret og fornemmet.

Fornemmet tomheden, regnlydene og skyerne der omklamrer een - for pludseligt at åbne sig igen og præsentere de mest fantastiske skuer.

Fornemmet alle de nysgerrige øjne der tager mod til sig for at kommer hen og snakke (hvad de med garanti gør om lidt...).

Fornemmet den store restaurants tomme, rungende rummelighed og fraværet af gæster.

Og naturligvis fornemmet den rest af Annettes varme, der endnu hænger fast i min krop. Hun ligger stadigvæk og sover.

Og så har jeg tænkt.

På hvem det var der ringede klokken 5:50 am?

På det hus vi skal se, senere i dag. Det hus som Santosh Gimre fra NTB ringede om i går, hvis beliggenhed stort set ikke kan blive bedre.

Og så har jeg tænkt på vores forfærdelige oplevelse med den arrogante manager på Club Himalaya Resort i går. Tænkt på alle de udlændinge, der af forskellige årsager kommer til Danmark og bliver præsenteret for den samme arrogance på grund af uvidenhed og angsten for det ukendte. I virkeligheden bør Annette og jeg måske være glade for oplevelsen og måske betragte den som en lille reminder om, hvordan man ikke skal behandle sine medmennesker, bare fordi de ikke ser ud som forventet. En reminder om at mennesker er forskellige ikke skal dømmes på deres ydre.

Og så har jeg tænkt på Niravana Resort, vi så i går. Og på alle de andre skod resorts der ligger tomme hen, selvom en overnatning bare koster 300 NRP (20 kr.) eller mindre.
De steder hvor rammerne er perfekte, og som for ganske små penge kan blive fantastiske og derfor burde gøre det muligt for familierne at udleje et værelse eller to om ugen året rundt i stedet for et enkelt værelse om måneden 4 månder om året.

Hvad nu hvis vi kom med vores kendskab til de rejsende og finansierede istandsættelsen. De ville forbedre livsvilkårene for de familier, der driver dem markant.

I virkeligheden kunne vi lave en pakke med micrloån + design & indretning + rådgivning...

Konceptet kan måske 'sælges' videre til sponsorfamilier i Europa, der naturligvis får gratis overnatning med i pakken... For kvaliteten af værelserne skal være af en art så alle kan holde ud at bo der – uden at man skal konkurrerer med alle de dyre resorts. Det skal stadigvæk være et værelse til backpackere, der ikke har råd til at betale mere end max. 500 NRP for et værelse. Væreslerne skal bare være mere appetitlige...

Det må vi lige gennemtænke – Annette må konkretisere sine tanker.

Og så har jeg tænkt på hvad vi skal gøre hvis det bliver helt umuligt at finde det perfekte hus til vores guest house. Vi har efterhånden kigget på så mange, at man engang imellem begynder at tvivle på om det overhovedet kan lade sig gøre – også udenfor vores favorit område. Det har til gengæld overbevist os om at vi SKAL blive i Lazimpat – det er ganske enkelt vores hood og det perfekte sted at lave det vi vil. Den beslutning tog vi i går!

Og så glæder jeg mig til at Annette for produceret tallerkner, tekopper, fade og alt det andet vi skal bruge på guest houset. Det kan hun lige så godt komme igang med, med det samme – for vi skal med garanti igennem en masse 'ommere'.

Og lige NU glæder jeg mig over at der er kommet gang i tasterne OG at jeg for første gang NOGENSIND har hele Himalaya foran mig. Alle tinder stritter som erregerede pikke lige op i fjæset på mig. Det føles som om de står lige foran en så man bare skal række hånden ud for at snuppe en håndfuld sne fra toppene.


En ting har jeg fundet ud af med bjerge – de giver højt-til-loftet. Der er plads til tanker i deres selskab.

Men jeg forstår ikke hvad man skal der op efter :-)