NARGAKOT DAG 1: Club Himalaya Resort SUCKS - Fort Resort ROCKS!
Klokken er 7:30 am.
Relativt sent ift den tid jeg normalt vågner på. Men jeg har haft en irriterende nat.
Ved 2-tiden vågnede jeg med en dundrede hovedpine som holdt mig vågen en times tid.
Og kl 6 am kom der en tjener med kaffe... et tidspunkt, der normalt ville have været perfekt, hvis altså jeg ikke havde ligget vågen den halve nat. Og så havde jeg i øvrigt foretrukket at indtage min kaffe i restauranten med computeren på bordet inden for behagelig rækkevidde og en avis – gårsdagens havde været OK.
Men det gør jeg altså ikke – jeg sidder i værelset og glor ud af vinduet og forestiller mig Himalaya bagved de tætliggende skyer, der befinder sig mindre end 2 meter foran mit fjæs.
Vi befinder os på Fort Resort, som ligger i 2.200 m over havets overflade. Det ene af de to eksklusive resorts i Nargakot. Her tjekkede vi ind i går eftermiddags. Vi er på weekend tur i vores nye 'gamle' Suzuki Gypsy, som vi hentede i går på værkstedet, hvor den var – og er – til et check up, så vi er sikre på, at alt er som det skal være. Bilen skal tilbage søndag, så de sidste ting kan blive fixet. Herunder de skavanker vi har noteret os på vores tur: Der er ingen af låsene der fungere, firehjulstrækket fungerer måske heller ikke (vi ved faktisk ikke hvordan man bruger det) og endelig skal radioen chekkes op.
Ud over afslapning er det vores plan at tjekke stederne heroppe ud. Dels for at undersøge udbuddet, og dels for at se om der er et sted der egner sig til at holde Nytårsaften. Som det ser ud nu, kommer Jesper, Lucia med Thomas og Sofia og Ingrid og Kasper. Vi bliver altså 8 med os selv. Vi har sandsynligvis ikke vores eget guest house oppe at kørre til den tid, og vores nuværende lejlighed er for lille. Derfor vile det jo være perfekt at tage et sted hen, hvor der er længe åbent, og hvor ungerne kan slappe med TV, games, DVDër mm hvis de begynder at kede sig.
Vivek og Santos anbefalede os at tage til Club Himalaya Resort – det ultimativt fedeste sted i Nargakot med kæmpe restaurant og pool. De kender manageren og garanterede os gode priser. Så det var vores mål.
Desværre blev vi udsat for vores værste oplevelse af sin art i Nepal, da vi troppede op med vores bagage og gode humør (derfor linker jeg altså ikke , det var som nævnt et forfærdeligt bekendtskab som jeg ikke vil friste andre med)
Indrømmet - vi ligner ikke business folk – og har aldrig gjort det. Men vi er rene og soignerede, og det tøj vi har på er dyrt og lækkert. I øvrigt en påklædning vi altid har brugt og som aldrig tidligere har givet os problemer – og vi har trods alt boet på rigtigt mange, rigtigt dyre og rigtigt eksklusive hoteller rundt om i verden.
Men vi går altså ikke i jakkesæt og slips.
Om det var denne kendsgerning, der var skyld i den arrogance vi blev mødt med, ved jeg ikke. Men da vi kom vurderede fyren i receptionen mig fra top til tå, og ville stort set ikke tale med os, da vi spurgte hvad priserne var for recidents. I Nepal har alle hoteller en priskategori for turister og en for Nepalesere og udlændinge med bopæl i Nepal (expats).
Jeg følte hurtigt at jeg ikke rigtigt kom nogen vegne og spurgte til Vincent – manageren – som Vivek havde talt med i går, og som vi skulle spørge efter, når vi kom (han hedder naturligvis ikke Vincent - men har er så ligegyldig at jeg allerede nu har glemt hans rigtige navn)
Da Vincent kom, var hans attitude om muligt endnu mere arrogant end receptionistens.
Do you have any documentation? spurgte han og så tvivlende på os.
Den kendsgerning at vi var selvkørende, hvilket er umuligt for turister, var åbenbart ikke bevis nok på vores recidence status.
Of course? sagde Annette og hev vore pas frem og viste ham vores business visa, der er det ultimative bevis, da man kun får det, hvis man har et lovligt firma, penge i banken og bopæl i Nepal.
Do you have any identity card? spurgte fyren så Gud hjælpe mig.
Jeg gloede på Annette og spurgte hvad jeg skulle gøre – hvis ikke ens pas med gyldigt visa var identity card nok, hvad var så?
Vi ringede Vivek op og rakte telefonen over til Vincent. Fem minutter senere fik vi telefonen tilbage.
The manager will give you 20% - he can not give you recidens prices if you don't have an ID card???
Det var nu åbbentlys at Vincent ikke ville have os boende. Inkl. rabatten skulle vi slippe 100 USD uden morgenmad.
Ved indgangen til hotellet hængte en kæmpe plakat med deres monsun-kampagne-tilbud til nepalesere og udenlandske recidens med overnatning og middag for 1.700 NRP per person – altså 45 USD for os begge.
Vi havde allerede under Vincents telefonsamtale med Vivek, besluttet os for at droppe stedet – den modtagelse vi havde fået viste med al tydelighed, at dette ikke var et hotel for os. Smålighed og intollerence er noget af det værste vi ved – og så var stedet i øvrigt gabende tomt. Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke på, hvad hotellet ville have sagt, hvis vi havde købt biletterne på Hotel Ambassador i Lazimpat og bare troppet op...
I stedet kørte vi direkte til Fort Resort, som er ejet og drevet af de samme folk, der driver Tushita på Lazimpat Road – et sted vi nyder at komme.
Her blev vi modtaget med den sædvanlige nepalesiske lune og humor som straks gjorde at vi følte os hjemme. Og vores værelse – hvor jeg sidder og skriver – er super, med vinduer på de tre vægge, der sikrer et perfekt lys og ikke mindst udsigt til Himalaya... bare ikke under monsunen.
Inden vi hentede vores bagage og rykkede ind i vores værelse, drak vi en kop kaffe og faldt i snak med et tysk/iransk par, der bor i Singapore.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan vi 8 år tidligere sad med Kasper i Long Bar på Raffels og nød en Singapore Sling i tøj, der lignede lort og sandsynligvis også lugtede. Men uden problemer af nogen art – og det i Singapore, af alle steder.
Club Himalaya Resort holder ikke.
Men det gør udsigten foran mig. Solen har nu nu tvunget regnskyerne op fra dalen under os og åbenbaret et helt fantastisk sceneri foran mig med dale iblandet regn, solstråler, skyer og fuglesang og Himalayas tinder et eller andet sted bag ved.
Dem har vi endnu til gode.
Relativt sent ift den tid jeg normalt vågner på. Men jeg har haft en irriterende nat.
Ved 2-tiden vågnede jeg med en dundrede hovedpine som holdt mig vågen en times tid.
Og kl 6 am kom der en tjener med kaffe... et tidspunkt, der normalt ville have været perfekt, hvis altså jeg ikke havde ligget vågen den halve nat. Og så havde jeg i øvrigt foretrukket at indtage min kaffe i restauranten med computeren på bordet inden for behagelig rækkevidde og en avis – gårsdagens havde været OK.
Men det gør jeg altså ikke – jeg sidder i værelset og glor ud af vinduet og forestiller mig Himalaya bagved de tætliggende skyer, der befinder sig mindre end 2 meter foran mit fjæs.
Vi befinder os på Fort Resort, som ligger i 2.200 m over havets overflade. Det ene af de to eksklusive resorts i Nargakot. Her tjekkede vi ind i går eftermiddags. Vi er på weekend tur i vores nye 'gamle' Suzuki Gypsy, som vi hentede i går på værkstedet, hvor den var – og er – til et check up, så vi er sikre på, at alt er som det skal være. Bilen skal tilbage søndag, så de sidste ting kan blive fixet. Herunder de skavanker vi har noteret os på vores tur: Der er ingen af låsene der fungere, firehjulstrækket fungerer måske heller ikke (vi ved faktisk ikke hvordan man bruger det) og endelig skal radioen chekkes op.
Ud over afslapning er det vores plan at tjekke stederne heroppe ud. Dels for at undersøge udbuddet, og dels for at se om der er et sted der egner sig til at holde Nytårsaften. Som det ser ud nu, kommer Jesper, Lucia med Thomas og Sofia og Ingrid og Kasper. Vi bliver altså 8 med os selv. Vi har sandsynligvis ikke vores eget guest house oppe at kørre til den tid, og vores nuværende lejlighed er for lille. Derfor vile det jo være perfekt at tage et sted hen, hvor der er længe åbent, og hvor ungerne kan slappe med TV, games, DVDër mm hvis de begynder at kede sig.
Vivek og Santos anbefalede os at tage til Club Himalaya Resort – det ultimativt fedeste sted i Nargakot med kæmpe restaurant og pool. De kender manageren og garanterede os gode priser. Så det var vores mål.
Desværre blev vi udsat for vores værste oplevelse af sin art i Nepal, da vi troppede op med vores bagage og gode humør (derfor linker jeg altså ikke , det var som nævnt et forfærdeligt bekendtskab som jeg ikke vil friste andre med)Indrømmet - vi ligner ikke business folk – og har aldrig gjort det. Men vi er rene og soignerede, og det tøj vi har på er dyrt og lækkert. I øvrigt en påklædning vi altid har brugt og som aldrig tidligere har givet os problemer – og vi har trods alt boet på rigtigt mange, rigtigt dyre og rigtigt eksklusive hoteller rundt om i verden.
Men vi går altså ikke i jakkesæt og slips.
Om det var denne kendsgerning, der var skyld i den arrogance vi blev mødt med, ved jeg ikke. Men da vi kom vurderede fyren i receptionen mig fra top til tå, og ville stort set ikke tale med os, da vi spurgte hvad priserne var for recidents. I Nepal har alle hoteller en priskategori for turister og en for Nepalesere og udlændinge med bopæl i Nepal (expats).
Jeg følte hurtigt at jeg ikke rigtigt kom nogen vegne og spurgte til Vincent – manageren – som Vivek havde talt med i går, og som vi skulle spørge efter, når vi kom (han hedder naturligvis ikke Vincent - men har er så ligegyldig at jeg allerede nu har glemt hans rigtige navn)
Da Vincent kom, var hans attitude om muligt endnu mere arrogant end receptionistens.
Do you have any documentation? spurgte han og så tvivlende på os.
Den kendsgerning at vi var selvkørende, hvilket er umuligt for turister, var åbenbart ikke bevis nok på vores recidence status.
Of course? sagde Annette og hev vore pas frem og viste ham vores business visa, der er det ultimative bevis, da man kun får det, hvis man har et lovligt firma, penge i banken og bopæl i Nepal.
Do you have any identity card? spurgte fyren så Gud hjælpe mig.
Jeg gloede på Annette og spurgte hvad jeg skulle gøre – hvis ikke ens pas med gyldigt visa var identity card nok, hvad var så?
Vi ringede Vivek op og rakte telefonen over til Vincent. Fem minutter senere fik vi telefonen tilbage.
The manager will give you 20% - he can not give you recidens prices if you don't have an ID card???
Det var nu åbbentlys at Vincent ikke ville have os boende. Inkl. rabatten skulle vi slippe 100 USD uden morgenmad.
Ved indgangen til hotellet hængte en kæmpe plakat med deres monsun-kampagne-tilbud til nepalesere og udenlandske recidens med overnatning og middag for 1.700 NRP per person – altså 45 USD for os begge.
Vi havde allerede under Vincents telefonsamtale med Vivek, besluttet os for at droppe stedet – den modtagelse vi havde fået viste med al tydelighed, at dette ikke var et hotel for os. Smålighed og intollerence er noget af det værste vi ved – og så var stedet i øvrigt gabende tomt. Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke på, hvad hotellet ville have sagt, hvis vi havde købt biletterne på Hotel Ambassador i Lazimpat og bare troppet op...
I stedet kørte vi direkte til Fort Resort, som er ejet og drevet af de samme folk, der driver Tushita på Lazimpat Road – et sted vi nyder at komme.
Her blev vi modtaget med den sædvanlige nepalesiske lune og humor som straks gjorde at vi følte os hjemme. Og vores værelse – hvor jeg sidder og skriver – er super, med vinduer på de tre vægge, der sikrer et perfekt lys og ikke mindst udsigt til Himalaya... bare ikke under monsunen.Inden vi hentede vores bagage og rykkede ind i vores værelse, drak vi en kop kaffe og faldt i snak med et tysk/iransk par, der bor i Singapore.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan vi 8 år tidligere sad med Kasper i Long Bar på Raffels og nød en Singapore Sling i tøj, der lignede lort og sandsynligvis også lugtede. Men uden problemer af nogen art – og det i Singapore, af alle steder.
Club Himalaya Resort holder ikke.
Men det gør udsigten foran mig. Solen har nu nu tvunget regnskyerne op fra dalen under os og åbenbaret et helt fantastisk sceneri foran mig med dale iblandet regn, solstråler, skyer og fuglesang og Himalayas tinder et eller andet sted bag ved.
Dem har vi endnu til gode.
Hvor er I bare fantastiske, at I checker disse ting allerede nu. I har ingen idé om hvor meget vi værdsætter det - og så har jeg iøvrigt tænkt mig at møde Vincent...
SvarSletSuveræne fotos! Hold lige på det lys til vi kommer!!
:-J