Hoved på bloggen

Så blev det sgu onsdag i den anden uge i vores nye liv. Og første gang længe jeg har haft løst til at skrive...

Selvom vi bare har været væk i en lille uge må det vel betegnes som hverdag. Underligt, for det er som om der ikke rigtigt er noget at fortælle, når man tænker 'hverdag'. Havde onsdagen været den første dag i vores anden ferieuge – havde alt nok været meget lettere.

Any way – om onsdagen er den ene eller anden, betyder ikke det store. Der er alligevel ikke sket så forfærdeligt meget siden vi forlod Danmark. En af pointerne er jo netop, at vi skal jo vænne os til at tage den med ro og ikke fare rundt som nysgerrige turister, der skal se så meget som muligt indenfor den begrænsede tid de fleste har tilrådighed, fordi der står en rejseleder og et fly og venter ude i den nære fremtid.

Sådan er det ikke for os. Vi skal snarere tænke os om og være grundige, så vi finder den rigtige bolig i den rigtige del af byen, så vi kan få nogle rammer at leve under, som er lige så perfekte som i Danmark. Med andre ord: Vi skal være kræsne!

Og jeg må sige at vi har taget den med ro. Vi har taget den rædselsfuldt med ro.

Der havde sneget sig en influenza med i bagagen, da vi forlod København. Allerede søndag morgen hos vores afskedsbrunch hos Kirsten, kunne jeg mærke feberen komme snigende. Så jeg måtte bruge de første dage i vores nye liv på at ligge i sengen under et tæppe og have frygteligt ondt af mig selv – og en smule i hovedet. Det er nærmest lidt grotesk at tænke på, at her man kommer man buldrende med masser af energi og gå på mod og lyst til at gøre en forskel – for så at blive knækket af en skide influenza og lidt småhoste. Men mon ikke det er kulminationen af de forgående 3 måneder, der har været hårde med udlejning af Købmagergade, ombygning, indretning og udlejning af sommerhuset, job, afsked med venner og familie osv. I don't know – efter 4 dage tog vi forbi Shechen Clinic, der hører til Shechen Monestary og fik en portion antibiotica, der kan vække en død elefant til live på NO TIME.

Så nu er jeg frisk – allerhelvedes frisk! Jeg er så klar at jeg nærmest ikke kan finde mig selv for computere, mobiltelefoner, notesbøger, aviser, magasiner, kaffe og noter denne onsdag morgen på restaurant Garden Kitchen i Boudhanath.

Vores oprindelig plan var at tage til Phokara og slappe af, så længe det var nødvendigt. Det er nemlig vigtigt at vi har tilstrækkeligt med energi og udstråling, når vi skal ud og starte op.

Men efter 4 dage hvor vi intet kunne foretage os andet end at sidde på en terrasse og glo på Stupaen i Boudha, læse bøger og drikke lemon-ginger te med honning, havde vi ligesom ikke behov for at ligge på ryggen længere. Så Phokara må blive en anden gang.


I stedet tog vi i weekenden ud til en økologisk farm som det danske mosteri mm. Søbogaard har etableret sammen med Danida i udkanten af Bhaktapur, ca 15 km fra Kathmandu.

Søbogaard Organic Farm (http://www.soebogaardnepal.org/danish.htm) kan nærmest sammenlignes med Noah's ark – bare med urter, frugter, grønsager og blomster i stedet for dyr. Formålet med farmen er naturligvis også en anden. Noah ville vist sikre arternes overlevelse efter syndfloden – Søbogaard vil snarere bidrage til at syndfloden overhovedet ikke kommer. Det gør de ved at arbejde med økologi og bæredygtighed så Nepaleserne kan få bedre og sundere produkter i renere omgivelser. Et fremragende projekt som jeg vil fortælle om en anden gang.

På denne lille farm er der et lille guest house med 3 værelser, indrettet i et gammel Newa hus. En perle – som vi vil misbruge flittigt når travlheden, larmen og støjen i Kathmandu bliver for meget. Og jeg behøver vel ikke sige at maden på stedet er fantastisk? Omgivelserne er et kæmpe tag selv bord!

Så med 4 dage med influenza og 2 dage på farmen har vi fået slappet af. Og skulle der alligevel komme et strejf af stress ind over os – så har Nepal en række naturlige mekanismer der forhindrer dette.

Vi har sammenlagt strøm 8 timer i døgnet – heraf en del timer efter midnat. Dette stiller store krav til planlægning af dagen. Vi rejser jo med 4 computere, 4 telefoner (vi har een hver til Danmark og een hver til Nepal), 2 eksterne hard diske, MP3 player, skægtrimmer (hvad man så skal med den i et land hvor en barbering med ansigtsmassage koster 3 kr. - hmmm.), kameraer mm. Alt sammen noget der skal lades op – for ellers fungerer det jo ikke.

Internettet er også en udfordring for uden strøm, intet internet. Her har vi så mulighed for at sætte os på cafeer rundt omkring, og det fungerer udmærket – selvom det er en uholdbar løsning i længden. Nettet er jo en vigtig del af vores arbejde. Eksempelvis får jeg 8 til DVD covers mailet herned i dag til kommentar og godkendelse. Og dem skulle jeg jo gerne hente ned.

Men alt det finder vi en løsning på – i mandags gik vi rundt i omegnen af Thamel, der er Kathamandus turist centrum. Her fandt vi masser af spændende områder, hvor vi godt kunne tænke os at bo, indtil vi finder det guest house vi drømmer om. Hvis altså ikke det er muligt at finde en lejlighed i Lazimpat så stadoigvæk er vores foretrukne område.

Og i går havde vi rigtig, rigtig travlt – men på den langsomme måde :)

Vi have møde og frokost med Santos der er partner for det lokale up and coming reklamebureaue AdFactor (www.adfactornepal.com) som Bandana fra ambassaden havde sat os i forbindelse med.

Forhåbentligt kan Santos hjælpe os med at lave Tommys og mine serie børnebøger, som jeg har med i bagagen og som forhåbentlig er et projekt, jeg kan lave lokalt. Santos fik i øvrigt stjerner i øjnene da han hørte hvad vi havde lavet – tror faktisk at han seriøst mente det, da han foreslopg om vi ikke skulle lave noget sammen – det var i hvert tilfælde et emner han selv bragte på banen. Vores eneste agenda forud for mødet var nemlig kun bøgerne. Så det bliver spændende at se hvad dette lille møde kan udvikle sig til. Godt set Bandana!

Sidst på dagen drak vi kaffe med Liv på Lazimpat Gallery Cafe – det nærmeste vi kommer en Kathmandu version af Byens Kro. Liv arbejder på ambassaden og bor i Lazimpat – så det var på alle måder fedt at tale med hende. Hun lovede at sætte et møde op med ambassadøren.

I mellem de to aftaler SKYPEDE Annette til Gerhard der fyldte 85, mens jeg ledte efter lejligheder – der er mange vi skal tjekke ud.

I dag skal vi lave aftale med de forskellige ejendomsmæglere så vi kan få boligsituationen på plads. Og så bliver vi nødt til at tage hul på vores for tiden vigtigste opgave: At få permanent visum. Men det er en historie jeg ikke gider trætte nogen med. Annette er nemlig lige kommet ned til morgenmaden.

Og på fredag skal vi til Jazzkoncert – her er nemlig en llille fransk jazzfestival kørende. Den kunne være sjov at involvere sig i.

Så alt-i-alt så har vi det forrygende.