Tingstrups Blog

... Banana Pudding er nu meget rar at have i baghånden, hvis man skulle få uanmeldte gæster - eller bare har lyst til en dessert, her i landet der ikke aner hvad dette begreb handler om. Fås i flere varianter. Foster Clark's hjemmeside er lige så oldnordisk som produkterne...

... ham og hans kunst er jeg vild med. Begge spreder farverigt humør til ens univers. Men så må jeg jo tage til takke med lidt lokal kunst - det er nok heller ikke så ringe endda.

Hvis du af og til tror jeg har knald i låget - så er det måske ikke helt ved siden af... Havde en underlig aften i går, hvor vi deltog i et møde omkring etableringen af et Dansk Hus i Kathmandu. Jeg følte mig i den grad malplaceret. Det virkede som om jeg var med til et selskab, hvor jeg hverken kendte folk, anledningen, værterne og programmet. Så mens snakken gik omkring incubatorer, businessplaner, regneark, rotary og røv og nøgler, forsvandt min hjerne til et helt andet sted. Snakken om at lave et hus for de få danskere, der kommer hertil alene for at lave forretning, velgørenhed osv., er lige så eksotisk og fjern som Julefrokost på Påskeøerne (hvordan fanden opstod dette billede). De er så få og deres fysiske behov så begrænset at tanken om at bruge penge og ressourcer på et hus ikke alene forekommer mig latterlig, den er også extravagant og uanstændig. At søge støtte og finansiering til kontorhold (som det vist endte med at alle kunne blive enige om) der er 100% kommercielt og sk...

Hvis du har rejst i Asien og andre verdensdele med Squat Toilets , ved jeg hvad, du går og tænker på. Og nej - ikke på hvordan man bærer sig ad med at aflevere det, der nu skal afleveres - det giver lige som sig selv. Her er problemet bare at holde balancen... Men hvordan gør de lokale rent efter sig? Her tænker jeg naturlivis ikke på gulvet og 'hullet' - det er nemlig sjældent rengjort. Nej - jeg tænker på området mellem ballerne. De lokale går nemlig ikke som os andre, rundt med lokums papir i lommen just in case . Og der er aldrig papir på lokummerne. Der er i stedet en stor spand - med en mindre spand hængende på kanten, som naturligvis bruges til et eller andet... Men til hvad - og hvordan? En gang i mellem må de for helvede være i en situation, hvor ens system efterlader ens bagdel i en tilstand, der ikke er til at holde ud at tænke på. En situation hvor man kigger sig nervøst over skuldrene for nu at sikre sig, at ingen kan se, at det vist ikke var gået helt godt i det l...

Denne beauty lå og slikkede sol på Durbar Square - lidt 'død' i sværen, men trods alt ikke helt 'flad' som andre af dens artsfæller i denne lille samling af dyreliv fra Kathmandus skyggeside... Turisterne gloede godt nok en ekstra gang da jeg lagde mig på maven - men hvad gør man ikke for et godt skud. Nepaleserne - der var trukket på gade for at fejre Tihar - forstod ikke en skid af hvad der foregik.... Og sådan er der så meget.

Hvem fanden interesserer sig for Mountains and Munks ? Tvivler på at legendariske Boris Lisanevich gjorde, da han besøgte Nepal i starten af haltredserne som en af de første vesterlændinge. Det nærmeste han vist kom naturen, var jagten efter tigre, rhinos og andre eksotiske dyr i den nepalesiske jungle. Ellers tror jeg mest, at det var facinationen af de herlige mennesker, middelaldersamfundet og den eventyrlige arkitektur, der tiltrak ham og han dankse kone Inger . Spekulerer på hvad helvede nepaleserne tænkte da Boris' armbevgælser, livslyst og fanden-i-voldskhed væltede ind over dette land der på det tidspunkt nærmest kan sammenlignes med et kapitel fra Alice in Wonderland . Et middelaldersamfund uden een eneste af de forudsætninger der var fundamentet for Boris formiddable succes fra Club 300 i Calcutta. Alligevel - eller på trods af dette - gør han det igen. Han skaber ikke alene Asiens på det tidspunkt hotteste hotel for eventyrer, charlatanner og levefolk generelt: The R...

Pizza Hut og KFC åbner i Kathmandu efter Tihar - dvs. om to ugers tid. Hele charmen ved Kathmandu og Nepal er at alt fast food er forbeholdt lokale koncepter (som vel det eneste sted i verden ) - dvs indtil om et par uger. Mon ikke man kan forvente at MacDonalds, Burger King, Domino's og 7Eleven holder skarp øje med udviklingen og rykker når de to pizzasteders succes er hjemme. For der er ingen tvivl om at de bliver en succes. Middelklasse bliver rigere og rigere - og de vil gerne bruge penge.

Her er beviset - MS er særdeles aktive i Nepal og her været det i mange år. Hvem siger at man tager skade af velgørenhed?

Live It's Happening NOW

Jazzmandu 2009 starter officielt i morgen. Koncerten i her til aften på Jazz Upstairs må vist være den uofficielle åbning, Saxofonisten Pharadon Phonamnuia fra Vatchapuj fra Thailand spillede blændende - en aften med jam sessions som under CJF når det er bedst. Hvorfor er her ingen danske jazzmusikere i Kathmandu i aften...?

Har nu efterhånden været så længe hjemme at oplevelserne fra vores just overståede tur til Ilam har bundfældet sig - eller i hvert tilfældet fået en form, som kan bearbejdes, og fordøjes. Billeder af de to livsstykker her giver min pen et lidt lysere og klarer kulør end de kulsorte noter der præger mine dagbogsnoter. Turen var på alle måder fantastisk - men også grænseoverskridende hård fordi vi igen pressede os selv for hårdt, på grund af alt for dårlig planlægning, urealistiske mål og oplevelsesbegærlighed og derfor løb ind i uheld på uheld sidst på dagen hvor energien var på nulpunktet. Alene tanken om at tage fra Kathmandu kl. 5 am om morgenen og regne med at man kan nå Ilam 2.200 moh nær den indiske grænse 800 km mod øst er KNALD I LÅGET. Især når man kører i et gammelt vrag af en SUZUKI GYPSIE fra 1988. Og i Nepal!!! Heldigvis havde vi Raj og Sirjana fra Cafeen og Kumari's mand med som passagerer, dvs at vi havde selskab, tolke, lokalkendskab og en 3. chauffør!!! De tre sku...

En ufattelig spændende by - lidt besværlig at komme til da de sidste 16 km sydover fra High Way 01 går over en meget hullet, stenet og støvet grusvej hvor max. hastigheden er 15 km/t. Hård tur - men Janakpur er bestemt en by vi hurtigst muliget skal udforske noget mere.

.. er tilbage efter en uge i bl. a. Ilam og Jaknapur. Første gang i årevis at jeg har være 7 uger off line . Stærkt ubehagligt. Når lige at poste ugens rotten - denne gang en fra de sene nattetimer. En blød start - skal lige have historierne til at bundfælde sig. More to come!

... nej det dur ikke vel? Her går man og hygger sig over at man slipper for det danske julehelvede. Og så befinder man sig pludseligt midt i Dashain!? Nøjagtigt det samme bare som julen i Danmark, bare uden sne OG uden penge i ATM'erne, benzin, instant noodles , gedehoveder, trafik, fornuft (den er for en gang skyld drukket væk) og en masse andet jeg endnu ikke registreret. Sågar min lokale Byens Kro er lukket i mere end en uge (Ralf er der dig? Det er nærmest en sammensværrgelse). Værst er det at jeg overhovedet ikke aner, hvad der foregår omkring mig. Du kender sikker fornemmelsen af at sidde og se en afgansk film uden undertekster. Nej vel - man forstår ikke en skid! Prøv saa lige at forestil dig at være skuespiller i samme film! Det er sådan jeg har det lige nu. Men så sidder jeg og glæder mig over at jeg ikke er med til den første julesne og arbejder videre med mit joint venture projekt.... Hmmm....

Har lige siddet og kigget de sidste ugers indlæg igennem. Der er sgu for meget tekst og for få billeder. Det vil jeg hermed råde bod på med en lille kavalkade med mobile shots fundet frem fra Tingstrups lomme. Vi starter lige med et enkelt motiv fra den forgangne monsun. Mere for ikke at glemme hvor vådt her var for bare et par uger siden hvor regnen væltede ned i stænger og efterlod Koteswor - et af de mest trafikkerede områder i Kathmandu - som en kæmpe sø, Her er et MEGET sjældent billede. Det sjældne består i, at jeg har så meget plads omkring mig, at det faktisk er muligt at tage telefonen frem, føre den op foran ansigtet OG tage et billede af Annette inde i Microen på vej til banken i Kanthipath Tro og religion er en helt naturlig del af nepalesernes hverdag. Derfor respekterer alle religioner hinanden og deltager på den mest naturlige måde i hinandens begivenheder. Som her hvor Smita og Michelle ofrer et-eller-andet i anledning af et-eller-andet- andet Det sjove er at hindu-...

Inger's historie er ganske ennkelt forrygende. Har mødt hende et par gange - senest ved Margrethes fødselsdags reception på ambassaden. Hun er et omvandrende bevis på at man ikke tager skade af at bo 60 år i Kathmandu. Hun flyttede hertil da hun blev gift med den russiske balletdanser Boris Lissanevitch hvis liv er skildret i bestselleren Tiger for Breakfast , Inger fortalte selv lidt af hendes forrygende historie på Panorama på DR P1 forleden.

En af fordelene ved at skrive dagbog er at man kan gå tilbage i tiden og få frisket sin hukommelse op. Jeg starter min dag med at sætte mig til tasterne med en kop kaffe i vindueskarmen ved min venstre hånd, udsigt til bjergene skråt foran mig og dagens favorit musik på anlægget til højre for mig. Mit sind er oftest helt afslappet efter lille halv times meditation kombineret med de rolige morgenomgivelser her mellem 5 og 6 am. Der er næsten ikke en tanke, der er stået op på det tidspunkt - så den musik, jeg sætter på, sker nærmest pr automatik. Fra day one har jeg registreret, det jeg har spillet ledsaget af dagens første indskydelser. Det har jeg gjort uden overhovedet at tænke over det. Det betyder at jeg nu - ud over at få opfrisket min hukommelse - også kan få opfrisket mine stemninger. Stemningerne er jo til dels udtrykt gennem musikken - så for sjov skyld listede jeg lige sound tracksne for de foregående morgener: Så her er et unikt indblik i Tingstrups Tilstande de seneste 10 ...

Lørdagen var ugens højdepunkt, og overskygger det meste af det andet, vi har foretaget længe – i hvert tilfælde i min optik. En af årsagerne til at vi er i Nepal, er at vi vil involvere os i en eller anden form for charity. Men da hverken Annette eller jeg selv har nogen erfaringer på det område, må vi finde ud af hvor vi kan hjælpe – vi skal altså have lidt (en del) mere indsigt end det vi har nu. Indtil for et par uger siden har vi overhovedet ikke haft overskud til at begive os ud på det felt. Men nu har vi bilen og er ikke afhænging af andet end trafikken – som jo kan være alvorlig nok. Men vi er mobile. Derfor mailede jeg forleden til Kiki. Kiki har vi mødt et par gange – senest til Skt. Hans på Gamcha , hvor hun troppede op med 4 af hendes super søde kids. Dem har hun omkring 20 af, der bor i hendes Childrens Home 17 km syd for Lalitpur. Det var det børnehjem, vi længe har drømt om at besøge. Vi kunne sandsynligvis godt bare have taget der ud – men det forekom mig at Kiki på et ...