BUDHAS KVINDER Nonner i Bhutan

Har lige fået en ny bog - fik den af Bjørn. læste den i aftes - gode billeder og godt fortalt - herligt med en fotobog der ikke KUN er foto men også lidt tekst.
Og dejlig jordnære skildring af nonnerne og deres liv med budhismen, deres befriende indstilling til cølibatet, dharmaen, enkeltheden og deres store muligheder for at praktisere. De rammer er vel dem vi andrer savner - men som aldrig ville kunne leve med/under.
Desværre overskygger Bhutans regime det hele - jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvordan en journalist kan skrive om landets GNH (GROSS NATIONAL HAPPINESS) uden at forholde sig bare en smule kritisk til forholdene.
Mine romantiske forestilinger om dette Shangri La blev manet i jorden efter vores besøg i sommer....da jeg så hvordan folk blev tvangsflyttet fra deres oprindelige hjem til beton ghettoer hinsides deres rødder, hvordan kongefamilien (den er STOR) + militæret (samt deres mange og store familier) blev suportteret med boliger, livets fornødenheder og diverse benefits.
Sidstnævnte - militæret - altså de 8.000 soldater der er centreret i omegnen af Timphu (hvor kongefamilien bor) - må vel siges at have en håbløs situation med 1.3 mia indere i syd + 1.3 mia kinesere i nord. Og set i dette lys - må siges at være fuldstændigt overflødige og en helt unødvendig økonomisk post med landets fattigdom i baghovedet...
... hvorfor forholder Marie Venø sig overhovedet ikke til dette.
Og nu skal man høre om det i Vita - der i virkeligheden burde bruge airtimen til Tibet eller Burme?

Men en dejlig bog - JEG MENER DET! Problemet er bare at jeg har været i landet OG rejst en del i Østtyskland og Polen i 70'erne.

Bogen er udgivet af AJOUR (Dansk Journalistforbund's forlag)