Rotter og post
Er tilbage efter 5 dages ferie. 4 i Pokhara samt en enkelt overnatning i Bandhipur på vejen hjem til Kathmandu (jeg skriver hjem!!).
Det har været nogle forrygende dage, hvor vi ikke har lavet en skid, bortset fra at lege turister og slappe af. Jeg har hverken skrevt mails, læst eller kommet med mine udgydelser på disse sider.
Derfor er det næsten ikke til at finde hoved eller hale i hvad der skal nedfælles, hvor jeg skal begynde og frem for alt hvordan jeg skal komme igang.
Så hvorfor ikke starte med rotter.
Det første jeg lagde mærke til i går da vi steg ind i vores lejlighed, var nogle små underlige lakridslignende pastiller der lå uden for vores dør. Dem genkendte jeg fra vores hus i Østerøgade.
Rottelorte!
Ikke at det kommer bag på mig – rotter er der jo overalt på kloden, og vi ser den tit i gaderne. Både her og i Kbh. K. Men alligevel er det ubehageligt at stifte bekendskab med dem så tæt på.
Da vi sagde det til den unge didi (som jeg ikke husker navnet på) og Birmas to drenge (som jeg heller ikke husker navnet på, hmm!) gloede de undrende på mig.
Først troede de vi talte om vores dørmåtte: Rats = mats. Så troede de noget helt andet. Det var først da vi hev Birma op for med egne øjne at studere sporene at hun glædestrålende udbrød:
RATS!
Rotter er helt almindelige og helt accepterede på vores kanter. Men vi hader dem altså (500 gange OM MANE PADME HUM) og besluttede os for at bringe emnet op, næste gang vi talte med Dr. Rana, vores landlord. Som læge måtte hun da kunne se det ubehagelige i at have disse dødbringende smittebærere så tæt på.
Oh, rats! They come in when the door is open
var hendes eneste kommentar til problemet hvorefter hun overrakte Annette en rød konvoluit med Return To Sender påstemplet - brevet til Birkemose som jeg bad Thomas Betterfelt sende fra Danmark, da han returnerede for en lille uge siden.
Hvor er verden dog vanvittig – indenfor mindre end 1 minut kommer forskellen mellem 'primitive' Nepal og 'perfekte' Danmark klart til udtryk. Vi betragter rotter som så skadelige at vi via vores skat betaler til bekæmpelsen af disse udyr som Dr. rana, Birma og alle hendes landsmænd betragter som det mest naturlige dyr – nærmest på ligefod med deres hunde.
Omvendt kunne Dr. Rana aldrig finde på at bruge postvæsnet til noget som helst vigtigt (de ansatte stjæler nemlig frimærkerne). Derfor bruger de gerne 200 kr eller mere på DHL eller FedEx hvis der skal sendes et vigtigt brev til udlandet. Men det danske postvæsen fungerer så godt at de returnerer et brev til Kathmandu (vores afsender adresse står på konvoluttens bagside) selvom brevet er frankeret i Randers med 6,50 kr.
Det er sgu til at blive rudntosset af.
Jeg tager nu brevet med til Danmark og overrækker det personligt, når vi tager på 3 ugers ferie den om fem dage. Hvis han er i Frankrig, lægger jeg det hos Den Røde.
Det har været nogle forrygende dage, hvor vi ikke har lavet en skid, bortset fra at lege turister og slappe af. Jeg har hverken skrevt mails, læst eller kommet med mine udgydelser på disse sider.
Derfor er det næsten ikke til at finde hoved eller hale i hvad der skal nedfælles, hvor jeg skal begynde og frem for alt hvordan jeg skal komme igang.
Så hvorfor ikke starte med rotter.
Det første jeg lagde mærke til i går da vi steg ind i vores lejlighed, var nogle små underlige lakridslignende pastiller der lå uden for vores dør. Dem genkendte jeg fra vores hus i Østerøgade.
Rottelorte!
Ikke at det kommer bag på mig – rotter er der jo overalt på kloden, og vi ser den tit i gaderne. Både her og i Kbh. K. Men alligevel er det ubehageligt at stifte bekendskab med dem så tæt på.
Da vi sagde det til den unge didi (som jeg ikke husker navnet på) og Birmas to drenge (som jeg heller ikke husker navnet på, hmm!) gloede de undrende på mig.
Først troede de vi talte om vores dørmåtte: Rats = mats. Så troede de noget helt andet. Det var først da vi hev Birma op for med egne øjne at studere sporene at hun glædestrålende udbrød:
RATS!
Rotter er helt almindelige og helt accepterede på vores kanter. Men vi hader dem altså (500 gange OM MANE PADME HUM) og besluttede os for at bringe emnet op, næste gang vi talte med Dr. Rana, vores landlord. Som læge måtte hun da kunne se det ubehagelige i at have disse dødbringende smittebærere så tæt på.
Oh, rats! They come in when the door is open
var hendes eneste kommentar til problemet hvorefter hun overrakte Annette en rød konvoluit med Return To Sender påstemplet - brevet til Birkemose som jeg bad Thomas Betterfelt sende fra Danmark, da han returnerede for en lille uge siden.
Hvor er verden dog vanvittig – indenfor mindre end 1 minut kommer forskellen mellem 'primitive' Nepal og 'perfekte' Danmark klart til udtryk. Vi betragter rotter som så skadelige at vi via vores skat betaler til bekæmpelsen af disse udyr som Dr. rana, Birma og alle hendes landsmænd betragter som det mest naturlige dyr – nærmest på ligefod med deres hunde.
Omvendt kunne Dr. Rana aldrig finde på at bruge postvæsnet til noget som helst vigtigt (de ansatte stjæler nemlig frimærkerne). Derfor bruger de gerne 200 kr eller mere på DHL eller FedEx hvis der skal sendes et vigtigt brev til udlandet. Men det danske postvæsen fungerer så godt at de returnerer et brev til Kathmandu (vores afsender adresse står på konvoluttens bagside) selvom brevet er frankeret i Randers med 6,50 kr.
Det er sgu til at blive rudntosset af.
Jeg tager nu brevet med til Danmark og overrækker det personligt, når vi tager på 3 ugers ferie den om fem dage. Hvis han er i Frankrig, lægger jeg det hos Den Røde.
Kommentarer
Send en kommentar