Ther must be som kinda way outta here...

Jeg ved det godt - en Guinness smager bedst ved kilden.

Jeg har været på St. Pauls Gate og nydt de liflige dråber så jeg ved - om nogen :-) at det aldrig er det samme at nyde en Guinness væk fra Dublin. Og da slet ikke fra flaske, hvor hele den tidsmæssige dimension fordufter med samme hast som det tager at åbne flasken. Øllet fra denne emballage er ready to drink...

Sådan en fik jeg i går. Og det var en KÆMPE oplevelse, selvom om jeg var langt fra kilden og selvom jeg måtte gå glip af de utålmodige minutter det gaer øllen at sætte sig. Og jeg har ellers all the time in the world..
Omstændighederne var sgu' ellers lidt specielle - vi var på The American Club. GU' VAR VI SÅ!

Vi var inde i de hellige haller, inde i den lokale afdeling af Guds eget Land. Vi var på den anden side af de Fort Knox lignende murer der omkranser et område på størrelse med Royal Palads på den anden side af gaden. Det område der bevogtes 24/7 af kæmpemodeller af ondt udseende levendegjorte action mænd med udstyret i orden. Nej ikke det udstyr!!! Jeg mener maskingeværet, den skudsikre vest, laser briller og alt det andet merchandise til store drenge... (nu stopper jeg min foragt).

Any way.

Annette og jeg var altså på The American Club. Sjovt nok dagen efter at vi for anden gang var blevet opfordret til at blive medlem.

Sagen er at vi har desperat trænger til at omgås udlændinge. Vi kender en masse og har et rigt ude liv. Men det er næste kun lokale nepalesere vi ser. Det er naturligvis super fedt, NO DOUBT. Men vi har brug for at tale med folk der måske har læst en bog vi ikke selv har læst, nogle der kan anbefale en film der ikke er på Hindi og ikke har Van damme i hovedrollen. Nogen der ved hvor man kan købe billige flybilletter til Thailand, Bangladesh eller et helt 3. land i nabolaget. Nogen der har læst avis og derfor i stand til at fortælle os, der har fravalgt dette medie, hvad der sker i verden. Nogen der har et problem vi kan hjælpe med og omvendt.

Med andre ord: Vi har behov for at møde nogle andre. Så er det sagt. Kamelen er slugt - men langt fra fordøjet.

Vi kan naturligvis tage indtil Thamel og hænge ud på New Orleans hvis man vil se udlændinge. Men det er typisk ledsaget et vist kvantum alkohol og en massen gode råd om hvordan man billigst kommer til Pokhara og en masse snak om trekking og andet ligegyldigt. Det har vi prøvet - og det opfylder altså ikke vores behov.

Om vi så kan få det opfyldt i The American Club er uvist.

TAC er en underlig størrelse. Det virker mest af alt som om man har copy'et et lille beskytte lokalsamfund i Maiami og pastet det ind lige i down town Kathmandu. Her er grønt, tennisbaner, swimming pools kæmpe parkeringspladser til de totalt out datede 4WD's og naturligvis caffeen hvor menukortet selvfølgeligt består af Burgers af enhver slags, Hot Dogs, Bagles Donuts og andre klassikere som vi alle i et svagt øjeblik ikke kan stå for.

Og det var her jeg kom i det ufattelige svære situation at skulle vælge mellem en Guinness og en Samuel Adams. Jeg kunne naturligvis drikke en af hver... men det var selskabet ligesom ikke til. De drak vand og agurkejuice med mint.

Og hvad lavede vi så i TAC?

Vi spiste frokost (YOU GUESSED IT: BURGERS!) med Jennifer - super, søde og skønne Jennifer fra Boudha, hvor hun bor og lever sammen med Andreas Docter, der driver skolen på Shezen Monestary. Vi har desværre set dem alt for lidt - men det vil med garanti blive anderledes fra nu af. Om vi så skal betale depositummet på 700 USD og kontingentet på 80 USD om måneden for at komme ind i den amerikanske pendant til The garden of Eden (uden forførende slanger), så gør vi det - men vi skal nok lige prøve at se om vi ikke kan mødes andre steder.

Desværre må jeg nok sige at det ikke er sidste gang vi kommer til TAC. Min rygrad er lige så blød og tynd som min afføring.

SUK!

Efterlæste lige her til morgen. Det er svært at forestille sig hva TAC er for en størrelse - derfor tog jeg fluks et pix:



Det er umuligt at tage et nærbillede. Så får man kun en stor gullig mur - og måske en soldat helt eller delvist. men de kan ikke li' at blive fotograferet. Ovennævnte er taget fra en Tempo (Nepals svar på en tuk-tuk) - her får man virkeligt en fornemmelse af hvordan TAC dominerer bybilledet. Muren afskærmer et område på størrelse med en hel bydel mellem Kathmandus mest centrale hovedstrøg og lig overfor en anden tidligere klub The Royal Club - eller kongepaladset :-)