Midt i al glæden...

... må jeg desværre knibe en tåre over rædslerne i Burma.

Det område vi brugte det meste af to uger i for bare 3 måneder siden er udraderet af orkaner. I skrivende stund er dødstallet oppe på 40.000.

Rædselsregimet udrydder munkene - og nu tager naturen fat. Hvornår får alle rædslerne for dette fantastiske folk dog en ende. Det værste er at man er hjælpeæløs - vi kan intet gøre.

Frustrerende!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Historien om J-Dagen

Det er jo i dag at Snebajeren sendes på gaden. Det er ikke rigtigt noget jeg går op i længere. Men begivenheden har jo nærmest fået væg-til-væg dækning i alle medierne, så det har været svært at undgå. Og så har jeg også fået et utal af henvendelser fra venner og tidligere kolleger, fordi det åbenbart tyder på at begrebet J-Dag vist bliver optaget i retskrivningsordbogen. De mener åbenbart at det er noget der har interesse for mig. Ser så til min store overraskelse på www.tv2.dk at Wibroe tager æren for J-Dagen. Men dette er vist ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Han har jo ret i den forstand, at havde han ikke skabt det geniale og velkendte Blå/hvide juleunivers, der oprindeligt var en jule kampagne for Grøn Tuborg og som siden hen udviklede sig til Snebajeren – ja – så var der ingen J-dag i dag. Men J-dagen i sig selv, har han altså ingen aktier i! Snarer tvært imod. Mener at kunne huske at han faktisk svinede tiltaget til en sen nattetime på Palæ. Godt nok mente han vist...
Læs mere

Oktoberfest, familie, faglighed og forvirring.

Billede
Hvis du af og til tror jeg har knald i låget - så er det måske ikke helt ved siden af... Havde en underlig aften i går, hvor vi deltog i et møde omkring etableringen af et Dansk Hus i Kathmandu. Jeg følte mig i den grad malplaceret. Det virkede som om jeg var med til et selskab, hvor jeg hverken kendte folk, anledningen, værterne og programmet. Så mens snakken gik omkring incubatorer, businessplaner, regneark, rotary og røv og nøgler, forsvandt min hjerne til et helt andet sted. Snakken om at lave et hus for de få danskere, der kommer hertil alene for at lave forretning, velgørenhed osv., er lige så eksotisk og fjern som Julefrokost på Påskeøerne (hvordan fanden opstod dette billede). De er så få og deres fysiske behov så begrænset at tanken om at bruge penge og ressourcer på et hus ikke alene forekommer mig latterlig, den er også extravagant og uanstændig. At søge støtte og finansiering til kontorhold (som det vist endte med at alle kunne blive enige om) der er 100% kommercielt og sk...
Læs mere