Regn
Jeg troede at jeg havde oplevet monsunen i sit es - man har jo trods alt rejst en smule gennem mange år.
Men det havde jeg ikke - i hvert tilfælde ikke før end i går. Det vil sige i nat, mere specifikt omkring kl. 24.00 natten mellem den 26. og 27. july.
DA oplevede jeg monsunen.
Først som stilhed - den der med før stormen eller regnen.
En stilhed der nærmest larmede. Den var så høj at hundene - som ellers ikke er kede af det - bare bjæffede en lille, smule da regnen nærmede sig, for derefter helt at holde kæft da det for alvor begyndte at sile.
Da var klokken cirka 00:25.
Jeg sov - men fornemmede klart hvad der skete. Især fordi duerne pludseligt holdt op med deres liderlige lyde på taget uden for mit soveværelsevindue.
Og jeg nærmest vågnede da stilheden bredte sig til Lazimpat Road, hvor bilerne normalt skider på tiden og larmer og dytter som det passer dem.
Selv de var tavse.
Da jeg vågnede ved 6 tiden til en gennemdrivende og sejtsilende regn på 6. time, var det ikke længere larmen man fornemmede eller ikke fornemmede.
Det var trøstesløsheden. Trøstesløsheden hos håndværkerne ved siden af, der ikke kunne lægge brosten i gården. Trøstesløsheden hos alle didierne, der ikke kunne vaske vores tøj, fordi der var mere vand omkring vandposten end det vand, der kom ud af den.
Og fordi det i øvrigt var fuldstændigt umuligt at tørre noget som helst, da selv luften var sjaskvåd af regn.
Og hvem kan tørre tøj i våd luft?
Det værste var trøstesløsheden hos alle dem man ikke kender - men dem man ved er der alligevel. Avisbudene, fyren med curden, frugtsælgerne og alle de andre, der har deres daglige gang i området - men som regner inde et eller andet sted.
Hvor sælger de deres underlige friske varer?
Da klokken runder 7, 8, 9 og 10 og regnen stadigvæk fortsætter med uformindsket styrke. Da bliver man helt lille inden i.
Når klokken bliver 11, og det stadigvæk regner begynder paranoiaen - for hvad nu hvis de aldrig holder op?
Klokken 12 er det præcist 12 timer - eller et halvt døgn - siden regnen startede. Og stadigvæk intet tegn på tørhed.
Og så pludselig mærker man det.
Aktivitet.
Et lille dyt hos taxaen ved siden af, et fuglekvidder, en gadesælger og et par enkelte klokker der lyder i nabolaget.
Aktiviteten breder sig - først fra alle de rutinerede, der mærker tørheden i deres næsebor.
Senere hos os andre dødelige, der ikke er så rutinerede i at læse regnens tegn. Telefonen der ringer, sms'en der tikker ind og mailen der så småt vågner.
Klokken 1 pm begiver man sig på gaden til det første møde - hopper fra sten til sten for ikke at blive totalt smattet - det dækker forsikringen nemlig ikke.
Klokken 3 er man til dagens andet møde - og der er ingen der kommenterer det sene tidspunkt.
Klokken 4 vender man næsen hjem.
Klokken 6 slår man systemet over på tomgang med musik og en dulmende pils.
Nu er klokken 9 pm - og regnen har taget over igen,
Men det havde jeg ikke - i hvert tilfælde ikke før end i går. Det vil sige i nat, mere specifikt omkring kl. 24.00 natten mellem den 26. og 27. july.
DA oplevede jeg monsunen.
Først som stilhed - den der med før stormen eller regnen.
En stilhed der nærmest larmede. Den var så høj at hundene - som ellers ikke er kede af det - bare bjæffede en lille, smule da regnen nærmede sig, for derefter helt at holde kæft da det for alvor begyndte at sile.
Da var klokken cirka 00:25.
Jeg sov - men fornemmede klart hvad der skete. Især fordi duerne pludseligt holdt op med deres liderlige lyde på taget uden for mit soveværelsevindue.
Og jeg nærmest vågnede da stilheden bredte sig til Lazimpat Road, hvor bilerne normalt skider på tiden og larmer og dytter som det passer dem.
Selv de var tavse.
Da jeg vågnede ved 6 tiden til en gennemdrivende og sejtsilende regn på 6. time, var det ikke længere larmen man fornemmede eller ikke fornemmede.
Det var trøstesløsheden. Trøstesløsheden hos håndværkerne ved siden af, der ikke kunne lægge brosten i gården. Trøstesløsheden hos alle didierne, der ikke kunne vaske vores tøj, fordi der var mere vand omkring vandposten end det vand, der kom ud af den.
Og fordi det i øvrigt var fuldstændigt umuligt at tørre noget som helst, da selv luften var sjaskvåd af regn.
Og hvem kan tørre tøj i våd luft?
Det værste var trøstesløsheden hos alle dem man ikke kender - men dem man ved er der alligevel. Avisbudene, fyren med curden, frugtsælgerne og alle de andre, der har deres daglige gang i området - men som regner inde et eller andet sted.
Hvor sælger de deres underlige friske varer?
Da klokken runder 7, 8, 9 og 10 og regnen stadigvæk fortsætter med uformindsket styrke. Da bliver man helt lille inden i.
Når klokken bliver 11, og det stadigvæk regner begynder paranoiaen - for hvad nu hvis de aldrig holder op?
Klokken 12 er det præcist 12 timer - eller et halvt døgn - siden regnen startede. Og stadigvæk intet tegn på tørhed.
Og så pludselig mærker man det.
Aktivitet.
Et lille dyt hos taxaen ved siden af, et fuglekvidder, en gadesælger og et par enkelte klokker der lyder i nabolaget.
Aktiviteten breder sig - først fra alle de rutinerede, der mærker tørheden i deres næsebor.
Senere hos os andre dødelige, der ikke er så rutinerede i at læse regnens tegn. Telefonen der ringer, sms'en der tikker ind og mailen der så småt vågner.
Klokken 1 pm begiver man sig på gaden til det første møde - hopper fra sten til sten for ikke at blive totalt smattet - det dækker forsikringen nemlig ikke.
Klokken 3 er man til dagens andet møde - og der er ingen der kommenterer det sene tidspunkt.
Klokken 4 vender man næsen hjem.
Klokken 6 slår man systemet over på tomgang med musik og en dulmende pils.
Nu er klokken 9 pm - og regnen har taget over igen,
WOW. Du er knaldgod til det, Thomas. Det er som at være der selv. Tak for en god historie!
SvarSlet