Saft og kraft - STORT TILLYKKE OG TAK FOR EN FORRYGENDE DAG/AFTEN
50 år.
Kokken og kunstelskeren Claus Christensen deler sin tid og interesse mellem det gastronomiske håndværk og den vilde billedkunst. Og så udgiver han nogle meget morsomme kogebøger. Af Torben Weirup
Saft og kraft! Det er begreber, der kunne stå som en overskrift for kokken og kunstelskeren Claus Christensens liv og levned. Det gælder for hans arbejde som restauratør såvel som hans virke som udstillingsarrangør. Der skal være saft og kraft i maden, han tilbereder, og der skal være saft og kraft i de billeder, han viser. Ellers kan det være lige meget.
I morgen fylder Claus Christensen 50 år. Han er ikke en mand, der har spildt tiden. For snart 35 år siden kom han i lære i Den Gyldne Fortun og Fiskekælderen i København. Så havde han lis’som lagt fundamentet. Gennem 1980erne arbejdede han på forskellige restauranter, indtil ingen kunne lære ham mere, og så åbnede han sit eget sted efter sit eget hoved, Gl. Mønt i København, som er en restaurant, hvor blandt andet kunst- og kulturlivets kendte kommer, når de vil være i fred. Det er nok ikke et sted for helsekostfanatikere eller tilbedere af de seneste gastronomiske påhit. Udgangspunktet er klassisk fransk. Portionerne er store, og er maden god. For nu at sige det på jysk.
Og som der er saft og kraft i den smørstegte søtunge, og hvad Claus Christensen ellers har på menuen, er der det i hans syn på billeder. Kunst har han interesseret sig for, siden han var barn. Det går direkte i mellemgulvet på ham. Han har købt og samlet, og siden årtusindskiftet har han også udstillet.
Skiftende udstillinger på cafeer og restauranter er selvfølgelig en uskik. Ikke alene fordi billederne i reglen er for dårlige. Men især fordi man ikke skal kigge adspredt på moderne kunst, mens man spiser. Det giver i hvert fald ikke en optimal oplevelse af hverken billedkunsten eller gastronomien. Men i fødselsdagsbarnets tilfælde tilgiver man det gerne. Dels fordi kærligheden til kunsten er lige så høj som kvaliteten, og dels fordi udstillingerne er skarpe og vedkommende. Det er næppe heller noget tilfælde, at en god del af Claus Christensens kunstinteresse er knyttet til den kreds af kunstnere, der engang blev kaldt de nye vilde. Det er folk som Peter Bonde, Erik A. Frandsen, Michael Kvium, Lars Nørgård, Sonny Tronborg og – udstillingsaktuel netop nu – Christian Lemmerz. Sammen med folk som Gun Gordillo, Freddy Fraek, Jon Stahn, Rasmus Rosengaard og Mads Gamdrup er det kunstnere, han har fulgt gennem en årrække og bliver ved med at arbejde sammen med. Hos dem finder han en kunst, der taler til hans hjerte, fordi det har nerve og temperament og nødvendighed. Ser let ud. Er svær at lave.
Flere af kunstnerne går igen i de grafiske mapper og bøger, Claus Christensen har udgivet eller fået udgivet. Han er et kontant og energisk menneske med et sprudlende sprog og sine meningers mod, og med mellemrum sætter han sig sammen med sin medforfatter, Søren Wedderkopp, og skriver bøger om glæden ved svin og supper og fisk – og hvad man ellers kan fortælle af sjove historier og gøre sig af overvejelser over tilværelsen. Bøgerne er illustreret af nogle af de kunstnere, Claus Christensen sætter så højt. Så også på dét punkt går tingene op i en højere enhed for kokken og kunstelskeren.
Kokken og kunstelskeren Claus Christensen deler sin tid og interesse mellem det gastronomiske håndværk og den vilde billedkunst. Og så udgiver han nogle meget morsomme kogebøger. Af Torben Weirup
Saft og kraft! Det er begreber, der kunne stå som en overskrift for kokken og kunstelskeren Claus Christensens liv og levned. Det gælder for hans arbejde som restauratør såvel som hans virke som udstillingsarrangør. Der skal være saft og kraft i maden, han tilbereder, og der skal være saft og kraft i de billeder, han viser. Ellers kan det være lige meget.
I morgen fylder Claus Christensen 50 år. Han er ikke en mand, der har spildt tiden. For snart 35 år siden kom han i lære i Den Gyldne Fortun og Fiskekælderen i København. Så havde han lis’som lagt fundamentet. Gennem 1980erne arbejdede han på forskellige restauranter, indtil ingen kunne lære ham mere, og så åbnede han sit eget sted efter sit eget hoved, Gl. Mønt i København, som er en restaurant, hvor blandt andet kunst- og kulturlivets kendte kommer, når de vil være i fred. Det er nok ikke et sted for helsekostfanatikere eller tilbedere af de seneste gastronomiske påhit. Udgangspunktet er klassisk fransk. Portionerne er store, og er maden god. For nu at sige det på jysk.
Og som der er saft og kraft i den smørstegte søtunge, og hvad Claus Christensen ellers har på menuen, er der det i hans syn på billeder. Kunst har han interesseret sig for, siden han var barn. Det går direkte i mellemgulvet på ham. Han har købt og samlet, og siden årtusindskiftet har han også udstillet.
Skiftende udstillinger på cafeer og restauranter er selvfølgelig en uskik. Ikke alene fordi billederne i reglen er for dårlige. Men især fordi man ikke skal kigge adspredt på moderne kunst, mens man spiser. Det giver i hvert fald ikke en optimal oplevelse af hverken billedkunsten eller gastronomien. Men i fødselsdagsbarnets tilfælde tilgiver man det gerne. Dels fordi kærligheden til kunsten er lige så høj som kvaliteten, og dels fordi udstillingerne er skarpe og vedkommende. Det er næppe heller noget tilfælde, at en god del af Claus Christensens kunstinteresse er knyttet til den kreds af kunstnere, der engang blev kaldt de nye vilde. Det er folk som Peter Bonde, Erik A. Frandsen, Michael Kvium, Lars Nørgård, Sonny Tronborg og – udstillingsaktuel netop nu – Christian Lemmerz. Sammen med folk som Gun Gordillo, Freddy Fraek, Jon Stahn, Rasmus Rosengaard og Mads Gamdrup er det kunstnere, han har fulgt gennem en årrække og bliver ved med at arbejde sammen med. Hos dem finder han en kunst, der taler til hans hjerte, fordi det har nerve og temperament og nødvendighed. Ser let ud. Er svær at lave.
Flere af kunstnerne går igen i de grafiske mapper og bøger, Claus Christensen har udgivet eller fået udgivet. Han er et kontant og energisk menneske med et sprudlende sprog og sine meningers mod, og med mellemrum sætter han sig sammen med sin medforfatter, Søren Wedderkopp, og skriver bøger om glæden ved svin og supper og fisk – og hvad man ellers kan fortælle af sjove historier og gøre sig af overvejelser over tilværelsen. Bøgerne er illustreret af nogle af de kunstnere, Claus Christensen sætter så højt. Så også på dét punkt går tingene op i en højere enhed for kokken og kunstelskeren.
Kommentarer
Send en kommentar