Tingstrups Blog

साइड 9

2009-10-30T07:35:00.000-07:00

Synd at tøjet sidder så dårligt.

I tidernes morgen fik jeg et billede fra et af depoterne - en pige der var body painted. Dengang syntes jeg det par plat....

Karry kan dræbe cancer-celler - måske dette kan opveje forureningens effekt

2009-10-28T20:32:00.000-07:00

Karry kan dræbe cancer-celler - Politiken.dk

Landet der ikke kender til Desserter. FOSTER CLARK'S hvorfor har vi aldrig mødt hinanden før

2009-10-27T07:47:00.000-07:00

... Banana Pudding er nu meget rar at have i baghånden, hvis man skulle få uanmeldte gæster - eller bare har lyst til en dessert, her i landet der ikke aner hvad dette begreb handler om.

Fås i flere varianter.

Foster Clark's hjemmeside er lige så oldnordisk som produkterne...

ØV - jeg går glip af Mads Gamdrup på hos Den Røde på fredag.

2009-10-26T19:02:00.000-07:00

... ham og hans kunst er jeg vild med. Begge spreder farverigt humør til ens univers.

Men så må jeg jo tage til takke med lidt lokal kunst - det er nok heller ikke så ringe endda.

Herligt at kunne følge omtale af ens venner.

2009-10-25T20:43:00.000-07:00

Annettes og min virkeligt gode ven førte sig frem i Berlingskes Nyhedsmagasin forleden - på den fede måde, naturligvis.

De har fået samme most alle sammen – også topledelsen, siger erhvervspsykolog Suzan Stub fra Mannaz.

Sammen med et team af internationale erhvervspsykologer var hun knyttet til udrulningen af lederudviklingsprogrammet, 360 graders proﬁler og de psykologiske test af personlige værdier og vurderinger - ved hjælp af bl.a. MBTI/Myers-Briggs Type Indicator – som var en både personlig og organisatorisk øjenåbner for ledelsen i Torm.

... læs resten af artiklen her:

23.10.09 BNY - Skibet Er Ladet Med Ledelse. SUZ STUB

Ugens Rotte

2009-10-25T04:46:00.000-07:00

... Nej, den sover ikke.

Den er såmænd bare kørt fladmast af bilerne i vores hood.

Uhh dirty... som de lokale kvinder udbrød da jeg lå på alle fire.

Oktoberfest, familie, faglighed og forvirring.

2009-10-23T18:40:00.000-07:00

Hvis du af og til tror jeg har knald i låget - så er det måske ikke helt ved siden af...

Havde en underlig aften i går, hvor vi deltog i et møde omkring etableringen af et Dansk Hus i Kathmandu.

Jeg følte mig i den grad malplaceret. Det virkede som om jeg var med til et selskab, hvor jeg hverken kendte folk, anledningen, værterne og programmet.

Så mens snakken gik omkring incubatorer, businessplaner, regneark, rotary og røv og nøgler, forsvandt min hjerne til et helt andet sted.

Snakken om at lave et hus for de få danskere, der kommer hertil alene for at lave forretning, velgørenhed osv., er lige så eksotisk og fjern som Julefrokost på Påskeøerne (hvordan fanden opstod dette billede).
De er så få og deres fysiske behov så begrænset at tanken om at bruge penge og ressourcer på et hus ikke alene forekommer mig latterlig, den er også extravagant og uanstændig. At søge støtte og finansiering til kontorhold (som det vist endte med at alle kunne blive enige om) der er 100% kommercielt og skal fungere på kommercielle betingelser, bør kunne finansieres på kommercielle vilkår.

Det er sgu ikke noget man skal have finansieret af hverken stat, kommune, fonde, foreninger eller filantroper.

De sparsomme støttekroner der tilkommer Nepal - dem er der andre, der har langt mere behov for. Brug for Helvede de rammer der allerede eksisterer som eksempelvis LinkedIN, FB, ASW osv. Eller endnu bedre www.nepal.dk som Thomas Glerup har taget initiativ til.

Sidstnævnte er jeg bare bange for er urealistisk. Jeg har en stærk fornemmelse af interne stridigheder, misundelse, konkurrence og smålighed. Men måske er det bare min begyndende paranoia.

All in all - hvad der end måtte komme ud af initiativet, bakker vi naturligvis op omkring, og hjælper med det vi kan. Men det har vi på den anden side hele tiden gjort.

Efter disse morgenkække udgydelser tror du måske, at vi spildte en aften.

Det gjorde vi ikke - slet ikke.

Hertil morgen - dvs. fra klokken 5:30 am tog jeg fat i aftenens tråd og vendte hele molevitten på hovedet og stillede mig selv spørgsmålet: Hvilken ret har du til at være så arrogant og højrøvet?

Den har jeg naturligvis ikke - og det var heller ikke min mening at være det.

Men omvendt kan jeg ikke lade være med at kigge tilbage på de måneder, vi har været her og samle alle de ting vi trods alt har nået, de oplevelser vi har haft og de nye mennesker vi har indlemmet i vores netværk og for enkelte vedkommendes - vennekreds. Alt sammen på egen hånd.

Bevares - det har været hårdt og besværligt.

Vores program har været så hektisk og kaotisk, at det er ufatteligt, at vi lige nu kan sidde afslappet og hygge os til Keith Jarret - jeg med computeren og Annette med Omar Pamuk.

Alene vores program i oktober ville have slået benen væk under de fleste. En måned med sand kaos af business, fritid, familie, networking og uvished om alting.

Præcis den 1. oktober sad jeg i Chitwan efter en eventyrlig uge på research tur til Ilam hvor vi tjekkede økologisk te ud.

Her sad jeg og arbejdede på vores kommende virksomheds konference mens mine øjne tilfældigvis faldt på en elefantlort, der var lagt aftenen forinden. I nattens løb havde den lige fostret denne smukke svamp (Og nej - det er meget længe siden jeg har spist svampe). Dette lille mirakel var sket - bare sådan uden videre... - det gav mig håbe og ekstra energi. For så kan der også komme noget smugt og frugtbart ud af den lort, som Kathmandu også er.

Tre dage efter - den 3. okotber - hentede vi Pia og Lakha Rinpoche og deres 14 virksomhedsledere i lufthavnen og kørte dem direkte hjem til Finn Thilsted, der på sin sædvanlige levende og samtidigt korrekte facon kikstartede Virksomheds Konferencen om Minbdfullness og Kunsten at agere i Kaos uden at tabe fatningen. Jeg er først efterfølgende blevet klar over hvor perfekt et indlæg Finns var. Hans 10 point på en skala på 10 er velfortjent.

...herefter gik det hele slag i slag.

Morgen efter havde Annette og jeg vores indlæg: Om at forlade topjobs og jetset (det skrev Pia sgu!!!) og starte forfra i Kaos. - et indlæg der faldt godt i tråd med Finn's og som vist gav stof til eftertanke hos deltagerne, der for de flestes vedkommende befinder sig i samme livssatdie som os og med garanti tænker over hvordan, deres liv skal udvikle sig herfra hvor vi står. For at bryde rammerne og for bedre at kunne illustrere kaos holdt vi indlægget på Lazimpath Gallery Cafe, hvor deltagerne kom i Rickshaws, som Dawa havde linet op uden for Yak and Yeti.

En af forudsætningerne for at vi overhovedet kan eksistere som vi gør nu, skyldes sandsynligvis vores indisgt og indlevelse gennem bland andet Lakha. Derfor blev vi glade da Pia og Lakha inviterede os med til programmets spirituelle indslag, som her en belæring i Boudha.

En af de helt store forretningsområder i Nepal er charity (grufuldt ulækkert - men det er en historie jeg må skrive på et andet tidspunkt). Man hører kun om de store projekter. Men Kathmandu (og resten af landet) er en stor smeltedigel af små projekyter, der lever ubemærket og uden anden hjælp end den, der kommer fra de dedikerede involverede. Som eksempelvis Tibet Charity's center i flygtningelejren i Jorpathi, hvor konferencen også gjorde hold. Lakha Rinpochen er religiøst overhoved for flere end hundrede tusinde Tibetanere i østtibet - en egen hvor flere af beboerne i centret kommer fra. Så der er linet den helt store velkomst op hvergang han og Pia besøger lejren.

... and now to something completely different.

Vi havde ikke mere end lige sagt farvel til VL klubben, før end Kasper og Sofie ankom. Noget Annette og jeg havde set frem til længe. De ankom samtidigt med at Jazzmandu ‘09 startede - så den første aften gik med jazz på Upstairs, der havde jamsession på programmet...

Jeg havde naturligvis set frem til at have Kasper og Sofie tæt på os. Men samtidigt var det vigtigt, at de fik lov til at være kærrester. Især for Sofie, der gang på gang bliver tromlet ned af Kasper i mig selv. Vi er meget dominerende. Men også fordi de begge har en travl hverdag og har brug for kvalitets tid sammen, når de nu endelig har ferie. Så efter en enkelt dag i Kathmandu med sightseeing og kold øl på Durbar Square og småshopping på New Road og Asan, tog de bussen til Pokhara, hvor de havde booket værelse på Castle Resort.

Mens de var væk havde vi travlt i Kathmandu - især Annette der brugte ubeskriveligt meget energi og tid på at hjælpe Smitha, med at komme afsted til Søren i Danmark. Det arbejde hun har lagt i det projekt, er mindst lige så meget værd som det andre laver i børnehjem, ældrehjem og vandprojekter. Man glemmer af og til velgørenhed i det små.

Desværre nåede Kasper ikke at købe ind fra vores lokale grøntpushere fra Gamcha. Jeg havde eller afskrevet dem - de havde brændt os af i en måned. Men det viste sig at den ene af de tre fyre - Gonga's mand - der kører rundt med de økologiske afgrøder døde. Det tog dem en lille måned at komme over. Så midt i gensynsglæden over at se vores mobile grønthandlere igen, kom der sgu en lill klump i halsen.

Vores plan var egentligt at tage bilen, køre til Pokhara og blive en dag sammen med Kasper og Sofie. Det ændrede vi til at droppe Pokhara for vores del og i stedet at tage sammen til Chitwan. Planen var, at Annette og jeg tog bilen og hentede Kasper og Sofie i Mogli og køre herefter køre sammen resten af vejen.
Men Annette lagde sig med høj feber pga en alvorlig infektion, der skyldtes et eller andet bid hun havde roddet sig ud i.

Pisse ærgeligt.

Jeg tog derfor selv afsted og valgte bussen i stedet for at køre alene i Gypsien.

Så pludseligt var jeg tilbage ved månedens begyndelse. Men denne gang med elefantbadning, krokodiller og planlægning af årets nytårsfest...

Vores sidste aften i Chitwan blev en helt forrygende oplevelse. Jeg var sgu så småt begyndt at tvivle på om Kasper og Sofie ville nå at opleve den rigtige side af Nepal. Den side hvor intet fungere, alt tager tid og efterlader en på sammenbruddets rand.
Det nåede vi heldigvis at opleve på denne lille snask, hvor vi bestilte autentisk, traditionel nepalesisk mad. Da vi efter en øl, der var sunstroked og to timers venten, endnu ikke havde set antydningen af noge spiseligt kunne vi tilføre No Patience til skiltet. Kasper lignede mig i en delhi-efter-tre-uger-version.

Back in Kathmandu var Annette blevet rask og havde vist fået så meget styr på familien Smitha at vi nærmest levede som en helt almindelig familie. Vi fik ikke nået at lave så meget mad - men hygge var der tilgengæld rigeligt af. Og masser af snak på højt og lavt plan.

Og vi fik heller ikke set alt det vi ville. Ingen køretur, ingen smutture til Nuwakot osv. Til gengæld nåede vi så at smutte en aften tur til Boudha – der var dobbelt oplyst på grund af kombinationen: Tihar og Nymåne.

Her havde vi en af de uforklarlige hændelser, der præger Annettes og mit liv. Og som Kasper og Sofie blev førstehåndsvidner til.

Vi havde ikke talt med Pia og Lakha siden de tog til Indien efter VL konferencen - det stod højt på vores action liste, da det kunne være sjovt at viderudvikle Erhvervs konceptet. I taxaen til Boudha talte vi derfor om, at vi hellere måtte se at få ringet til dem. Hurtigst muligt. Evaluering var nødvendig.

Pia og Lakhas plan var at returnere med et hold almindelige turister en af dagene – hvilken, vidste vi ikke.
Da vi skred ned af Boudhas myldrende gader mod White Jambala, ringer Annettes telefon. Det var Pia, der ville vide, hvornår vi kunne mødes – de var ankommet samme dag og sad og hyggede sig på den restaurant vi så varmt havde anbefalet dem – WHITE JAMBALA!

Kasper og jeg havde umiddelbart forinden talt om spiritualitet. Et emne han ikke rigtigt kunne forholde sig til – Omvendt havde han også lidt svært ved at forholde sig til det karmiske i vores middag, der nu blev udvidet med Pia og Lakha.

White J. overgik sig selv – især den hele and som Sofie glad-i-låget bestilte var en succes. 7 mennesker med drikkevarer for 200 kr. Dette er også uforståeligt.

Tidligere på dagen havde vi besøgt to af vores favoritsteder: Kiki’s Børnehjem og Søbogaard i Gamcha. Begge dele var vist en mindblower. Jeg ved egentligt ikke hvad man foretstiler sig, inden man kommer på besøg i et børnehjem i Nepal. Men jeg tror den betingelseløse og uforbeholdne kærlighed som Kasper og Sofie blev modtage me, kom bag på dem. I anledningen af Tihar havde vi taget snacks og frugt med, som vi sad og hyggede os med mens ungerne kom forbi og takkede os for det legetøj og tøj Annette havde været ude med, mens vi andre var i Chitwan.

Smitha satte vi på et fly forleden - hun glæder sig til at holde familieferie med Søren i Danmark.

Kasper proppede vi på flyet til Danmark i torsdags. I forgårs så vi på huse og fandt af karmiske veje en lille perle, som vi nu går målrettet efter.

Og så fik Annette den forrygende idé at leje et helt hotel i julen.

Vi får så meget besøg at vi faktisk kan leje hele Fammily Guest House - det vil være perfekt, da ungerne kan boltre sig i restasuranten, mens jeg og Claus boltrer os i køkkenet. Vi kan holde fester for alle vores nepalesiske venner, vi kan sidder og hygge med ild i pejsen efter klokken 11 pm og fremfor alt bare være os selv. Fuldstændigt som når man tager på lang weekend i et lejet sommerhus i Danmark.

Den ide arbejder vi videre med.

Så oktober har været på speed - og så har jeg ikke engang nævnt at vi har sendt vores første regninger, jeg er et godt stykke videre med min lille web virksomhed, vi har haft besøg af Birgitte og Suzanne - der vil lave velgørenhed i Nepal - var forbi Jeevas på hans radio Hit FM!, vi har fået logo på vores visuelle identitet på plads (LINE det er forrygende) og, og, og.... der er stadigvæk en uge tilbage af oktober. hvor Søren Rud og Susanne Sayers forhåbentlig kigger forbi....

Er der så noget at sige til at jeg sidder og svæver væk under et møde hvor snakken går på Danske Huse med kontor, sekretær og kaffe og kage.

Og har jeg så ikke lov til at have en smule knald i låget?

Det kan så godt være at vi løber skrigende bort om nogle år (eller måneder) fordi tingene ikke lykkedes. Men det skyldes altså ikke manglen på et Dansk Hus. Det skyldes ganskle enkelt det kaos som Nepal er. Et kaos der ophæver alle de metoder og retningslinier, der ellers har præget vores private og professionelle liv de seneste 20 år.

Så op med planer og mødereferater, der hvor solen ikke skinner. Dem man desværre ikke bruge til så meget her.

... og nu vil jeg have lidt morgenmad og hygge mig med Annette og glæde mig til at nyde lørdagen...

If you don't know what to do 2 morrow?

2009-10-22T06:10:00.000-07:00

Her er svaret på verdens ulækreste spørgsmål!

2009-10-21T05:36:00.001-07:00

Hvis du har rejst i Asien og andre verdensdele med Squat Toilets, ved jeg hvad, du går og tænker på.

Og nej - ikke på hvordan man bærer sig ad med at aflevere det, der nu skal afleveres - det giver lige som sig selv. Her er problemet bare at holde balancen...

Men hvordan gør de lokale rent efter sig?

Her tænker jeg naturlivis ikke på gulvet og 'hullet' - det er nemlig sjældent rengjort.

Nej - jeg tænker på området mellem ballerne. De lokale går nemlig ikke som os andre, rundt med lokums papir i lommen just in case.

Og der er aldrig papir på lokummerne. Der er i stedet en stor spand - med en mindre spand hængende på kanten, som naturligvis bruges til et eller andet...

Men til hvad - og hvordan?

En gang i mellem må de for helvede være i en situation, hvor ens system efterlader ens bagdel i en tilstand, der ikke er til at holde ud at tænke på.
En situation hvor man kigger sig nervøst over skuldrene for nu at sikre sig, at ingen kan se, at det vist ikke var gået helt godt i det lille ildelugtende indelukke...

Men de smiler altid saligt og veltilfredst, når de har tømt tarmen.

Skraber de røvhullet frit fra lort med venstre hånd og vasker den efterfølgende? Det er måske dét deres lange negl på tommelfingeren bruges til? For der må da være en årsag til at man ALDRIG må spise med venstre...

Eller fylder de den lille spand med vand fra den store og kaster det op mellem balderne? I så fald - hvordan undgår de at gøre al tøjet vådt?

Eller står de på en hånd (den højre) på hovedet og hælder vandet ned i røven med venstre hånd?

Jeg aner det ikke - det vil sige - ikke indtil for et øjeblik siden. Her fandt jeg nemlig to instruktionsvideoer på Youtube, der på hver sin måde bringer lys over dette tabubelagte emne.

Dem præsenterer jeg hermed.

Du kan altid takke mig på et eller andet tidspunkt, hvis du vil kendes ved din nye viden...:-)

Hyg!

Ladies live @ The Attic

2009-10-20T05:49:00.000-07:00

Den 30. oktober falder den første julesne...

2009-10-19T22:54:00.000-07:00

Nu er det snart J-Dag.

Det er næsten ikke til at forholde sig til.

Dels fordi jeg befinder mig i en hængekøje på den anden side af kloden og dels fordi, det allerede er den 30. oktober den første julesne "falder".

Det må da være det tidligste nogensinde!

Og for at det ikke ska' være løgn - så har jeg lige fået en invitation til til tyvstart på en cafe i Nordsjælland...I MORGEN!!!

Traditionen tro vil samtlige dagblade (og sandsynligvis en Tv-Station eller to) med garanti skrive om denne begivenhed - hvilket jeg ikke forstår en skid af.

Og jeg forstår endnu mindre hvorfor aviserne altid skriver den sædvanlige Peter Wibroe historie, som intet har med begivenhederne at gøre.

Om det skyldes journalistisk talentløshed eller dovenskab, aner jeg ikke. Men hvis man gider, er det ikke svært at finde frem til den rigtige historie om J-Dagen og Snebajerens succes.

Flere af mine venner og tidligere kolleger opfordrede mig til at skrive den rigtige historie. Så jeg lagde en enkelt sjov ting op på denne blog på selve J-dagen 2008. Så hvis du er interesseret kan du læse den rigtige historie om J-dagen her.

Hvis der er en enkelt fra bryggeriet med STIL, må pågældende gerne sende en kasse SNE til Kathmandu - eventuelt via deres loKale bryggeri.

Jeg skal nok sørge for at den ryger til Base Camp så pressen får noget mere at skrive hjem om....

Ugens Rotte - en virkelig skønhed fra Bakthapur!

2009-10-19T20:18:00.000-07:00

Denne beauty lå og slikkede sol på Durbar Square - lidt 'død' i sværen, men trods alt ikke helt 'flad' som andre af dens artsfæller i denne lille samling af dyreliv fra Kathmandus skyggeside...

Turisterne gloede godt nok en ekstra gang da jeg lagde mig på maven - men hvad gør man ikke for et godt skud.

Nepaleserne - der var trukket på gade for at fejre Tihar - forstod ikke en skid af hvad der foregik....

Og sådan er der så meget.

Boris! - hvofor hører jeg først om dit fantastiske liv nu??

2009-10-18T04:24:00.001-07:00

Hvem fanden interesserer sig for Mountains and Munks?

Tvivler på at legendariske Boris Lisanevich gjorde, da han besøgte Nepal i starten af haltredserne som en af de første vesterlændinge.

Det nærmeste han vist kom naturen, var jagten efter tigre, rhinos og andre eksotiske dyr i den nepalesiske jungle. Ellers tror jeg mest, at det var facinationen af de herlige mennesker, middelaldersamfundet og den eventyrlige arkitektur, der tiltrak ham og han dankse kone Inger.

Spekulerer på hvad helvede nepaleserne tænkte da Boris' armbevgælser, livslyst og fanden-i-voldskhed væltede ind over dette land der på det tidspunkt nærmest kan sammenlignes med et kapitel fra Alice in Wonderland. Et middelaldersamfund uden een eneste af de forudsætninger der var fundamentet for Boris formiddable succes fra Club 300 i Calcutta.

Alligevel - eller på trods af dette - gør han det igen. Han skaber ikke alene Asiens på det tidspunkt hotteste hotel for eventyrer, charlatanner og levefolk generelt: The Royal Hotel.

Han skaber også selv grundlaget for hotellets eksistens: Turismen.

Hertil skal lægges eksistensbetingelserne for Russisk Caviar, Champagne, Scotch & Soda (serveret samtidigt samme dag!) og helt almindelige garniturer som eksempelvis Jordær og blomkål.

Og hvis dette ikke var nok - et par kaotiske destillerier, et pat lige så kaotiske filmoptagelser, opfindelsen af det mobile luxus hotel, håbløs økonomi et par enkelte 'receptioner' (hvoraf den ene talte en parade med intet mindre end 376 elefanter) og grænseoverskridende imødekommenhed over for alt og alle hvis man skal tro Tiger for Breakfast. Hvis man efter at have læst denne - i øvrigt ufatteligt dårlgt skrevet bog - skulle tvivle på denne fantastiske livsnyders bedrifter, kan man også høre et udvalg af historier fra hans egen beskedne mund i dette enestående 45 min. interview fra 1961.

At han var en legende i sin egen tid bevises vel bedst af dette lige så enestående klip: Boris on Saturday Night Live 1977.. Den slags klip blev vel ikke lavet med ligegyldige personer :-)

Boris døde i 1985 og ligger begravet på Kathmandu’s British Cemetery - et sted jeg vist må tjekke ud en af de nærmeste dage.

Gu' ve' hvordan han var at være gifte med...hmm.

Skal vi nu fotograferes igen.

2009-10-17T06:35:00.000-07:00

Det måtte jo komme

2009-10-12T20:29:00.000-07:00

Pizza Hut og KFC åbner i Kathmandu efter Tihar - dvs. om to ugers tid.

Hele charmen ved Kathmandu og Nepal er at alt fast food er forbeholdt lokale koncepter (som vel det eneste sted i verden ) - dvs indtil om et par uger.

Mon ikke man kan forvente at MacDonalds, Burger King, Domino's og 7Eleven holder skarp øje med udviklingen og rykker når de to pizzasteders succes er hjemme. For der er ingen tvivl om at de bliver en succes. Middelklasse bliver rigere og rigere - og de vil gerne bruge penge.

MS in action

2009-10-11T08:48:00.000-07:00

Her er beviset - MS er særdeles aktive i Nepal og her været det i mange år.

Hvem siger at man tager skade af velgørenhed?

Middag med Dr. Rana 1

2009-10-10T07:51:00.000-07:00

Live It's Happening NOW

Skål live from the cafe.

2009-10-10T03:08:00.000-07:00

Er der noget så skønt som en morgen Limfjords Porter

2009-10-09T20:07:00.000-07:00

Aaahhhh - live fra mobilen.

Hvis du synes det er politisk ukorrekt at holde af en morgen øl, OG udbrede sin last - så hold dig væk ;-)

Morgenkaffe med Kasper, papegøjer og Dexter Gordon

2009-10-09T18:25:00.000-07:00

Live fra Kathmandu!

Social software i skyen (med diamanter)? Signal Digital A/S

2009-10-08T04:54:00.001-07:00

Social software i skyen (med diamanter)? Signal Digital A/S

Shared via AddThis

Hvor svært kan det være... Hvis du ikke forstår hvad Ronni skriver om - så ring til ham og køb hans hjælp.

Hvornår har du sidst haft mulighed for at være en lille smule på forkant :-)

Plup siger det i Annette Vestergaards trusser

2009-10-07T19:16:00.000-07:00

Foto: Jeppe Michael Jensen

Her er et eksempel på en af de ting jeg savner ved at være her - langt væk fra København. Jeg elsker at følge med i hvad vores venner laver af sjove ting... og det er altså svært at følge med i slibrig sladder her.

Under normale omstændigheder ville jeg på nuværende tidspunkt have læst Annettes debutroman og derfor være i stand til at sladre med. Men jeg må desværre nøjes med et forkølet uddrag på C&K FORLAG’s hjemmeside indtil en eller anden forbarmer sig og tager et eksemplar med ved førstkommende lejlighed.

Det er især irriterende, når jeg ved, at der er tale om en nøgleroman fra forlagsbranchen - sandsynligvis i indre by, og sandsynligvis den del der har adresse i Vognmagergade (just a guess). Bogbranchen har på en eller anden måde altid undgået slibrig sladder... det er på tide, at der er nogen der stikker snuden ned i bogsuppedasen og uleverer alle dem, der har været med til at finansiere udgivelser der udleverer alle andre...

Jens Andersen giver i Berlingeren et par fede ord og skulderklap - men påpeger at bogen bliver træt efter de første 100 sider. Til gengæld udstikker Jens Andersen klart retningslinierne for Annettes fremtid i anmeldelsens forrygende afslutnings replik under overskriften Afbrudt samleje

Ærlig talt, det føles som et afbrudt samleje. Pokkers. Men op på musemåtten igen, Vestergaard! Dansk litteratur sukker efter begær på skrift. Hvornår har vi sidst mødt en forfatter, der tør skrive Plup, siger det i trussen

Annette - måske du skulle have været blevet lidt længere i Hald så var den med garanti gået i Jens Andersens bukser i bedste HC Andersen stil...

Kommer du ikke forbi - så giver Annette og jeg en ordentlig sladretur i byen. Tag Lotte med - vi savner Jer!!!
:-)))

I morgen starter Kathmandu Jazzfestival.

2009-10-07T10:38:00.000-07:00

Jazzmandu 2009 starter officielt i morgen.

Koncerten i her til aften på Jazz Upstairs må vist være den uofficielle åbning,

Saxofonisten Pharadon Phonamnuia fra Vatchapuj fra Thailand spillede blændende - en aften med jam sessions som under CJF når det er bedst.

Hvorfor er her ingen danske jazzmusikere i Kathmandu i aften...?

Man er vel fan!

2009-10-07T03:22:00.000-07:00

Har ikke tjekket menuen. Men mon ikke man kan få Dal Bath...

Noget om gæstfrihed

2009-10-04T18:05:00.001-07:00

Har nu efterhånden været så længe hjemme at oplevelserne fra vores just overståede tur til Ilam har bundfældet sig - eller i hvert tilfældet fået en form, som kan bearbejdes, og fordøjes.

Billeder af de to livsstykker her giver min pen et lidt lysere og klarer kulør end de kulsorte noter der præger mine dagbogsnoter.

Turen var på alle måder fantastisk - men også grænseoverskridende hård fordi vi igen pressede os selv for hårdt, på grund af alt for dårlig planlægning, urealistiske mål og oplevelsesbegærlighed og derfor løb ind i uheld på uheld sidst på dagen hvor energien var på nulpunktet.

Alene tanken om at tage fra Kathmandu kl. 5 am om morgenen og regne med at man kan nå Ilam 2.200 moh nær den indiske grænse 800 km mod øst er KNALD I LÅGET. Især når man kører i et gammelt vrag af en SUZUKI GYPSIE fra 1988. Og i Nepal!!!

Heldigvis havde vi Raj og Sirjana fra Cafeen og Kumari's mand med som passagerer, dvs at vi havde selskab, tolke, lokalkendskab og en 3. chauffør!!! De tre skulle alle hjem til familien og fejre Dashain og havde ikke fået bust biletter. Så vi gav dem derfor et lift.

Turen startede i og for sig strygende - vejen var perfekt de første 500-600 km. Men herefter bliver kvaliteten so, so. Ydermere røg fjederen over forreste højre forhjul sig en tur efter femte time og ophænget til lydpotten forsvandt umiddelbart efter. Bilen kom derfor relativt hurtigt til at lyde som en mellemting mellem et lokomotiv og rumraket under opstart.

Så den meget ujævne og hullede vej sidst på turen gjorde fysisk ondt at køre på... Og jeg skal slet ikke nævne støven og varmen der fulgte os gennem hele strækningen i det Nepalesiske lavland hvor temeraturen vel ligger på omkring 40 grader her i september/oktober.

Efter 13 timer var jeg fysisk smadret og mentalt særdeles ustabil. Vi havde lige tilbagelagt en strækning over et par timer gennem et naturreservat uden vej efterfulgt af en vej-der-skulle-have-været-en-vej-men-kun-var-huller. Mørket havde samlet sig over os og gav os en sigtbathed nær NUL mens folk, cykler, rickshaws, geder, køer mm væltede rundt om mig. Jeg er principielt natteblind hvilket ikke blev bedre af at alle modkørende busser og trucks blændede os med dere lygter der skabte en mur af blændende hvidt og skarpt lys hver gang de passerede os. Jeg var på sammenbruddets rand.

Kumari's mand og Raj havde vi sagt farvel til 3-4 timer tidligere. Tilbage var Sirjana hvis familie, vi efter planen skulle ovenatte hos. Vi havde erkendt at det var umuligt at nå helt frem til Ilam.

Så jeg sad med en halvsmadret øse på en totalt mørkelagt landevej med håndklædet kastet i ringen. Jeg har ganske enkelt opgivet at køre videre og vil allerhelst finde det første og bedste guest house og crashe i en seng med eller uden utøj. Vi aner ikke, hvor vi er - og endnu mindre, hvor langt der er til Damark, hvor Sirjanas søster og familie bor. Hun ringer til familien (der efterhånden har ventet os en times tid!) mens Annette i mellemtiden forsøger at spørge forbipasserende lokale om, hvor vi er.

Der tager mig et kvarters tid med at få mig ned på jorden! Jeg er efterhånden blevet god til at slå koldt vand i blodet, deciffrere håbløshed i mindre bestanddele, der kan løses - eller i det mindste virker så overskuelige, at man kan se en løsning et eller andet sted. Annette og Sirjana har samtidigt fundet ud af, at vi er 1½ - 2 timers køretur til målet og at nærmeste by er en 20 minutter længere fremme, og at hotellerne der vist er rimeligt tvivlsomme.

Sidstnævnte er Sirjana’s vurdering som skyldes en blanding af længsel efter at nå frem til familien og lokale fordomme: De lokale lodges er sandsynligvis forbeholdt unge elskende, der ikke synes det er så rart, at dyrke sex i køkkenet med 8-10 familiemedlemmer omkring sig.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og sidder endnu et øjeblik og glor formålsløst ud gennem vinduet på mørket, idntil jeg på et tidspunkt slår automatpiloten til og beslutter mig for at fortsætte. Men først efter at Sirjana er 100 % klar over, at turen kommer til at tage timer, da jeg kun vil køre langsomt – meget langsomt!

2½ time senere ankommer vi til en total mørklagt og menneskeforladt Damak (load shedding). Heldigvis ser vi hurtigt to lygter bevæge sig til højre foran os – på Sirjana’s stemme i mobilen bag mig, kan jeg forstå at det er hendes søster og søsterens svigermor, der venter forude.

Målet er nået!

Efter 18 timer i bilen jeg er til gengæld totalt smadret og ikke i humør til at være social sammen med de ventede brothers, sisters, cousins, mothers uncles og alle de andre, der er stimlet sammen på grund af højtiden og udsigten til at se to hvide – der er kulsorte af støv og skidt – på nært hold.

Deres hus viser sig at være et traditionelt nepalesisk træhus, der står på pæle over kostalden. Hele husets længde er en lang svalegang, hvor dagligdagen udfolder sig. Her står der i anledning af højtiden de to geder der skal slagtes til højtiden. Fra gangen er der døre ind til 3 rum, hvoraf det ene fungerer som køkken, men som også har en stor 1½ mands seng. Det er her vi skal sove.

Efter et hurtigt bad ved vandpumpen som Christna – niecen på 10 – hjælper mig med, og efter et toiletbesøg (som jeg selv klarer) i udhuset på den modsatte side af vejen, sidder vi bænket på terrassen med en herlig dahl bath og 10 sæt glade og smilende øjne rettet mod os.

Det er ganske enkelt en gribende oplevelse at blive modtaget med så meget gæstfrihed og kærlighed af nogle med så ringe kår (de er dog rige efter lokale forhold) som overhovedet ikke kender os.

Vi er totalt fremmede - vores eneste billet til denne familiehygge er det lift vi har givet Sirjana (som vi stort set ikke kender fordi hun arbejder i cafeens køkken).

Inden vi kryber i seng i køkkenværelset har vi fået briefet Raj – svogeren, der taler perfekt engelsk – op omkring værksstedsbesøget, så alt er klart, når vi vågner.

Annette havde ikke de store forventninger til natten. Men vi vågner 9 timer senere efter den mest fantastiske søvn længe.

Vores batterier er derfor ladt 100 % op da vi vågnerden efterfølgende morgen. Jeg omkring kl. 6 - Annette et par timer senere. Jeg bruger morgentimerne til at sidde og lege med ungerne, tjekke nabolaget ud, ikke mindst familiens kommende palæ der er ved at blive bygget et parhundrede meter inde i paradis.

Da Annette har fået øjne tager hun direkte til mekanikeren for at få ordnet bilen. Imens fortsætter jeg min rolle som legeonkel og vandrer rundt i nabolaget til stor undren, overraskelse og fornøjelse for ALLE i området. Christina - som sagt på 10 og så meget på hjemmebane at generthed er noget jeg må tage mig af - kan overhovedet ikke se at jeg er voksen. Hun betragter mig som ligeværdig og guider mig gennem den smukke mens hun fortælle om alt undervejs: om blomsterne, husene, risen, vennerne, familien, skolen, maden osv.

Tilbage fra vores sightseeing sidder jeg og laver lektier med ungerne mens dahl bath'e simrer i køkkenet, nu med MUTTON - det kan jeg lugte, men den ene ged er også forsvundet.

Omkring klokken 12 spinner bilen foran huset. Annette er retur, og efter en hurtig gang morgen-dahl-bath ruller vi videre mod Ilam hvor vi har ETA 4-5 timer senere.

Mere om det om et par dage .-)

Indtil da, kan I jo lige gå ud og fælde nogle bambus og bygge en gynge til ungerne...

Ghosts in the machine - MALLORCA ANNO 1968

2009-10-04T02:35:00.000-07:00

Har lige fået tilsendt en masse fra fortiden... scarry.

Tjek lige dette pix ud fra Mallorca anno 1968 af Kirsten og overtegnede.

...og se så lige dette hotel - ALTAMAR - det er i dag revet ned. Men mon ikke man snart kan forvente en genopbygning af dette super trendy boutique-designer-hotel.

Og lige lidt bar (æblet er sgu ikke faldet så langt fra stammen)

... og endnu mere bar. Denne gang med BLÅ PRIPPS - så der har nok været fest ;-)

... og endnu mere, endnu mere bar

Og så lige et sidste fra tidsmaskinen. Og nej - det er ikke Café Latte der er i damernes glas. Det er Lumomba, kold. Jeg kan huske det.

Jeg ved ikke hvad konklusionen er på denne lille serie... moden holder MAX. På druk siden er der nu ikke sket så meget gennem de sidste 40 år.

Bedsteforældrene drak mindst lige så meget da de var unge, som de unge gør i dag.

I hvert tilfælde da de rejste.

Håber at Hans er glad...

2009-10-02T22:19:00.000-07:00

Hører lige at Hans Madsen har gang FAE i New York og at han er blevet chef for Bruuns Bazaars herretøj.

Det er sgu velfortjent - jeg glæder mig meget på hans vegne. Det kunne sgu være fedt at lave noget af hans tøj her ude...

læs mere her

Mit nye kontor

2009-10-02T17:07:00.000-07:00

Løb sgu' lige ind i en techno fest i Janakpur

2009-10-02T07:47:00.000-07:00

En ufattelig spændende by - lidt besværlig at komme til da de sidste 16 km sydover fra High Way 01 går over en meget hullet, stenet og støvet grusvej hvor max. hastigheden er 15 km/t. Hård tur - men Janakpur er bestemt en by vi hurtigst muliget skal udforske noget mere.

Ugens Rotte

2009-10-02T07:39:00.000-07:00

.. er tilbage efter en uge i bl. a. Ilam og Jaknapur. Første gang i årevis at jeg har være 7 uger off line.

Stærkt ubehagligt.

Når lige at poste ugens rotten - denne gang en fra de sene nattetimer.

En blød start - skal lige have historierne til at bundfælde sig. More to come!

Glædelig Dashain og Godt Tubår

2009-09-24T05:57:00.000-07:00

... nej det dur ikke vel?

Her går man og hygger sig over at man slipper for det danske
julehelvede.

Og så befinder man sig pludseligt midt i Dashain!?

Nøjagtigt det samme bare som julen i Danmark, bare uden sne OG uden penge i ATM'erne, benzin, instant noodles, gedehoveder, trafik, fornuft (den er for en gang skyld drukket væk) og en masse andet jeg endnu ikke registreret.

Sågar min lokale Byens Kro er lukket i mere end en uge (Ralf er der dig? Det er nærmest en sammensværrgelse).

Værst er det at jeg overhovedet ikke aner, hvad der foregår omkring mig.

Du kender sikker fornemmelsen af at sidde og se en afgansk film uden undertekster. Nej vel - man forstår ikke en skid!

Prøv saa lige at forestil dig at være skuespiller i samme film!

Det er sådan jeg har det lige nu.

Men så sidder jeg og glæder mig over at jeg ikke er med til den første julesne og arbejder videre med mit joint venture projekt....

Hmmm....

Min nye nevø

2009-09-23T06:55:00.000-07:00

han er da en rigtig lille charmetrold. Gu' ve' hvad han skal hedde?

Viktor, er der ikke noget om at du har fundet et navn? Ellers har jeg et bud.

ØRVA?

Charlotte - INNOCENT!!!?

2009-09-23T06:32:00.000-07:00

Kathmandu er på den anden ende - folk vælter rundt i gaver, indkøb, Tikkas og gedetstege... vi selv køber gaver og kager til vores land lords og deres didis, daddys, beis osv. Og der bliver drukket syg sprut og stresset rundt...

Og mig som hader jul...

Derfor er det super fedt at komme hjem til en invitation til Charlottes Neels kommende udstilling den 1. oktober hos BK Projects
- straks er der andet at tænke på.... hvor fedt det er at fostre noget helt nyt som ingen har set før, hvor godt det er at der er nogen der tør sparke r**, hvor herligt er det også, når det så som i Charlottes tilfælde belønnes med anerkendelse og invitation til at komme med på parnasset som eksempelvis KE. Og så oven i købet sælge...

Jeg glæder mig vildt på Charlottes vegne og er samtidigt dybt irriteret og trist over at gå glip af deres planlagte besøg hos os som jo skulle have været i næste uge. Og er irriteret over at jeg er irriteret over det...

Any way... det råder vi bod på til næste år...

C. KICK ASS

Ugens rotte

2009-09-22T20:34:00.000-07:00

Det skal sgu ikke alid være så pænt og ordentligt. Jeg føler at dette er ved at ske på disse digitale sider.

Derfor introducerer jeg en nu lille kategori - UGENS ROTTE - en lille hyldest det nærmeste man vel kommer Nepals national dyr.

Nu må vi så se hvor længe, jeg synes det er sjovt - rotter er der nok af, i alle størrelser, tilstande, former og farver...

Stay tuned for some fun :-)

Tingstrups lommeuld

2009-09-17T10:13:00.000-07:00

Har lige siddet og kigget de sidste ugers indlæg igennem. Der er sgu for meget tekst og for få billeder.

Det vil jeg hermed råde bod på med en lille kavalkade med mobile shots fundet frem fra Tingstrups lomme.

Vi starter lige med et enkelt motiv fra den forgangne monsun. Mere for ikke at glemme hvor vådt her var for bare et par uger siden hvor regnen væltede ned i stænger og efterlod Koteswor - et af de mest trafikkerede områder i Kathmandu - som en kæmpe sø,

Her er et MEGET sjældent billede. Det sjældne består i, at jeg har så meget plads omkring mig, at det faktisk er muligt at tage telefonen frem, føre den op foran ansigtet OG tage et billede af Annette inde i Microen på vej til banken i Kanthipath

Tro og religion er en helt naturlig del af nepalesernes hverdag. Derfor respekterer alle religioner hinanden og deltager på den mest naturlige måde i hinandens begivenheder. Som her hvor Smita og Michelle ofrer et-eller-andet i anledning af et-eller-andet-andet

Det sjove er at hindu-'tingen' gennemføres på Swayambu - et at de helligste buddhistiske sights.

Har du ikke lige et rituel, der skal skydes af, benytter mange sig af de hellige locations hurlumhej og magi til en afslappende picnic med lidt fællessspisning. Som her ved foden af indgangen til Narmaboudha.

Vi mingler nu ikke så forfærdeligt meget. Men åbningen af diplomatiets svar på De Tre Tenorer på Indigo var en af de fede ting vi deltog i. Finn - som her sludrer med Annette og en pindemad - var en af de tre...

Vi har lige haft Calpena til middag - delievery pizza på terrassen med OK rødvin var et absolut hit, når maden nu ikke kunne være hjemmegjort (vores køleskab et DØDT). Historien om vores dejlige veninde, må jeg skrive - men hendes liv er desværre så eventyrligt, at jeg indtil videre kun har kunnet overskue små fragmenter.

Men prøv lige se dette billede!

Annette sidder med ryggen til den mest eventurlige skovsø, hvor alferne lige er sprunget ud af 'misten' og vendt hele rummet skævt...

Calpenas hjem er Shangri-La...

Her er beviset på at størrelsen absolut ikke betyder noget. Kumari til venstre for Mr. Motherblogger himself er måske lille og undseelig. Men hendes humør og livsglæde overstiger laaaangt størrelsen af førstnævntes ego. Og det i en grad at hans mindreværdskomplekser reducerer ham til størrelsen af det lille og beskedene smil, der fremtvinges på Kumaris, læber når kameraet hives frem (hmm er det klart og forståeligt - eller har jeg fået formeget rødvin?)

Håber at du har hygget dig. Hvis ikke så glæd dig til de kommende serier, der blandt vil omhandle shopping local dead rats og det der er sjovere....

GOOOOOODNIGHT KATHMANDU!

Mads, Henning, Niels og ...JON

2009-09-15T06:37:00.000-07:00

Herlig dag og herlig nyhed.

Dagen er sluttet med to meget positive oplevelser... mere om dem ved en anden lejlighed.

Nyheden er at Lederne i dag har nomineret Jon til Årets Erhvervsleder 2009.

Stem på Jon her - og giv ham mulighed for at komme i selskab med kapaciteter som Smedegaard, Dyremose, Mads Clausen m.fl. - det er sgu velfortjent.

Håber at du vinder :-)

Har lige rejst mig fra tandlægestolen

2009-09-15T01:01:00.000-07:00

To timer under loftet under første del af en rodbehandling i verdens mest supertjekkede klinik (hvor patienterne eksempelvis har en musikprofil) i verdens mest utjekkede land.
Alt er TIP TOP - bortset fra bedøvelsen, der sandsynlogvis er et vietnamesisk kopiprodukt der ligner originalen så godt at forskellen kun kan mærkes. Måske jeg skulle ha taget på klinikken umiddelbart efter min kindtand flækkede for 3 uger siden smerterne er ikke blevet mindre.
T live fra klinikken.

PS billedet er fra før den første boring

Glade Fødselsdags Tømmermænd

2009-09-14T20:38:00.000-07:00

Er rykket udendørs – monsunen er nu for alvor overstået. Vejret er fantastisk. Især morgenerne med en let kølig brise, der frisker op på den fede måde. Det er varmt nok til, at jeg kan ligge i underbukser i hængekøjen hele natten.

Har først sat mig til tasterne her kl 7 am, selvom jeg har været oppe side 5:30. Tiden har jeg brugt til moody thoughts. Ikke af den triste slags – mere af den voksne og følsomme slags.

Det er naturligvis fordi jeg rundede de 47 år i går. Naturligvis er det da det! Og da det sker så sjældent, kan man vel ligeså godt benytte sig af lejligheden til at tænke over livet – eller den del af livet, man lige har gennemlevet. Eksempelvis dagen i går.

Den er da til at overskue… det må den da være… ikk’?

Tjaa… jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. På det helt konkrete plan var dagen overskuelig nok.

Vågnede til en forrygende morgen med masser af kærlighed og forkælelse fra Annette. Planer havde vi nemlig ingen af – min fødselsdag har bortset fra en enkelt undtagelse i 2007 – været noget vi har forbigået i tavshed. Ikke på grund af krukkeri – mere fordi jeg personligt er mest til spontane sammenkomster. Når ting bliver for arrangerede, er det med til at skrue forventningerne i vejret hvilket ofte giver fester der skuffer… så derfor ingen planer.

Efter nepaliundervisningen tog jeg på kontoret et par timer, mens Annette hjalp Smita med hendes pas. Herefter tog vi til Boudha, hvor vi spiste en sen frokost med Dawa (som jeg har savnet en del) på White Jambala. Godt mætte tog Annette og jeg videre til Thamel (efter en kort tur forbi Lazimpat) hvor vi drak et par drinks og talte om livet en times tid, inden vi gik hjem til te stearinlys og bøger ved 8:30 tiden.

Det program kan enhver overskue!

På det abstrakte – eller mentale – plan var dagen på mange måder anderledes og en del vanskeligere at overskue. I virkeligheden bliver jeg nødt til at inkludere de foregående dage og måske de kommende (i hvert tilfælde dagen i dag) for at få alt med. Fødselsdagen har jo naturligvis givet anledning til filosofere over vores liv.

Vi er hhv 47 og 50 men lever på mange måder som var vi 17. Fremtiden er lige så usikker og kaotisk. Økonomien er lige så anstrengt (det er dog ikke strengt nødvendigt, men da vi ikke tjener penge bliver vi nødt til at holde igen), vores bolig minder mest af alt om et stort kollegieværelse og den by vi bor i, er i princippet lige så ukendt, som København må være for en jyde, der starter på universitetet. Og så har vi i princippet samme frihed som unge studerende. Vi er ikke bundet af arbejdstider, småbørn eller andre besnærende ting.

Her stopper lighederne imidlertid også.

Eksempelvis er det nu anden gang vi befinder os i den situation: vi skal til at starte vores liv. Og vi gør det efter et menneskeliv i helt andre og meget mere magelige rammer med højt til loftet, høje faste lønninger og fast konto på Byens Kro. Vi skal derfor mentalt skrue vores hoveder tilbage til studietiden, ryste mageligheden af os og vænne os til en anden tilværelse.

Og så er der alle vores erfaringer. Både de faglige og menneskelig. Alle de ting vi har stoppet i rygsækken gennem de seneste 25 år. De er naturligvis guld værd – og blandt andet dem, vi vil udnytte nu.

Og så er der noget meget konkret: Vores alder! Her har vi på alle mulige måder fremtiden bag os – her mener jeg ikke, at vi ikke får noget ud af de kommende år. Naturligvis gør vi det! Men det er kvalitativt og noget helt andet, som jeg ikke gider skrive om nu.
Men selve antallet af leveår er færre for os, sammenlignet med én på 17. Og det gør altså en forskel. Vi er tvunget til – på et eller andet tidspunkt – at forholde os til den kendsgerning at vi bliver ældre, bliver mindre mobile, har brug for et sundhedssystem osv. Ting som jeg ALDRIG skænkede en tanke, da jeg var 17!!

Og så er der en række mere eller mindre mentale faktorer, som sikkert kun rammer voksne. Og sandsynligvis er de meget personlige – og måske gælder de kun for mig alene.

Efter 25 år hvor ens liv har været vinklet ind i et stramt net af sekunder, minutter, timer, dage mm., har jeg eksempelvis ufatteligt svært ved at håndtere frihed. Mit hoved kan ganske enkelt ikke kapere det faktum, at du i dag ikke har noget aftaler og kan gøre hvad du vil. (bare rolig – i dag har vi masser af aftaler – det skal læses i overført betydning)

Men det, der er sværest for mig at forstå, er hvor privilegeret vi er.

Bare det: at man kan realisere sin drøm, er de færreste forundt.

Der er mange, som har de økonomiske muligheder for at leve deres drømme ud. Men der skal altså en del mere til – f. eks. vilje, psyke og en livspartner eller soul mate. Det er der ikke alle der har..

Og så har jeg ufatteligt svært ved at forstå, alle de venner vi har.

De helt nære, ’vennerne’, forbindelserne, netværket, rødderne, drengene, kollegerne og alle de andre – inklusive deres børn! I alle aldre, fra alle verdensdele – med forskellige sprog, religioner, kulturer, lokummer osv.

Alle dem der sms’ede og ringede på min danske og nepalesiske telefoner, postede og chattede på FB, postede på Bongo + Asmallworld, mailede, postede blogindlæg, skypede, skype chattede mens jeg skypede gennem det meste af døgnet...

Og der var ikke ikke kun tale om korte ’Tillykker’ – langt de fleste var små anekdoter, længere personlige hilsner, jokes mm. Sågar dukkede der et gammelt spøgelse op fra fortiden – et spøgelse, der med garanti har luret med gennem et stykke tid og nu brugte anledningen til at dukke op som en anden jack in the box.

Sådan har det sikkert også været de foregående år – men herfra hvor vi står tænker jeg åbenbart mere over tingene, og forstår måske for første gang at sætte pris på opmærksomheden. Men kan samtidigt ikke helt lade være med at spekulere over, om man nu i virkeligheden har fortjent dem…

Heldigvis er det ikke noget jeg tænker ikke over dem til dagligt – og godt for det. Så var man blevet højrøvet og arrogant.

Men det er sgu rart en enkelt dag om året - og det er jeg glad for.

Er ganske enkelt overvældet over all de mange fødselsdagshilsner.

2009-09-14T04:29:00.000-07:00

... er midlertidigt hjemme og vende.

Må hellere gå i byen igen.

Hvia jeg skal nå noget så politisk ukorrekt som en lille skid på skal jeg jo starte tidligt....

Gammel VINyl på nye flasker

2009-09-10T19:46:00.001-07:00

Politiken: ITunes vil genoplive følelelsen af LP'en

... Steve Jobs argument er at vinyloplevelsen skal gøre det kedligere at være pirat. Men vinylerne var jo netop det FEDE ved at være pirat... jeg har brugt formuer på priatplader i Superlove, postordre, messer mm.

Alt idag kan stort set fås ved tryk på en knap for ingen penge..og det er sgu' for kedeligt.

2009-09-10T18:04:00.000-07:00

Op til en rigtig herlig morgen.

Har lige brugt 40 minutter for at locke mig på min e-boks. Vågnede til en mail fra ATP, der på det kraftigste opfordrede mig til at hente det brev de lige har sendt mig…

Jeg vil ikke sige at det er et helvede at finde ud af. Man skal bruge sin digitale signatur, og den skal jo lige findes frem – og så skal man bruge en kode. Endnu én i rækken af den koder der efterhånden er en større del af ens identitet end ens navn, øjenfarve og fingeraftryk. Problemet er bare at man sgu’ aldrig kan huske dem.

Tænk ikke engang at kunne huske sin identitet – det er til at få paranoia af.

Og informationen? Tja – det var et brev fra en Lars Rode fra ATP der skriver at min livslange opsparing nu udgør 51.733 DKR!! samt min nye kode til min personlige ATP, hvor jeg kan få oplysninger over tidligere arbejdsgivere (som er registreret på linkedin.com for evigheder siden), sikre min samlever med 50.000 kr. ved min død (det bliver sgu en kedelig gravøl) og læse om alle de andre vigtige ordninger, koden giver adgang til, hvilket sandsynligvis er flere oplysninger om min opsparing – men på ører!

Dette vanvid må stoppe. Og jeg gider under ingen omstændigheder læse de 18 ulæste beskeder i min indbakke.

Men som sagt en herlig morgen!

Inger Lissanevitch: Asiens Karen Blixen

2009-09-09T19:43:00.001-07:00

Inger's historie er ganske ennkelt forrygende. Har mødt hende et par gange - senest ved Margrethes fødselsdags reception på ambassaden. Hun er et omvandrende bevis på at man ikke tager skade af at bo 60 år i Kathmandu.

Hun flyttede hertil da hun blev gift med den russiske balletdanser Boris Lissanevitch hvis liv er skildret i bestselleren Tiger for Breakfast,

Inger fortalte selv lidt af hendes forrygende historie på Panorama på DR P1 forleden.

Dette er et sjovt indlæg om Tingstrups musiksmag!!

2009-09-09T18:37:00.000-07:00

En af fordelene ved at skrive dagbog er at man kan gå tilbage i tiden og få frisket sin hukommelse op.

Jeg starter min dag med at sætte mig til tasterne med en kop kaffe i vindueskarmen ved min venstre hånd, udsigt til bjergene skråt foran mig og dagens favorit musik på anlægget til højre for mig.

Mit sind er oftest helt afslappet efter lille halv times meditation kombineret med de rolige morgenomgivelser her mellem 5 og 6 am. Der er næsten ikke en tanke, der er stået op på det tidspunkt - så den musik, jeg sætter på, sker nærmest pr automatik.

Fra day one har jeg registreret, det jeg har spillet ledsaget af dagens første indskydelser.

Det har jeg gjort uden overhovedet at tænke over det. Det betyder at jeg nu - ud over at få opfrisket min hukommelse - også kan få opfrisket mine stemninger.

Stemningerne er jo til dels udtrykt gennem musikken - så for sjov skyld listede jeg lige sound tracksne for de foregående morgener:

Så her er et unikt indblik i Tingstrups Tilstande de seneste 10 morgener.

Ashra Temple: 4 albums
Patti Smith: Radio Ethiopia
Klaus Sschultze: 35 albums (Sindsygt!!)
Mott The Hoople: De første 8 albums
Peter Gabriel: 1 + 2 + 3
Robbie Robertson: Music from the Underworld of Red Boy
Goodspeed Your Black Emperor: Diverse albums
Boulez: Conducts Zappa – Perfect Stranger
Frank Zappa: Civilisation Phaze III
Aphex Twin: 8 albums

Der er ikke mange nyheder i blandt!

Mit næste projekt er at gå samtlige dage fra dags dato tilbage til 15 marts igennem og registrere mine morgenalbums for mine første 150 dage i Kathmandu (der er rigtig mange goodies i mellem!). Herefter vil jeg sende listen til en terapeut, en astrolog, en lama og andre med forstand på øverste etage og bede dem beskrive personen med den musiksmag.

Evolution of Dance

2009-09-08T06:44:00.000-07:00

Sendt fra min iPhone

Kiki's Kærlige Kathmandu Kids

2009-09-07T19:51:00.000-07:00

Lørdagen var ugens højdepunkt, og overskygger det meste af det andet, vi har foretaget længe – i hvert tilfælde i min optik.

En af årsagerne til at vi er i Nepal, er at vi vil involvere os i en eller anden form for charity. Men da hverken Annette eller jeg selv har nogen erfaringer på det område, må vi finde ud af hvor vi kan hjælpe – vi skal altså have lidt (en del) mere indsigt end det vi har nu.

Indtil for et par uger siden har vi overhovedet ikke haft overskud til at begive os ud på det felt. Men nu har vi bilen og er ikke afhænging af andet end trafikken – som jo kan være alvorlig nok. Men vi er mobile.

Derfor mailede jeg forleden til Kiki.

Kiki har vi mødt et par gange – senest til Skt. Hans på Gamcha, hvor hun troppede op med 4 af hendes super søde kids. Dem har hun omkring 20 af, der bor i hendes Childrens Home 17 km syd for Lalitpur. Det var det børnehjem, vi længe har drømt om at besøge. Vi kunne sandsynligvis godt bare have taget der ud – men det forekom mig at Kiki på et tidspunkt havde fortalt mig, at der var mulighed for at overnatte. Og jeg ville egentlig også gerne vide, om vi skulle have noget med – jeg tænkte på en pose slik, lidt kage eller noget andet i den retning og anede ikke, hvad man kan tillade sig, når man skal besøge et børnehjem. Egentligt er det skræmmende at tænke på hvor lidt man ved om den del af fattigdommen. Javel, man læser en del i aviserne, i brochurer fra forskellige organisationer mm. Og flere hjemmesider er det også blevet til.

Men i virkeligheden ved man ikke en skid!
Hvad kan man tale med 'dem' om – for hva’ nu hvis man kommer til at spørge 'dem' om deres familie, som 'de' måske ikke har?
Kan man røre ved ungerne uden af 'de' bliver skræmte fordi 'de' måske er bange for at blive misbrugt igen?
Er 'de' hjerneskadet af for meget lim, hash og det der er værre?
Og kan man bare lade sine ting ligge fremme uden af de bliver stjålet?

Ikke nok med at alle ungerne har haft en forfærdelig fortid, som de med garanti kæmper med til dagligt. De skal også straffes med usikkerhed og – sandsynligvis – berøringsangst fra os uvidende sjæle, der renser vores samvittighed med donationer, når man husker det, og som får nervøs tyndskid, bare fordi man skal være i samme rum som 'dem'. Og måske endda røre ved 'dem'. Fattigdom er næste lige så tabubelagt som at have med gamle, handicappede og døde at gøre,,,

Jeg må hellere komme tilbage til det digitale papirs trygge rammer igen.

For naturligvis ville ungerne blive glade, hvis vi tog kage med. Og JA – vi kunne sagtens overnatte. Og endnu vigtigere – de 4 drenge vi mødte til Skt. Hans havde talt meget om os. Så det var en stor ting, at vi holdt vores ord om ’at komme forbi’ og ikke skuffede dem. Skuffelser har de haft nok af.

Vi ankom ved 3 tiden. Med saftevand og nybagte nepalesiske flødeskumskager og cremehorn fra vores lokale bager.

Det syn der nødte os var – om ikke skræmmende – så langt fra min forestilling om et børnehjem. Og også Annettes, viste det sig, da vi efterfølgende talte om oplevelsen.

Vi gik direkte ind i en af de normale nepalesisk gårde, der fungere som køkken, opvaskested og affalds-opsamlings-plads. Ikke speciel ulækkert men heller ikke specielt indbydende - regnen jo havde huseret i et par måneder, og det kunne altså ses.

Det viste sig imidlertid, at det slet ikke var børnehjemmet vi kom ind i. Det ligger nemlig fra første sal og op. I stueetagen bor der en anden familie, der driver et lille te sted og bruger baggården som køkken.

Fra første salen og op – er der en helt anden verden. Vi mødte et mylder af glade sko, grinende legetøj og et hav af forventningsfulde øjne, der strittede ud af et virvar af smilende ansigter fra unger, der sad i det ene af de to fællesrum og legede, sang og drillede. Kort sagt alt det unger mellem 4 og 12 foretager sig. Urolige på den fede måde – ikke hysterisk urolige som overstimulerede danske unger af og til kan være.
Vores unger her var mere famlende, nysgerrige og som sagt forventningsfulde.. de havde helt åbenlyst glædet sig til vores besøg, og vores tanker om evt. at køre tilbage til Kathmandu samme dag og gemme overnatningen til en anden gang, kunne vi godt glemme alt om.
Vi skulle nemlig til fest i dag – fortalte Ananta os som noget af det første, mens han viste os rundt på stedet og fortalte om dets forholdsvise korte historie, om ungerne og hans egen familie som var en integreret del af det hele.

Stedet består af to dele.

Den del hvor vi befandt os, var selve børnehjemmet. Her bor unger hvis familie er så fattige at de ikke har råd til at holde dem hjemme. Alle ungerne her, har vist alle sammen et hjem, men om de alle ser familien er jeg ikke klar over.
Ungerne sover i køjesenge i hhv. drengeværelset og pigeværelset. Der udover er der et fællesrum med et tv samt et større fællesrum med legetøj og hylder med ungernes skolebøger.
Køkkenet på øverste etage fungerer også som spisesal.

På vejen over for er der endnu et hus – det er en del mindre og er rammerne for 5 af de ældste kids. Alle drenge der er hentet fra gaden – dvs. nogle af dem, som de fleste etablerede organisationer har sværest ved at hjælpe. De kids man finder uden for Thamel, med limposer i hånden – poser de først slipper, når de falder bevidstløse om i bunker og deres fingermuskler slipper grebet om dem.

Navne kan jeg endnu ikke – men Ananta fortalte historien om hvordan de måtte kæmpe en kamp med at få fat i en af drengene. Hvordan de gentagende gange måtte jage ungen fordi han hele tiden flygtede. Hans kammerater havde skræmt ham fra vid og sans med historier om hvordan hvide vesterlændinge indsamlede gadebørn og rippede dem for indvolde, som de videresolgte til andre rige hvide og arabiske oliesheiker, der lige stod og manglede en lever.

Så kan man godt forstå de løber…

Til gengæld er det svært at forstå, at de fem unge teenagere har haft en fortid som de har. De lever i deres lille hus sammen med en enkelt voksen – og klarer alt selv. De laver mad på skift, vasker og stryger deres tøj, passer deres lektier osv – kort sagt, alt det som er nødvendigt i et ’normalt’ liv. Og så går de i skole (engelsktalende) og har drømme som alle andre teenagere jeg har mødt. Drømme om piger – især danske, da der stort set altid er mellem 2-3 frivillige, der med Jysk Rejsebureaus mellemkomst tager et frivilligt ophold i børnehjemmet.
Og så drømmer de om fremtiden – Raskumo (som i virkeligheden heder Deepak, men som overhovedet ikke reagerer på det navn, fortiden?) vil være doktor og hjælpe andre og drømmer om at komme til Danmark. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, om hvad Pia Kjærsgaard synes om folk med hans øjen- og hudfarve. Og jeg orkede næsten heller ikke at tænke på hvor umulig hans lægedrøm måtte være – en ting er at sikre en unge et grundskole ophold. Men high school og efterfølgende universitet er altså en helt anden og dyrere ting.

De andre havde ikke helt så konkrete drømme – men deres talenter stråler ud af dem hvis man gider kigge efter. En enkelt kok havde jeg da tjekket ud…

Det eneste der umiddelbart forbandt dem med gaden var enkelte selvlavede tatoveringer hist og pist. Det man ikke kan se er deres drømme, når de ligge i sengen om natten. Deres savn og dybe længsel efter kærlighed. Det har de mindste lettere ved at give udtryk for…

Jeg swingede utrolig godt med dem – de synes det var fedt, at have en de kunne tale musik med, en der vidste noget om den mad de lavede og som kunne fortælle løgnehistorier og samtidigt sigt f*** U når, en af dem gik over en usynlig streg.

Da vi havde set os omkring og pjattet med ungerne, besluttede vi os for at gå en tur.

Jeg havde forestillet mig at Annette og jeg selv tog de danske piger samt et par af ungerne med. Men alle ungerne stillede op sammen med Anantas younger sister og en lokal pige jeg aldrig fandt ud af, hvem var. Og ungerne vidste præcist hvor vi skulle hen. Vi skulle i skoven – hen til et lille tempel et par km væk.

Hold kæfte det var skægt – og hyggeligt. Det eneste problem var, at vi manglede et par ekstra arme og hænder. Alle ville holde os i hånden og kæmpede om at komme til.

Jeg er en knude til navne og opgav hurtigt at finde ud af hvem der var hvem, og kaldt dem derfor det, der faldt mig ind i øjeblikket. Det var der åbenbart ingen der sagde noget til. Lige bortset fra Rasmus, der hed Rash-et-eller-andet og som havde fået et nyt navn af en af de piger, der tidligere havde været på hjemmet. Det havde Viktor (som vist oprindeligt hed Vic-et-eller-andet) også.

I also want a new name lød det spagt fra den lille fyr for enden af min højre hånd.

OK – I will give you one sagde jeg og spurgte til hans nuværende navn.

NO – I’ll give you my name kom det hurtigt fra den ældre Rasmus.

Thomas, then you can give ME a new name! fortsatte han.

Jeg droppede hurtigt navnediskussionen og spurgte dem I stedet om hvad blomster hedder på Nepali.

Da vi kom tilbage efter et par timer, kastede vi os alle på madrasserne i det ene legerum. Herefter stod den på sang og dans og trommeri, mens vi hele tiden måtte fortælle historier, svare på spørgsmål og nusse og kæle. Rummet var en kæmpe stor og kærligheds tør svamp, der sugede kærlighed og ømhed ud af Annette, jeg og Lisbeth (der var den ene af de 3 piger, der boede på stedet). Mine telefoner forsvandt hurtigt i et virvar af nysgerrige hænder og arme.

Det var fantastisk at se hvordan ungerne på en eller anden måde fandt ud af at deles om tingene uden at komme op at slås eller græde. På et tidspunkt fik Annette stukket iPhonen op i ansigtet og måtte forklare at Durbar Square i Kathmandu intet havde med Golden Gate at gøre… imens sad min nye veninde og flettede hårene på mine ben. Hvis man er bange for at røre ved børn skal man nok holde sig væk.

Der var dækket op til festmiddag i køkkenet – da vi kom op sad alle langs væggen med deres metal tallerken foran sig klar til deres dahl bat, der i dagens anledning var peppet op med kød. Kød er nemlig forholdsmæssigt dyrt i Nepal. Vi spiste – som det mest naturlige – med fingrene hvilket gav os en masse respekt og gule carry negle. Faktisk er det ikke noget jeg længere tænker over. Maden smager ganske enkelt bedre, når den indtages med klør fem.

Efter maden rykkede hele holdet ned i lege/lektierummet, hvor den stod på dans og den fantastisk nepalesiske fællessang backet up af det mest fantastiske tromme groove. Alle lærer åbenbart at håndtere dette fantastiske – men svære – instrument.

Vi gik i seng ved halv ti-tiden – godt mørbankede. Både kroppe og sjælen havde været gennem vridemaskinen.

Næste morgen var jeg oppe ved 6 tiden og satte mig først ind og hjalp ungerne med lektierne og skred senere over hos de store og talte lidt voksen-snak med dem. Noget af det overgearede fra dagen, før var erstattet af en teeanager trang til at tale seriøst – dvs om livet, musik, drømme osv. Alt imens der blev strøget tøj, vasket, lavet mad osv.

De glæder sig vildt til vi kommer tilbage med Kasper og Sofia. Kaspers højde og Sofies ring i næsen kan de overhovedet ikke sætte sig ind i.

CODA
Jeg talte ganske lidt med Ananta – der var ikke ikke så meget tid. Men jeg fandt da ud af at hele menageriet løber rundt for 70.000 NRP om måneden. Små 5.000 DKR. Mere skal der ikke til at dække husleje, mad, tøj, skole, personale og KÆRLIGHED – rammerne for 20-25 skønne ungers liv og hverdag.

Pengene finansieres af Kiki, sponsorer samt de penge, der kommer ind fra de unge danskere der rykker ind en måneds tid ad gangen formedes 900 kr. Et kærkomment tilskud – men ikke helt uden problemer. Det er nemlig ikke altid, at ungerne kan forstå, hvorfor de er der. Og af og til knyttes de til pigerne, hvilket må være problematisk, da de jo kun er der i en begrænset periode. Men det er detaljer i det stor spil

Annette og jeg har efterfølgende diskuteret hvad vi kan gøre – når vi altså begynder at får gang i-et-eller-andet, der give os en indtægt, vi kan dele ud af. Vi er begge enige om, at vi vil gøre en forskel. Det gør vi allerede i de erhvervsmæssige projekter, vi arbejder på for tiden. Her tilfører vi viden og erfaring, og der er også så småt ved at komme penge ind til folk. Men vi vil altså mere end det. Og det skal altså handle om velgørenhed.

Men velgørenhed i Nepal er en jungle med masser af små private velgørenhedsprojekter som Pendhelings Tibet Charity's Youth Center i Jorparti uden for Boudha og Boghandler Lars børnehjem Nepal Bal Ghar.

Inden for velgørenhed skal man ikke være for eller i mod noget som helst, så længe der hjælpes.

Men jeg vil til enhver tid hellere støtte disse initiativer, frem for kommercielle velgørenhedsvirksomheder som MS, Care mm - i førstnævnte går 100% til hjælp. Gu' ve' hvad den tilsvarende procent er hos de etablerede...

Der er ingen tvivl om at penge, tøj mm er tiltrængt hos Kiki. Og vi vil naturligvis hjælpe der hvor vi kan - INGEN TVIVL OM DET. Vi er igang.

Men hvis vi for alvor skal skal gøre en forskel, tror jeg, at vi skal være med til at starte noget op fra bunden. Eksempelvis hjælpe Dongal med at lave et hjem til de hjemløse ældre, der går rundt i Kathmandus gader. Det virker som om det er en glemt gruppe.

Vi kan måske også gøre en forskel for de kids, der vokser ud af Kiki’s rammer. Dem der bliver for store og skal til at tænke på voksenlivet.

Jeg kan ikke holde ud at tænke på at en drømme om et liv som doktor ender med en lille teshop. Især ikke hvis de faglige og menneskelige evner er til stede.

Vi må gå i tænkeboksen.

Indtil da glæder mig til at besøge Kikis unger igen. Næste gang har vi sandsynligvis tøj og legetøj med. Inden vores besøg lagde jeg et link til Kikis hjemmeside op på min FB status. Den snuppede Sørøver Salli og samler nu ind hos PeopleGroup. Pernille skal her ud til oktober – så hun tager det hele med.

Social networks får pludseligt en anden betydning!

Batman you sissy, Take your foolish Bat-Mobile and put it where the sun doesn't shine.

2009-09-07T07:52:00.000-07:00

here comes Daddy's new Zappa-Mobile.

Top tuned and fueled with more than 200 albums, ready to cruisin for burgers, with Ruben and The Jets, Bobby Brown and all our friends...

Watch out Kathmandu: The Torture Never Stops... it has only just begun.

And to all you ignorants out there... let this posting be an oppertunety to disapear into the fantastic univers of Frank Zappa:

Skrivemotoren er gået midlertidigt i stå.

2009-09-06T18:26:00.000-07:00

... der er ellers masser at skrive om efter vores weekend med Kiki's vidunderlige unger. De kommer nok snart ud.

Her ville jeg godt ha' været.

2009-09-04T09:44:00.000-07:00

Savner en aften i byen - en med lidt intellektuelle vitaminer.

FLOT FLYER

Friday Night Live

2009-09-04T06:52:00.000-07:00

Det ka godt være at billedet er dårligt, og musikken også. Men TRANSMISSIONEN HOLDER. Den er sendt live fra Lazimpath Gallery Cafe,,,jeg ka så lige tænke over hvad det lige er det, der er sket siden slutningen af halvfjerdserne?. Her hed stederne H18, Chr.s Beboerhus osv.og musikken Niel Young, Clapton, Dylan,...

Det holder sgu ikke . og så en fredag aften!

Top tunet og velkørende

2009-09-02T22:42:00.000-07:00

Bilen holder også

Jeg bliver nødt til at hype denne forrygende begivenhed. JAZZMANDU 2009

2009-09-01T21:10:00.000-07:00

Midt i den årstidsmæssigt bedste periode løber en af de fedeste begivenheder af stablen. Den årlige Kathmandu Jazzfestival eller Jazzmandu 09 finder sted fra den 8. til 13. oktober.

Vi er i den heldige situation at Kasper og Sofie er her i samme periode, så det kan ikke være bedre.

Min store drøm er at få et dansk islæt i denne begivenhed. Desværre bliver det ikke i år - jeg har tilgengæld besluttet mig for at benytte beguívenheden/anledningen til at lave en lille mediepakke og sende til mine gamle jazz venner i København og på den måde starte nogle ringe i vandet. Kulturudveksling er - og har altid været - den bedste måde at skabe relationer på. Og med relationerne kommer projkterne og forretningerne på.

Det kunne sgu' være fedt at få Hanne Boel, Cæcilie Norby, Caroline Henderseon, Marlene Mortensen eller nogle af de andre forrygnede danske kvindelige jazz kapaciteter herud og spille sammen med de lokale jazzfolk - eventuelt kombineret med et undervisningsforlø og workshops i samarbejde med Kathmandu Jazz Conservatory.

Jeg vil prøve at følge med i hvad der sker op til og informere på disse sider. Indtil da et lille stykke musik fra sidste år:

I Love We Love People

2009-09-01T05:04:00.000-07:00

Det er dejligt livsbekræftende med et firma der hedder noget med kærlighed, lever af kærlighed, arbejder med kærlighed og elsker kærlighed.

Jeg fægter som sædvanligt i blinde - men skulle der være en eller ande nysgerrig sjæl der ude, som trænger til inspiration, så følg projektet her: Thomas elsker Stenbæk og Skytte

TUI Travel PLC to operate Kathmandu-Amsterdam flights

2009-08-31T20:11:00.000-07:00

... endelig en nyhed der kan gøre en forskel.

A UK based international leisure travel group, TUI Travel PLC is all set to start direct flights from Amsterdam, Netherlands to Kathmandu from October, reports say.
TUI Travel PLC has got permission to operate flights from Amsterdam to Kathmandu from October to April 6, Annapurna Post daily reported.

Hvis dette bliver til noget gør det vores liv meget lettere. Læs resten på www.nepalnews.com

Mon ikke den kommer til at gå under navnet hashruten;-)

NARGAKOT DAG 2: Højt til loftet

2009-08-31T18:31:00.001-07:00

Stilhed af regn og brændte kaffebønner er henholdsvis lyd- og duftsporet til det panoramasyn, der udspiller sig i horisonten foran mig.

Himalayas tinder kæmper med skyerne om luftrummet op til de +8.000 meter. De seneste par måneder har skyerne vundet! Men de skal nyde sejren. For om ikke så længe bliver de sparket ad helvede til op i atmosfæren. De første sylespidse peaks har skåret en kæmpe flænge i skydækket foran mig og står nu med et skarpt smil og byder mig go' morgen. Fascinerende og skræmmende på en og samme tid. Man skal se dem selv for overhovedet at kunne forstå en smule af hvad jeg taler om.

Har for første gang længe sovet igennem. Tror at jeg har været væk i 8 timer. Så jeg er altså frisk – alligevel har det taget mig 1½ time at få gang i tasterne, hvilket er meget unormalt for mig. Når jeg er vågen, så er jeg i gang. Ikke nødvendigvis med at arbejde – men et eller andet andet virksomt. Og jeg vil altså ikke kalde det særligt virksomt bare at sidde og glo på regnen og bjergene.

Men stemningen er altså helt speciel. Fort Resort er et forholdsvist stort hotel. Og det en af de to luxus resorts i Nargakot. Det andet er Club Himalaya Resort, hvor vi jo ikke havde de bedste erfaringer.

Men Fort Resort er tomt – Annette og jeg er de eneste der bor her. Som gæster altså, for alle tjenerne og de øvrige ansatte er her naturligvis også. Men de lader mig passe mig selv i den store restaurant hvis ene væg er et stort vindue der, vender direkte mod nord, så man har et 180 graders udsyn til Himalaya.

Her har jeg altså siddet mutters alene med min computer uden at bruge den til noget. Bare stirret og fornemmet.

Fornemmet tomheden, regnlydene og skyerne der omklamrer een - for pludseligt at åbne sig igen og præsentere de mest fantastiske skuer.

Fornemmet alle de nysgerrige øjne der tager mod til sig for at kommer hen og snakke (hvad de med garanti gør om lidt...).

Fornemmet den store restaurants tomme, rungende rummelighed og fraværet af gæster.

Og naturligvis fornemmet den rest af Annettes varme, der endnu hænger fast i min krop. Hun ligger stadigvæk og sover.

Og så har jeg tænkt.

På hvem det var der ringede klokken 5:50 am?

På det hus vi skal se, senere i dag. Det hus som Santosh Gimre fra NTB ringede om i går, hvis beliggenhed stort set ikke kan blive bedre.

Og så har jeg tænkt på vores forfærdelige oplevelse med den arrogante manager på Club Himalaya Resort i går. Tænkt på alle de udlændinge, der af forskellige årsager kommer til Danmark og bliver præsenteret for den samme arrogance på grund af uvidenhed og angsten for det ukendte. I virkeligheden bør Annette og jeg måske være glade for oplevelsen og måske betragte den som en lille reminder om, hvordan man ikke skal behandle sine medmennesker, bare fordi de ikke ser ud som forventet. En reminder om at mennesker er forskellige ikke skal dømmes på deres ydre.

Og så har jeg tænkt på Niravana Resort, vi så i går. Og på alle de andre skod resorts der ligger tomme hen, selvom en overnatning bare koster 300 NRP (20 kr.) eller mindre.
De steder hvor rammerne er perfekte, og som for ganske små penge kan blive fantastiske og derfor burde gøre det muligt for familierne at udleje et værelse eller to om ugen året rundt i stedet for et enkelt værelse om måneden 4 månder om året.

Hvad nu hvis vi kom med vores kendskab til de rejsende og finansierede istandsættelsen. De ville forbedre livsvilkårene for de familier, der driver dem markant.

I virkeligheden kunne vi lave en pakke med micrloån + design & indretning + rådgivning...

Konceptet kan måske 'sælges' videre til sponsorfamilier i Europa, der naturligvis får gratis overnatning med i pakken... For kvaliteten af værelserne skal være af en art så alle kan holde ud at bo der – uden at man skal konkurrerer med alle de dyre resorts. Det skal stadigvæk være et værelse til backpackere, der ikke har råd til at betale mere end max. 500 NRP for et værelse. Væreslerne skal bare være mere appetitlige...

Det må vi lige gennemtænke – Annette må konkretisere sine tanker.

Og så har jeg tænkt på hvad vi skal gøre hvis det bliver helt umuligt at finde det perfekte hus til vores guest house. Vi har efterhånden kigget på så mange, at man engang imellem begynder at tvivle på om det overhovedet kan lade sig gøre – også udenfor vores favorit område. Det har til gengæld overbevist os om at vi SKAL blive i Lazimpat – det er ganske enkelt vores hood og det perfekte sted at lave det vi vil. Den beslutning tog vi i går!

Og så glæder jeg mig til at Annette for produceret tallerkner, tekopper, fade og alt det andet vi skal bruge på guest houset. Det kan hun lige så godt komme igang med, med det samme – for vi skal med garanti igennem en masse 'ommere'.

Og lige NU glæder jeg mig over at der er kommet gang i tasterne OG at jeg for første gang NOGENSIND har hele Himalaya foran mig. Alle tinder stritter som erregerede pikke lige op i fjæset på mig. Det føles som om de står lige foran en så man bare skal række hånden ud for at snuppe en håndfuld sne fra toppene.

En ting har jeg fundet ud af med bjerge – de giver højt-til-loftet. Der er plads til tanker i deres selskab.

Men jeg forstår ikke hvad man skal der op efter :-)

NARGAKOT DAG 1: Club Himalaya Resort SUCKS - Fort Resort ROCKS!

2009-08-31T17:51:00.000-07:00

Klokken er 7:30 am.

Relativt sent ift den tid jeg normalt vågner på. Men jeg har haft en irriterende nat.

Ved 2-tiden vågnede jeg med en dundrede hovedpine som holdt mig vågen en times tid.

Og kl 6 am kom der en tjener med kaffe... et tidspunkt, der normalt ville have været perfekt, hvis altså jeg ikke havde ligget vågen den halve nat. Og så havde jeg i øvrigt foretrukket at indtage min kaffe i restauranten med computeren på bordet inden for behagelig rækkevidde og en avis – gårsdagens havde været OK.

Men det gør jeg altså ikke – jeg sidder i værelset og glor ud af vinduet og forestiller mig Himalaya bagved de tætliggende skyer, der befinder sig mindre end 2 meter foran mit fjæs.

Vi befinder os på Fort Resort, som ligger i 2.200 m over havets overflade. Det ene af de to eksklusive resorts i Nargakot. Her tjekkede vi ind i går eftermiddags. Vi er på weekend tur i vores nye 'gamle' Suzuki Gypsy, som vi hentede i går på værkstedet, hvor den var – og er – til et check up, så vi er sikre på, at alt er som det skal være. Bilen skal tilbage søndag, så de sidste ting kan blive fixet. Herunder de skavanker vi har noteret os på vores tur: Der er ingen af låsene der fungere, firehjulstrækket fungerer måske heller ikke (vi ved faktisk ikke hvordan man bruger det) og endelig skal radioen chekkes op.

Ud over afslapning er det vores plan at tjekke stederne heroppe ud. Dels for at undersøge udbuddet, og dels for at se om der er et sted der egner sig til at holde Nytårsaften. Som det ser ud nu, kommer Jesper, Lucia med Thomas og Sofia og Ingrid og Kasper. Vi bliver altså 8 med os selv. Vi har sandsynligvis ikke vores eget guest house oppe at kørre til den tid, og vores nuværende lejlighed er for lille. Derfor vile det jo være perfekt at tage et sted hen, hvor der er længe åbent, og hvor ungerne kan slappe med TV, games, DVDër mm hvis de begynder at kede sig.

Vivek og Santos anbefalede os at tage til Club Himalaya Resort – det ultimativt fedeste sted i Nargakot med kæmpe restaurant og pool. De kender manageren og garanterede os gode priser. Så det var vores mål.

Desværre blev vi udsat for vores værste oplevelse af sin art i Nepal, da vi troppede op med vores bagage og gode humør (derfor linker jeg altså ikke , det var som nævnt et forfærdeligt bekendtskab som jeg ikke vil friste andre med)

Indrømmet - vi ligner ikke business folk – og har aldrig gjort det. Men vi er rene og soignerede, og det tøj vi har på er dyrt og lækkert. I øvrigt en påklædning vi altid har brugt og som aldrig tidligere har givet os problemer – og vi har trods alt boet på rigtigt mange, rigtigt dyre og rigtigt eksklusive hoteller rundt om i verden.

Men vi går altså ikke i jakkesæt og slips.

Om det var denne kendsgerning, der var skyld i den arrogance vi blev mødt med, ved jeg ikke. Men da vi kom vurderede fyren i receptionen mig fra top til tå, og ville stort set ikke tale med os, da vi spurgte hvad priserne var for recidents. I Nepal har alle hoteller en priskategori for turister og en for Nepalesere og udlændinge med bopæl i Nepal (expats).
Jeg følte hurtigt at jeg ikke rigtigt kom nogen vegne og spurgte til Vincent – manageren – som Vivek havde talt med i går, og som vi skulle spørge efter, når vi kom (han hedder naturligvis ikke Vincent - men har er så ligegyldig at jeg allerede nu har glemt hans rigtige navn)

Da Vincent kom, var hans attitude om muligt endnu mere arrogant end receptionistens.

Do you have any documentation? spurgte han og så tvivlende på os.

Den kendsgerning at vi var selvkørende, hvilket er umuligt for turister, var åbenbart ikke bevis nok på vores recidence status.

Of course? sagde Annette og hev vore pas frem og viste ham vores business visa, der er det ultimative bevis, da man kun får det, hvis man har et lovligt firma, penge i banken og bopæl i Nepal.

Do you have any identity card? spurgte fyren så Gud hjælpe mig.

Jeg gloede på Annette og spurgte hvad jeg skulle gøre – hvis ikke ens pas med gyldigt visa var identity card nok, hvad var så?

Vi ringede Vivek op og rakte telefonen over til Vincent. Fem minutter senere fik vi telefonen tilbage.

The manager will give you 20% - he can not give you recidens prices if you don't have an ID card???

Det var nu åbbentlys at Vincent ikke ville have os boende. Inkl. rabatten skulle vi slippe 100 USD uden morgenmad.
Ved indgangen til hotellet hængte en kæmpe plakat med deres monsun-kampagne-tilbud til nepalesere og udenlandske recidens med overnatning og middag for 1.700 NRP per person – altså 45 USD for os begge.

Vi havde allerede under Vincents telefonsamtale med Vivek, besluttet os for at droppe stedet – den modtagelse vi havde fået viste med al tydelighed, at dette ikke var et hotel for os. Smålighed og intollerence er noget af det værste vi ved – og så var stedet i øvrigt gabende tomt. Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke på, hvad hotellet ville have sagt, hvis vi havde købt biletterne på Hotel Ambassador i Lazimpat og bare troppet op...

I stedet kørte vi direkte til Fort Resort, som er ejet og drevet af de samme folk, der driver Tushita på Lazimpat Road – et sted vi nyder at komme.

Her blev vi modtaget med den sædvanlige nepalesiske lune og humor som straks gjorde at vi følte os hjemme. Og vores værelse – hvor jeg sidder og skriver – er super, med vinduer på de tre vægge, der sikrer et perfekt lys og ikke mindst udsigt til Himalaya... bare ikke under monsunen.

Inden vi hentede vores bagage og rykkede ind i vores værelse, drak vi en kop kaffe og faldt i snak med et tysk/iransk par, der bor i Singapore.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan vi 8 år tidligere sad med Kasper i Long Bar på Raffels og nød en Singapore Sling i tøj, der lignede lort og sandsynligvis også lugtede. Men uden problemer af nogen art – og det i Singapore, af alle steder.

Club Himalaya Resort holder ikke.

Men det gør udsigten foran mig. Solen har nu nu tvunget regnskyerne op fra dalen under os og åbenbaret et helt fantastisk sceneri foran mig med dale iblandet regn, solstråler, skyer og fuglesang og Himalayas tinder et eller andet sted bag ved.

Dem har vi endnu til gode.

Udsigten fra vores soveværelse i Nargakot

2009-08-30T02:20:00.000-07:00

Ubeskriveligtufatteligt at forestille sig Himalyas størrelse. Selv
når man er fysisk til stede.
Men hvoffor helvede folk absolut skal kravle rundt mellem tinderne,
forbliver en gåde.

More to come!

Project Management - en by meget langt væk!

2009-08-27T19:49:00.000-07:00

Nu skal det ikke være fis og ballade det hele.

Ud over at lede efter huse bruger vi nemlig en stor del af vores tid på forskellige projekter.

Jeg arbejder blandt andet på at se om jeg kan lave et joint venture mellem Kiran's fede Animation Studio, Incessant Rain og en dansk virksomhed.

Et af de helt centrale områder i et dette project er uddannelse. Naturligvis indenfor alle animations diciplinberne. Men i højere grad i management - helt specifikt project management. Det er ikke bare et problem Kiran og hans branche knokler med – men er generelt problem i Nepal.

Jeg har det helt inde på livet for tiden i forbindelse med færdiggørelsen af en ny website et projekt, der har sejlet en smule, hvilket har været helt bevidst fra min side. Ved ikke at blande mig får jeg et klart billede af hvad 'systemet' kan af sig selv.

Projektet sejler ikke mere. I går gennemgik jeg for sidste gang sitet, inden det ryger tilbage til Danmark. Rettelserne kommer her til morgen!

Processen de sidste to uger har tilgengæld været - om ikke hår - så stærkt irriterende. Og dte gælder især de seneste 4 dage.

Efter et super møde med ambassaden og Kiran i tirsdags, tog jeg hen til web programmøren for at samle de sidste tråde. Jeg var ellers sengeliggende, men fornemmede at der var behov for lige at få de sidste ting på plads. Og når jeg nu alligev var oppe...

Vi gennemgik vi alle de punkter, jeg havde noteret ned efter at have kuglegravet det nye site. Jeg vil rense det for så mange fejl og mangler som overhovedet muligt inden det sendes over til kunden.

Mødet tog et par timer – meget længere end jeg havde regnet med.

Men omvendt var den tekniske chef Prakash helt klar på hvad hans opgave var da jeg forlod ham. Direkte adspurgt om der var problemer, der forsinkede færdiggørelsen, rystede han på hovedet og sagde, at alt var ok, og at han i princippet bare manglede nogle rss feeds og ellers bare skulle rette mine kommentarer ind på sitet. Og det var nærmest som at arbejde i et tekstdokument. Der manglede ganske lidt programmering.

Prakash ville derfor lave det hele med det samme, så det kunne oploades på deres server natten over, så jeg kunne gå det hele igennem en sidste gang, når jeg vågnede ved 6 tiden onsdag morgen.

Da klokken var 10 am onsdag formiddag, havde jeg intet hørt.

Klokke 12 ringede jeg til Prakash – han tog ikke telefonen.

Kl 3 pm skrev jeg til Vivek – AD Factor er i princippet er deres kunde og derfor tovholder – og bad ham sparke dem i røven.

Kl. 7 pm ringede Prakash - ham havde jeg ikke talt med siden gårsdagens møde.

Han lød som en hund der havde fået tæsk i en uge!

Vivek havde åbenbart taget ham under behandling, og det i en grad, at jeg var en smule nervøs for, at Prakash energi og motivation var røget i vasken.

Derfor glattede jeg ud og fortalte ham vigtigheden af at kommunikerer med folk når/hvis der var ændringer, i de aftaler man lavede. Og at jeg synes at han var fed og at hans arbejde var fantastisk (DET ER DET), og at det derfor var synd, at vi sad i denne situation, fordi det hele kunne have været undgået, hvis han bare havde sendt en mail men en ny tidsplan og en forklaring. Og bl.a, bl.a., bl.a….

Prakash lovede højt og helligt at sitet ville komme op at køre til i eftermiddags (i går).

Jeg gennemgik som sagt de sidste ting i aftes - og rettelserne var meget få. Så med en lille smule held kan vi få sendt sitet af sted til Danmark i dag, og med garanti så det ligger i Danmark når kontorerne åbner på mandag.

Jeg tror jeg har brugt mindst 100 timer på dette projekt, der egentlig var et for-sjovt-projekt.
Til gengæld ved jeg præcist, hvad folk kan, OG hvor der skal sættes ind i fremtiden.

Jeg er nemlig indstillet på at få sat tingene i system, så vi kan sælge en masse web-services til små og mellemstore virksomheder i Danmark.

For deres evner fejler ikke noget. Evnerne skal blot tilføres et enkelt element: Project Management.

Jeg ved også, at jeg selv kommer til at involvere mig indtil der er en selvkørende projektansvarlig...

Det bliver tilgengæld sjovt. Det positive er, at alle kan godt se det uholdbare i den måde processen indtil videre har fungeret på.

Så hvis der er en læser out there, der står og mangler en hjemmeside i 50 tkr's klassen, men kun har 10 tkr så KOM.

Det er nu de kan laves rigtigt billigt!!!

Gæt et land

2009-08-25T09:00:00.000-07:00

... Nej vel - man sku' ikke tro der er tale om Nepal?

Det er ikke til at forestille sig at dette supertjekkede og top moderne Animation Studio, befinder sig i et af verdens fattigste lande OG midt i Kathmandus vanvidsvirvar af biler, køer, kør, bandaer og forurening.

Men i Kirans lokaler på 5. og 6. sidder 50 kids og sparker røv i en grad, der burde give deres kolleger i det indiske syd for bjergne, tyndskidsudhulede baller.

Me like:-)

Vi har fået bil

2009-08-23T22:18:00.000-07:00

Så står den her!

Vores nye øse som Annette har fundet på Hamro Bazaar og købt med Vivek’s hjælp. Og ligegyldigt hvad – DEN ER IKKE BLÅ!!

Der er tale om en 2nd Hand Suzuki Gypsy fra 1989 – men den har kun kørt 35.000 km. Hvor fanden kan man køre hen i dette land, hvis man er Nepaleser og ikke bare lige kan tage et par dage ud af kalenderen og rejse ud i landet. Men det kommer forhåbentligt os til gode. 7-9-13, touch wood og alt det der.

Den virker super fed – og så har den plads til tre passagerer samt bagage. Men det allerbedste er alligevel, at den er med emhætte. Dvs. at vi kan køre åbent så snart de sidste dråber regn er presset ud af monsunen.

Nu prøver vi den et par måneder – og hvis den holder, som den lover skal den pimpes lidt op. Den skal bruges til at køre rundt i landet på langture – og så må den altså godt være lidt hyggelig.

Bilkøbet har endnu bekræftet mig i en ting – den eneste måde at opleve noget sjovt og anderledes på er ved at gøre helt almindelige dagligdags ting. Som for eksempel at gå på markedet, åbne en bankkonto, få en elektriker til at ordne strømmen – og naturligvis: købe en bil.

Et bilkøb i Nepal adskiller sig i virkeligheden ikke så meget fra et bilkøb i Danmark. Ejerskiftet skal registreres, der skal betales skatter og afgifter osv.
Forskellen er naturligvis, måden det sker på.

Registreringskontoret ligger på Ringvejen syd for Patan. Det er en 4 etagers betonbygning, der i princippet kunne havde været fra forleden – men, som når man kommer indenfor ligner og lugter som noget der har ligget der i årtier. Det er mig en uløselig gåde hvorfor og hvordan alt det, der omgiver nepaleserne altid forfalder og i løbet af ingen tid ligner lort.

Der er ingen normalt tænkende individer, der begiver sig ud i registreringsprocessen på egen hånd. Ikke engang den mest hårdføre, nærrige og stædige nepaleser, kunne finde på at kaste sig ud i dette bureaukrati på egen hånd.

Det kan måske godt lade sig gøre selv at få ordnet papirarbejdet – men det kommer til at tage tid, og man bliver flået af alle de penge, man skal betale under bordet, under stolene, under gulvet og hvor man ellers kan liste sorte penge hen i dette land. Og så er det ikke engang sikkert at man kommer helskindet igennem processen.

Det er der en masse driftige unge folk, der har fundet ud at – de har skabt sig en enestående business, hvor de sørger for at guide folk gennem let og smertefrit. På den modsatte side af ringvejen – over for registreringskontoret, ligger der en række kontorer. De handler alle med samme vare – nemlig registreringshjælp. Formedes 2.500 NRP sørger de for at alt glider igennem bureaukratiet så let som overhovedet muligt.

Så tænker du nok:

Hvorfor er det lige at de kan få papirerne gennem systemet, når almindelige døde ikke selv kan?
Godt tænkt.

Det skyldes naturligvis at pengene deles mellem de driftige unge forretningsfolk og embedsmændene. Ikke at det er noget jeg ved – men sådan må det altså være.
Selve registreringen adskiller sig ikke fra den tilsvarende proces i Danmark. I Danmark tinglyses ejerskiftet – dvs. at en eller anden embedsmand i et eller andet kontor registrer at Mr. XX nu har solgt bilen til Mrs. YY hvorefter man betaler et fee.

Men selve papirhåndteringen tvivler jeg altså på, nogensinde kunnet have fundet sted i den vestlige verden.

Der eksisterer ikke en computer i registreringskontoret. Alle dokumenter på alle biler i Nepal ligger i stabler og stakke og samler støv. Skal du – som i vores tilfælde – finde det oprindelige dokument fra 1989 er det bare med at komme i gang med at bladre – og så håbe på at den bog man skal bladre i, ligger der hvor den skal.

I vores tilfælde fandt de bogen med det samme – og det smukke dokument fremstod som ny – bortset fra at billedet af vores sælger godt kunne være et billede af hans søn. Derfor var det relativt smertefrit at få afgivet fingeraftryk, få stemplet de rigtige steder og naturligvis få underskrevet alle papirerne.

Det var en oplevelse at sidde og iagttage livet på dette lille kontor. Der var 3 mand til at sikre at alt gik rigtigt for sig. Dokumenterne gik lige så stille og roligt fra personen yderst til venstre, videre til ham i midten for til sidst at ende hos den 3. person yderst til højre. Samtidigt stod folk på nakken af hinanden på ’vores’ side af skranken. Køkultur er en by i Rusland.

Da papirarbejdet var færdigt og det sidste fingerafryk set og vi troede at bilen nu officielt var vores, viste det sig, at der var endnu en forhindring. Og denne gang en forhindring, der bekymrede vores sælger. Der var rod i nogle af datoerne i vores firmadokumenter, fortalte han mig på vejen til det nye kontor, synligt bekymret.

Bekymringen var velbegrundet – personen i det stor og meget tomme kontor viste sig at være en rigtig satan af en skrankepave, der sad og kiggede alle dokumenter igennem med lup.

Han fandt ingen fejl – efter 20 minutter godkendte han alle papirerne med sin underskrift. På vejen ud fortalte sælger mig, at skrankekongen havde forsøgt at få 10.000 NRP ud af os. Men som den pertentlige person som vores sælger er/var, havde han med myndig beslutsomhed i stemmen talt sig ud af problemet.
Hele cirkusset tog en times tid – og det er vel ikke længere tid end den tilsvarende proces tager i Danmark.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på konsekvenserne af en brænd. Hvis alle de fysiske papirer forsvinder, vil det ganske enkelt være umuligt at handle en bil i Nepal.

Vi havde aftalt at fejre vores nye bil med en picnic med Dawa og hans søster.

Der er ikke mere end små 20 minutter fra motorkontoret til Jorpati i Boudha, hvor vi aftalte at komme og hente dem. Så da vi var godt oppe at køre, ringede Annette og sagde, at vi nu var på jeg og at de godt kunne gøre sig klar.

Små 3 timer senere sad vi godt begravet i traffic jam uden udsigt til at kunne nærme os Boudha overhovedet. Vi havde glemt at det var Teej festival og at alle kvinder i hele Kathmandu skulle til Pashupati og danse i deres røde Sarier. Trafikken var derfor brudt sammen.

Da jeg samtidigt havde det af helvede til med dårlighals og snot var der intet andet at gøre end at aflyse turen.

Så vi fejrede vores nye tilværelse som bilejere i Kathmandu med at sidder i kø i 3 timer.

Håber ikke at dette skal være kendetegnende for vores fremtidige liv som nepalesiske bilejere.

Savner Kbh. Knæk og Claus

2009-08-21T02:07:00.000-07:00

Modtog denne forrygende og skræmmende mail fra Den Røde.

De herrer levemænd
Hermed en lille hilsen fra den fede røde.
Forestil jer min store mave
som på nuværende tidspunkt er ved at gå ud af mit gode skind,
således at varmen har fanget mig i en fælde
det drypper ind alle steder og giver pr. automatik klistrende kørerøv
store blussende comosinrøde kinder
ja det er ikke et kønt syn
i må forestille jer det for lukkede øjne så i kan danne jer dette billede.

... hvilket fluks motiverede mig til følgende

Jeg haster fluks til mine taster
os mailer ud til mit indre brister
af dette rammende
og alligevel så skræmmende
billede af en rødglødende claus
dryppende af sved og alskens snavs
af eksotisker krydderier, dufte og sanser
ned i menuen til næste uges svanser

:-)t

Hvor er Nepalundervisning dog kedeligt

2009-08-19T22:24:00.000-07:00

Man burde pjække.
Men det er jo som at snyde i kabale...

Live fra Lazimpat

Skål fra Durbar Square

2009-08-19T19:00:00.000-07:00

Live fra Durbar Square hvor vi nyder en iskold Tuborg i de dejligste
vejr længe og i de mest eventyrlige omgivelset man kan forestille sig.

Vintage Nepal

2009-08-18T18:08:00.001-07:00

Faldt over et forrygende site forleden med masser af super fede gamle pix fra Nepal og især Kathmandu og omegn.
Så hvis du er en smule interesseret i at se hvor rent her var i 'gamle dage' og hvor lidte her faktisk er forandret så klik her

Så iøvrigt en privat farvefilm fra Nepal i 50'erne i aftes optaget en fyr der hedder Toni Hagen. 'Desværre' var han åbenbart en af de mange bjerg fetichister, Nepal altid har tiltrukket... og bjergene i 50'erne adskiller sig altså ikke væsentligt fra bjergene i dag.

Men farverne er fede

Vil undersøge om fotografen ikke skulle ligge inde med optagelser fra Kathmandu Dalen. Følg med på disse sider hvis du er nysgerrig.

PS
De opmærksomme læser af denne blog (og dem kan jeg se der efterhånde er nogle stykker af - dog meget anonyme), har måske bemærket, at jeg er begyndt at lære mig selv HTML Du kan nu linke direkte til eksterne sider, hvis du vil følge et spor. Synes selv det er ret inspirerende på andres blogs... (nu skal jeg bare lige finde ud af hvordan man linker til andre sites i et nyt vindue - indtil da må I lige bruge tilbagepilen hvis i vil tilbage til bloggen)

Og Ronnie - jeg ved godt at jeg sandsynligvis er rent til grin. Men man skal jo lige lære at kravle... :-)

Tingene kører faktisk ret ok for tiden...

2009-08-18T17:46:00.000-07:00

7-9-13, banke under bordet, touch wood osv. :-)

Mit største problem - eller kald det bare min største udfordring pt - er faktisk hvad helvede ovennævnte er.

Rasmus lagde den op på FB i aftes uden yderligere kommentarer.

DET KAN MAN IKKE.

Sæd olie, inderost, borekerne krudt og neger peber...

Sig mig en gang. Har Madam Mim fået en revival (hvor er hun forresten)???

2009-08-18T00:01:00.000-07:00

Fandt lige en kær ven. chili john.

Kathmandu anno 1978

2009-08-17T03:39:00.000-07:00

... bortset fra at hashen ikke længere handles så åbenlyst er der nu ikke sket så forfærdeligt meget de sidste 31 år.

Prisen på et gram af den sorte Nepal på Staden lå på mellem 13 og 15 kr. pr gram - gu' ve' hvad den kostede i Kathmandu i '78. En ting er sikker - man købte ikke i gram...

Learning to fly

2009-08-15T19:07:00.000-07:00

Den lille pjuskede ting forsøger i dette øjeblik at tage springet.
Håber dens vinger kan bære.

Køkkenkunst(-ner)

2009-08-14T20:13:00.000-07:00

Hej med jer skønne stramme piger og drenge, håber at i flyder på en skøn fed flødeagtig bølge som måtte give jer alle glæde og huld på de smækre kroppe.

Himlen er høj og sprød markerne bliver tærsket høsten bringes i hus svalerne begynder deres træk til de sydlige himmelstrøg hvormed vi gør os klar til at fange skønhedens øjeblikke.

... man fyldes da med varme, når man får så kærlig en mail fra Danmark.

Udsyn - live fra mobilen

2009-08-14T20:10:00.000-07:00

... der er nu intet så godt som at sidde i en taxa og glo op i røven
på en ko!

Humøret er på vej op...

2009-08-13T04:11:00.000-07:00

Line spredte glæde og good vibes på skypen.

Og Søren Rud meldte sin ankomst til efteråret.

Og Nordisk har udbedt sig en kopi af vores kontoudtog så de kan se hvilke beløb de har sendt til TogA... meget betryggende. Gu' ve' om Balling er stået op af graven og sat sig i direktørstolen igen og straks startet optagelserne til en ny folkekomedie - med os i en af birollerne. Eller måske hovedrollen.

Fejrer livet med en enkelt pils NU!!!

Killing time....

2009-08-13T01:04:00.000-07:00

Lazimpat Galleri Cafe live!

Urtehaven har det godt :-/

2009-08-12T20:26:00.000-07:00

Lemongrass, rosemarinen, mynten, basilikumen og chillien er lige til at spise. Og tomaterne og ruculaen er pâ vej....

Sort Humør

2009-08-12T19:56:00.001-07:00

Spekulerer på om jeg er ved at nærme mig en depression. Og det er ikke noget, jeg siger for sjovt.

Men mit humør hænger tungt over mit hoved som en god gammeldags migræne – bare uden smerten. Jeg er ikke decideret trist. Men mit humør er ikke så sprudlende, som det normalt er. Det er nærmest ikke…

Jeg skal tage mig sammen til alt. Til at stå op, til at lave kaffe, til at meditere, til at skrive, til at læse til at lave morgenmad til Annette – til alt.

Jeg føler, at jeg lige så stille er ved at forsvinde. Mine mails bliver sjældnere og sjældnere, jeg føler, at jeg ikke kan bruges til noget som helst – hvornår har jeg sidst lavet noget KONKRET!

Havde et glimt af lykken i aftes, da jeg sad med Annette i hånden og hørte musik på Jazz Upstairs. Phil fra Australien med de glade og lokale musikere...

Men hvad skete der lige med denne fede fornemmelse i nattens løb?

Jeg har skriveblokade, blogblokade, mailblokade, humørblokade, musikblokade, læseblokade, barberingsblokade, blokadeblokade…

Det værste er, at jeg nærmest klinisk kan se mig selv. Jeg kan tage hver eneste følelse og vende den i hånden og følelsesløst betragte den. Ryste den og høre om den siger noget? Andet end den rungende hule larm af stilhed og min sædvanlige ringen for ørerne.

Jeg savner mine venner vanvittigt – alligevel er det som om, de ikke siger mig noget. Måske er indsigten fra Facebook, mails, blogs, Bongo, sms mm skadeligt for ens relationer, fordi alle indlæg ofte er for ligegyldige og tomme. Især når det efterhånden er ens primære kontakt.

Bortset fra Jesper er dem jeg savner mest, sjovt nok dem, der ikke findes nogen steder. SCARRY

Jeg er træt af al den positivitet, der omgiver en. Gode viljer, gode hensigter, gode intentioner og gode tanker er til at brække sig over.

Der skal SKE NOGET – NOGET KONKRET!

Det er ikke sådan at der ikke sker noget – men det der sker, går så langsomt, at det føles som om, der alligevel ikke sker noget. Faktisk føles det engang imellem som om noget af det, der trods alt er sket – bliver slettet. At der ikke sker noget med tilbagevirkende kraft.

Det værste er, at jeg ved at nøglen til løsningen af min tilstand ligger i min egen lomme. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal bruge den til.

Er Nepal problemet? Vejret betyder GARANTERET en del – men det gør det også i Danmark. Her er perioden bare en anden og længere.

Jeg ved at mit humør påvirkes af omgivelsernes langsomhed – men hvad kan jeg gøre ved den? Vil det hjælpe at tage et andet sted hen? Hvor skal det i givet fald være? I andre lande er folk sandsynligvis de samme – bare anderledes.

Skyldes det nepaleserne? Sikkert – men i Danmark var jeg også ved at brække mig over folk. Og når jeg en sjælden gang tjekker en dansk avis, er der intet, der tyder på at et halvt års fravær, har ændret noget på dette forhold.

Skyldes det nepalesernes bureaukrati som vi nu er en del af? Jep – men det skyldes måske i endnu højere grad det danske bureaukrati, der forfølger en ligegyldigt hvor på kloden man befinder sig. Der et til at tude over, når man modtager en trussels mail fra Skattevæsnet fordi man mangler at indberette 89 kr i feriepenge for ens ansatte, når man ALDRIG HAR HAFT ANSATTE og i øvrigt ikke har haft aktiviteter i 4 måneder. Jeg aner ganske enkelt ikke hvad jeg skal gøre for at slippe for denne forfølgelse – på grund af 89 kr.!!!.
Det er ikke med vilje at jeg har tjent nogle penge, der står et eller andet sted…

Skyldes det alderen? Naturligvis – men den kan jeg jo heller ikke gøre noget ved. Og dog – jeg kan begynde tænke over hver eneste ting, jeg foretager mig. Sikre mig at mine handlinger, udtalelser og opførsel er som en snart-50-årig og ikke så fanden-i-voldske som de ofte er.

Min helt store angst er angsten for at miste den energi og det drive, jeg har brug for, når der kommer gang i tingene (for det gør der - snart). Alt er klart – vi har papirerne i orden, et selskab til de juridiske rammer, aktiveret vores netværk, en klar ide over hvad vi vil, hinanden! Men jeg orker bare intet…

Jeg kan ikke engang gå på druk – for jeg taber interessen efter at drikke efter anden øl. Og så har jeg i øvrigt ingen at drikke med. Og stederne lukker alligevel klokken 11.

Jeg kan heller ikke engang gå i seng – for i dag kommer Nanny og gør rent.

Må hellere gå til møde…

Hyggesnak i regnen

2009-08-10T00:05:00.000-07:00

... kræver måske en lille forklaring. For søde børne kommer vi i kontakt med hele tiden. Disse er heldigvis ikke unikke - men blot enkelte af mange monsun-regns-adspredelser. Men Jeg har lige fået sat den en mobil op så jeg kan blogge on the road.. Så billedet er også en lille test.

Nu ved jeg hvad der er muligt, og vil herefter forsøge at være mere kritisk - elle måske ikke kritisk over hovedet.

Og jeg nænnede altså ikke at slette billedet.

Maki og miso mareridt

2009-08-09T19:38:00.000-07:00

Cinzia hjalp os i lørdags med at tjekke Amrit Resort ud. Et lukket resort der i princippet er ready to rock hvis ikke det var fordi placeringen sucks. For det først ligger det for langt væk ift Thamel. Og for det andet er der ikke rigtigt nogen tilbud i dets nærområde. ingen Byens Kro, Ingen Palæ Bar... osv. Så det sparker vi til hjørneflaget indtil videre...

Men vi takkede Cinzia for input, godt selskab og deltagelse med en middag.

Jeg har gennem længere tid haft kig på en restaurant, der ligger i den alley, der går parallelt med vejen til Radison. Jeg aner ikke hvor jeg har fået det fra – men jeg bildte mig ind at køkkenet serverede raffineret koriansk, fræk japansk og vovet kinesisk.

Det gjorde de ikke – faktisk gjorde de ikke ret meget. Stedet lignede mest af alt noget der var lukket og havde været det længe. Alligevel tog vi i døren, der desværre gik op, hvilket resulterede i lys og personale og et of course we are open… fra en sympatisk ung fyr, der hurtigt fik døren til at suge os ind og fremtryllede samtidigt et par menukort med en række fede pix af de 6-8 set menues, der vist var stedet specialitet og vist også det Annette og jeg havde set før.
Vi bestilte 3 set menues og maki ruller som starters – sidstnævnte var mest ment som en snack da menuerne bl.a. indehold miso suppe og salat.

Lad mig sige det med det samme – maden var en katastrofe!

Annette og jeg fik vores retter serveret med et samme – MEN hovedretten, der viste sig at være den traditionelle chicken sizzler med ris, kom naturligvis før de andre retter.
Jeg spurgte forsigtigt til miso suppen som herefter lynhurtigt blev serveret – og lynhurtigt røg retur. Det var ganske enkelt det tyndest sprøjt, der nogensinde havde stået på et bord i en restaurant. Ufatteligt, når man tænker på hvor let det er at lave.

OK tænkte jeg. Vi er jo i Nepal fortsatte jeg overbærende og satte forsigtigt pindene med lidt ris til læberne.

Risene kom aldrig længere… de var uspiselige! Og det i en grad, der i sig selv er en præstation, når man tager i betragtning, at vi befinder os i et land, hvor alle er vokset op med denne afrgøde på menuen mindst 2 gange dagligt, hver eneste dag gennem et helt liv.

Risene var den type man bruger til sushi og derfor har stående friske – men på køl – så man hurtigt kan rulle en maki, når der kommer en ordre. Vores innovative chef havde opfundet en combi metode, som sparede ham for en masse tid, besvær og penge.

Han tog de kolde sushi ris og varmede dem op og serverede herefter denne grødlignende konsistens sammen med de nepalesiske kyllingestykker. De smagte mest af alt som det overskudvand man en gang imellem hælder fra risene.

Jeg rejste mig forskrækket og strøg ud i køkkenet og spurgte hvad de havde gang i.

Do you want to eat this? spurgte jeg, hvor efter de så helt skræmte ud. Naturligvis ville de ikke det.

De undrede sig med garanti over hvordan 3 europæere kunne smage forskel på ris, og deres undren blev sandsynligvis endnu større, da makirullerne røg retur inden de nåede at røre vores bord.

Jeg vil slet ikke prøve at forklare hvad de lignede – her tænker jeg på formen! Men den røde reje der skulle være inden i var forvandlet til en våd agurk indviklet i grøn tang, der var flækket og revnet overalt, og hvor der var mere ris udenfor tangen end inde i. Jeg spekulerede på om de måske var tabt på gulvet, og spurgte for sjovt om jeg skulle komme ud og lære dem at lave rullerne…

Farcen fortsatte gennem resten af måltidet og peakede med at the chef himself entrerede med en kold øl on the house, små skarpe (som vi takkede nej til) og en detaljeret gennemgang af alle hans evner inden for de mexicanske, kontineltale, italienske, kinesisk og naturligvis nepalesiske køkken og undskyldt mange gange at hans japanske kollage lige akkurat i dag havde taget fri…
Da jeg forsigtigt forsøgte at forklare ham at man ikke behøver at være japansk chef for at lave en miso suppe, hvis man bare har de rigtige ingredienser – eksempelvis miso paste – strøg han ud i køkkenet og hentede en næsten tom og meget usmageligt udseende spand med nogle brunlige og hårde rester i bundens hjørner.

Oh I have miso paste strålede han. Endeligt var der noget han kunne leve op til. Men da var jeg ved at brække mig – jeg havde lige spist hans anden (og mere vellykkede) forsøg på en miso suppe.

Mens vi betalte den vanvittige regning – som jeg naturligvis skar godt og grundigt ned – forsøgte han glad i låget at invitere os tilbage igen og lagde samtidigt en billet ind som chef i vores kommende guest house. Han var jo specialist i alle køkkener! Altså lige bortset fra det japanske…

Vi tog heldigvis oplevelsen fra den humoristiske side og sagde farvel til hinanden med et smil ved 8:30 tiden.

Det var dog so so med smilet da jeg sad på potten en times tid samme nat…

Oldfield w. freinds TUBULAR BELLS live 1973

2009-08-08T08:20:00.000-07:00

Mick Taylor før han mødte Keith, Steve Hillage efter Gennesis, Pierre Moerlen under GONG... bedre band kan Oldfield da ikke få...

Er det ikke mere interessant end godt?

Ting i Kathmandu Kraze

2009-08-05T19:32:00.000-07:00

Kathmandu Kraze kender du det radioprogram?

Med garanti ikke – med mindre du altså tilfældigvis bor i Kathmandu, er mellem 17 og 25 og har en radio, der kan tune ind på 97.9 på FM båndet.

Vi bor som bekendt i Kathmandu – men er aldersmæssigt langt fra de 24 og en radio er noget vi kommer i nærheden af på tekniske museer. Er kanalen ikke på nettet eksistere den ikke i min verden.

Kathmandu Kraze er et af IMAGE FM’s flagskibe. Et radioprogram der er sat sammen over ingredienserne: gags, gossip og gang-i-den tilsat lige dele lokal rytmik og internationale bpm og leveret og præsenteret af d’herrer Chirag og Vivek.

I aftes var der ekstra gang-i-den. For første gang i programmets historie var der gæster i studiet – og gæsten var ingen ringere end overtegnede. MOIS!

Hvad fanden gør man ikke når ens gode ven med største naturlighed i stemmen pludseligt udslynger:

Thomas, why don’t you join us in the studio on Wedensday?

Et program man aldrig har hørt og som man ved, henvender sig til tyggegummi segmentet der sandsynligvis er en del yngre end ens egen søn?

Og hvad gør man når stemmen nonchalent afslutter:

… and bring som music.

… velvidende at ens musiksmag ligger planeter fra programmets normale musikprofil, der primært består hindi-bollywood-tunes i blandet lidt Michael Jackson, Britney Spears og Avril Lavigne.

MAN TROPPER OP – NATURLIGVIS GØR MAN DET!

Og man medbringer et par af de tracks, man tror passer til målgruppen OG som man samtidigt selv kan stå inde for.

IMAGE FM er Nepals første (og største) kommercielle radiostation. Kanalen er fra 23. Poush 2055 – dvs. at kanalen har små 10år på bagen.

Jeg har som bekendt ikke hørt kanalen. Men efter at dømme fra de aktiviteter kanalen står bag som eksempelvis den årlige og seriøse Image Awards – og efter at læst omtalen af kanalen flere steder i de nepalesiske medier, tror jeg at kanalen imagemæssigt ligger mellem Voice og P3. Har du en god netopkobling, kan kanalen høres på linket nedenfor.

Det helt centrale i vores lille snak var naturligvis musikken. I mine år i musik-branchen har jeg jo mødt en del kendte artister – selv for nepaleserne. Og musikken er jo altid godt stof, især hvis man kan namedroppe MLTR der jo er større end de fleste internationale artister.

Heldigvis kan hverken Vivek eller Chirag holde dem ud, så jeg slap for at blive hevet igennem Sleeping Child som jeg havde taget med til lejligheden.

Til gengæld kunne jeg diske op med Trentemøllers: Copenhagen/Tainted Love, The Raveonettes: Attack of the… og Jr./Snr.’s: Move your feet og som en af de mere cultagtige ting Brock Lander’s S.M.D.U. – Blur måtte folk for helvede da kende.

Jeg fik også lejlighed til at lufte min begejstring for Kathmandu, min manglende interesse for Himalaya og Mt. Everest og min undren over alle de unges interesse for at komme til US når alt drive og dynamik kommer fra Nepals naboer, Kina og Indien.

Chirag, der jo er multikunstner (musiker, forfatter og billedkunsner) tog heldigvis min interesse for (fin-)kulturen op, så jeg lige kunne lufte min turistpolitiske kæphest: Fokuser på People, Places and Products frem for Peaks and Pujas! Det vil trække folk til landet!

Programmet gik OK – jeg havde det i hvert tilfælde forrygende. Det virkede også som om både Chirag og Vivek hyggede sig. Ellers ville de vel ikke give mig en invitation live on air til at komme tilbage.

Hvad lytterne synes, må stå hen i det uvisse – jeg vil forsøge at up-loade programmet, så man selv kan vurdere.

På vejen hjem kunne jeg ikke lade være med at tænke på alle de fede ting jeg lavede med Eric på Voice i starten af 90’erne. Grøn Time var banebrydende gurilla marketing langt over grænsen for det tilladelige. Men det virkede og var sjovt… det var i hvert tilfælde sjovt, da det kørte og gik godt!

Overskrifterne i EB dagen før kick off om at VOICE NU LUKKER med fotos af Otto R. T på vej op i radionævnte, kunne jeg dog godt have undværet – jeg havde på det tidspunkt reklamematerialer ude for godt 1 mio. kr. og en begejstret styrke af ølchauffører og ditto konsulenter linet up til det helt store slag!

Men det er en helt anden – og langt fra kedelig – historie som jeg på et eller andet tidspunkt må få griflet ned.

Links:

Republica:

IMAGE 97.9 på nettet:

Gadescener fra Kathmandu

2009-08-02T18:48:00.000-07:00

... disse scener passer 100 % til vores daglige omgivelser, bortset fra at billederne er taget tidligt på dagen. Der er mere 'gang i den' senere.

Asan Tole - vores favorit Bazaar i Kathmandu

2009-08-02T18:40:00.000-07:00

Denne lille video som jeg fandt på YouTube giver et meget godt billede af Asan, hvor vi køber en del af vores daglige indkøb. Især urter og grøntsager...

ZAPPA

2009-08-02T05:01:00.001-07:00

Street kids

2009-08-01T23:32:00.000-07:00

Denne lille engel sad og hev sin mor i tæerne... lige udenfor The Royal Palace og overfor The American Club.

Desværre kunne jeg lave væg-til-væg opslag med lignende billeder. Jeg har lagt det op for at minde mig selv om at vi ikke må blive så kolde og kyniske at vi helt overser de fattige eksistenser.

Himalaya: Verdens eneste Momo Western

2009-08-01T22:59:00.000-07:00

Så en forrygende film i går: Himalaya directed by Eric Valli. En tibetansk western er vel det nærmest man kan komme en passende genre. Unikke scenarier fra verdens tag kombineret med fantastiske karakterer...

Læg hertil Bruno Coulais' herlige æteriske soundtrack....

Se filmen og køb soundtracket!

Himalaya is an epic adventure story set against the staggering backdrop of the Nepalese Himalayas. At an altitude of five thousand meters in the remote mountain province of Dolpo, Himalaya is the story of an ancient tribe who lead a caravan of yaks across the mountains, carrying salt from the high plateau down to the plains. It tells the classic tale of rivalry between an aging chieftain and the young daring herdsman challenging his leadership and the affections of his family.

The film is a sort of western - a Tibetan western - a universal and timeless saga of power, pride and love. The extreme environment of the Himalayas is magnificently contrasted to the delicacy of humanity and the beauty of Tibetan culture.

Himalaya was shot in widescreen over nine months on location in a region that can only be reached on foot, with all characters played by real chiefs, lamas and local villagers. Director Eric Valli has lived in Nepal since 1983 and is also a photographer and author. His work is regularly published in National Geographic, GEO and Life magazines.

The film depicts not only the life style of the Dolpo people on the Tibetan Plateau but also their traditional customs, for example celestial burial.

Stinkfoot!

2009-08-01T22:18:00.000-07:00

Renovationsarbejderne strejker - IGEN!

Affaldet hober sig op i gaderne, til store stinkende bjerge af lort og lagkage, der koger og syder efter et par uger i monsun regn og asiatisk sol.

Det er så ulækkert at jeg vågner op om natten med koldsved og angstanfald, efter mareridt hvor jeg vælter rundt i dyngerne sammen med vilde hunde, krager, køer, gadebørn og alle de andre sørgelige eksistenser, der jagter et eller andet brugbart eller spiseligt. Affaldsfødekædens absolut sidste led.

Glem alt om klimaproblemer og swine flue.

Affaldsdyngerne er uden diskussion den største sundhedsmæssige risiko i Nepal fortiden.

Climate change film competition announced

2009-07-31T00:38:00.000-07:00

KATHMANDU, July 29:
The British Embassy in Nepal along with DFID (Department for International Development) and British Council is organizing a 3-minute short film competition with themes based on Climate Change, British Ambassador to Nepal Andrew Hall informed Monday.,,,

http://www.myrepublica.com/portal/index.php?action=news_details&news_id=7995

Rart at der selv på disse bredde og længdegrader er fokus på klimasituationen. Det er tiltrængt.

Lidt positivt her i regnen...

2009-07-28T19:41:00.000-07:00

Bliver ved et tilfælde klar op at der har været Tour de France. denne kæmpe begivenhed er gået fuldstændigt hen over hovedet på Nepal.

Herligt - men jeg savner nu alligevel Ohm: Hans vid og hans Coq au Vin.

Bureaukrati

2009-07-28T19:37:00.000-07:00

I går fik vi firmakonti i Nabil Bank. Det tog bare et par timer... men vores bankrådgiver Majeet er til gengæld super sød.

Dagens glædelige nyhed

2009-07-28T08:38:00.000-07:00

Eva laver kunst på Blågårdsplads.

Jeg blev sgu en smule bekymret over, at det var kedelige Frederiksberg, der skulle nyde godt af Evas vitaminer og energi. Men sådan skulle det altså ikke være.

Håber du laver noget der sparker lige så meget røv som vores tæppe i Australien...

Vi elsker dig og glæder os til at følge projektet..

Regn

2009-07-27T07:55:00.000-07:00

Jeg troede at jeg havde oplevet monsunen i sit es - man har jo trods alt rejst en smule gennem mange år.

Men det havde jeg ikke - i hvert tilfælde ikke før end i går. Det vil sige i nat, mere specifikt omkring kl. 24.00 natten mellem den 26. og 27. july.
DA oplevede jeg monsunen.

Først som stilhed - den der med før stormen eller regnen.

En stilhed der nærmest larmede. Den var så høj at hundene - som ellers ikke er kede af det - bare bjæffede en lille, smule da regnen nærmede sig, for derefter helt at holde kæft da det for alvor begyndte at sile.

Da var klokken cirka 00:25.

Jeg sov - men fornemmede klart hvad der skete. Især fordi duerne pludseligt holdt op med deres liderlige lyde på taget uden for mit soveværelsevindue.

Og jeg nærmest vågnede da stilheden bredte sig til Lazimpat Road, hvor bilerne normalt skider på tiden og larmer og dytter som det passer dem.

Selv de var tavse.

Da jeg vågnede ved 6 tiden til en gennemdrivende og sejtsilende regn på 6. time, var det ikke længere larmen man fornemmede eller ikke fornemmede.
Det var trøstesløsheden. Trøstesløsheden hos håndværkerne ved siden af, der ikke kunne lægge brosten i gården. Trøstesløsheden hos alle didierne, der ikke kunne vaske vores tøj, fordi der var mere vand omkring vandposten end det vand, der kom ud af den.

Og fordi det i øvrigt var fuldstændigt umuligt at tørre noget som helst, da selv luften var sjaskvåd af regn.

Og hvem kan tørre tøj i våd luft?

Det værste var trøstesløsheden hos alle dem man ikke kender - men dem man ved er der alligevel. Avisbudene, fyren med curden, frugtsælgerne og alle de andre, der har deres daglige gang i området - men som regner inde et eller andet sted.

Hvor sælger de deres underlige friske varer?

Da klokken runder 7, 8, 9 og 10 og regnen stadigvæk fortsætter med uformindsket styrke. Da bliver man helt lille inden i.

Når klokken bliver 11, og det stadigvæk regner begynder paranoiaen - for hvad nu hvis de aldrig holder op?

Klokken 12 er det præcist 12 timer - eller et halvt døgn - siden regnen startede. Og stadigvæk intet tegn på tørhed.

Og så pludselig mærker man det.

Aktivitet.

Et lille dyt hos taxaen ved siden af, et fuglekvidder, en gadesælger og et par enkelte klokker der lyder i nabolaget.

Aktiviteten breder sig - først fra alle de rutinerede, der mærker tørheden i deres næsebor.

Senere hos os andre dødelige, der ikke er så rutinerede i at læse regnens tegn. Telefonen der ringer, sms'en der tikker ind og mailen der så småt vågner.

Klokken 1 pm begiver man sig på gaden til det første møde - hopper fra sten til sten for ikke at blive totalt smattet - det dækker forsikringen nemlig ikke.

Klokken 3 er man til dagens andet møde - og der er ingen der kommenterer det sene tidspunkt.

Klokken 4 vender man næsen hjem.

Klokken 6 slår man systemet over på tomgang med musik og en dulmende pils.

Nu er klokken 9 pm - og regnen har taget over igen,

Trafikdåben

2009-07-27T05:50:00.000-07:00

Vi er tilbage fra tre dages bilekskurtion i den nepalesiske trafik. Årsagen er at vi forleden fik tilbudt at købe en fantastisk VW anno 1968. En super charmerende bil som vi naturligvis er faldet pladask for.
Turen der skulle overbevise (eller det modsatte) os om at en bil, er det rigtige transportmiddel for os her i Nepal. Altså en slags seriøs og målrettet research af livet som bilejer i Kathmandu kombineret med lidt afslapning og sightseeing.

Og jo tak – først nævnte formål fik vi gennemlevet med vores sædvanlige grundighed. Især på vores hjemtur i går, der havde alle bilismens rædsler på programmet. Den GUD der tager sig af den del af vores liv er grundig – han/hun sikrede sig at intet bliver overladt til tilfældighederne. At vi ikke kun basere vores købsbeslutning på friheden og alle de positive oplevelser, som bilen giver, men også præcist ved hvor rædselsfuld og forfærdelig en tingest en bil kan være.

Dagen startede ellers forrygende. Fra Dulikel kørte vi ned og tjekkede Panauti ud, en by som dagen før virkede helt forrygende, og som vi nu ved holder – og det i en grad at vi med garanti kommer tilbage.

Fra Panauti kørte vi tilbage til Baktapur vejen. Men i stedet for at dreje til venstre og køre direkte til Kathmandu – en tur der ville tage en lille times tid – krydsede vi gennem Banepa og fortsatte nordpå gennem Nala mod Nargakot, men vestpå – dvs. ad parallellen til den trafikerede hovedvej.

Turen var ganske enkelt forrygende – mindre end 1 time fra Kathmandus helvede ligger paradis, Shangli La eller hvad man ellers kan komme på af eventyrlige navne. Vejene er so so. Vi havde som nævnt en 4WD og klarede det hele glat, men en almindelig personbil ville også kunne køre turen.

Som sædvanligt når alt kører på skinner, får Annette og jeg blod på tanden. Jeg vil ikke sige at vi bliver kåde, dumdristige og letsindige. Vi bliver der imod lalleglade og lette i låget.

Fra Baktapur er der godt en halv times kørsel hjem. På det tidspunkt har vi set og oplevet det, vi skal. Vi har ikke behov for mere – og strækningen til Kathmandu, har vi kørt flere gange og kender ud og ind.
http://www.blogger.com/img/blank.gif
I stedet for at køre den hurtigste vej hjem, så vi slap for fyraftenstrafikken og havde mulighed for at powershoppe i Bath Batheni nu vi havde vores egen bil, skulle vi lige hygge-køre lidt mere ad den gamle landevej gennem Timi og krydse mellem rismarkerne og ramme ringvejen ved Koteswor.

Vi befinder os hurtigt i et forrygende landskab af rismarker og Newar huse.

Kortet er let at følge og angiver flere muligheder for at zig-zag’ge sig frem. Men det kortet ikke kan gengive, er de pludselige vejspærringer der opstår, når folk pludseligt finder på at grave en rende tværs over vejen uden at ulejlige trafikken med advarselsskilte – eksempelvis ved vejens begyndelse, som jo altid befinder sig et par kilometer fra åstedet.

Sådan et vejprojekt ramte vi naturligvis – sammen med MC’er, taxaer, en enkelt lastbil og det der måtte befinde sig på den anden side af grøften. Den side vi ikke kunne se, fra det sted hvor vi stoppede og besluttede os for at vende om.

Jeg vil lige sige en ting: Der er intet unormalt er i sådan en situation. De opstår hele tiden.

Så derfor vendte vi som sagt bare bilen og kørte tilbage. Men i stedet for at tage op til den gamle landevej igen, drejede vi fra ad en lille vej som kortet klart og tydeligt viste ville føre os den rette vej.

Det gjorde den bare ikke. Den fejlede heller ikke noget – den var hverken værre eller bedre end mange af de andre, vi havde kørt på tidligere. Den endte bare… pludseligt befandt vi os midt i en rismark, hvor et hold arbejdere stod og hakkede i jorden. Så endnu engang var det kun et at gøre – tilbage igen.

Problemet var bare, at jeg ikke kunne vende – vejen var lige akkurat bred nok til bilen. Til venstre for mig var der 30-40 cm ned til den ene rismark. Til højre en mindre sø med grønne risspirer.
Enhver normalt tænkende person med bare en lillebitte smule forstand på biler, ville have bakket ind i ’søen’ til højre, vendt bilen og kørt stille og roligt tilbage. I min verden er 4WD et super album fra 1975 med Bachmann Turner Overdrive. Derfor sætter jeg bilen i bak gear og pedalen i bund.
Og 1-2-3 – mindre end et sekund senere ender bagdelene af mit lorteskrummel af bil nede i rismarken til venstre for mig. Den står helt skævt – lige så skævt som smilene på de nepalesiske bønder, der nu begynder at samle sig omkring os. Det er med garanti ikke hver dag, de ser to hvide tåber køre galt in the middle of nowhere. Alle er heldigvis søde og hjælper til med at skubbe bilen forfra, så jeg kan bakke bagenden op på stien igen.

Her må jeg lige indskyde en ting igen. Hvis jeg ikke var førnævnte bilignorant ville jeg aktivere firehjulstrækket og køre ud i pløret og op på vejen igen et stykke længere fremme.

Det gjorde jeg bare ikke. Igen pedalen i bund hvorefter jeg endte 10 meter længere tilbage – men nu nærmest lodret med enden i grøften. Med en HELT død motor. Benzin var der nemlig heller ikke mere af – den smule der var, løb ikke til motoren på grund af bilens hældning.

Hvor smart er så lige det?

Tanken om mørket der trænger sig på et par timer eller tre uden i fremtiden er skræmmende her på denne skide rismark. Så jeg på nervesammenbruddets rand og kan intet fortage mig andet end at få Annette til at ringe til Vivek og sætte ham ind i situationen og få ham til at komme med benzin, en person med forstand på biler og et sprog!
Hun giver telefonen videre til en lokal (som ser skræmt ud ved tanken om at holde dette monstrum i hånden) som kan forklare ham, hvor vi befinder os.

Mens vi venter på Vivek, lykkedes det os at overtale MC fyren til at køre Annette hen til de nærmeste huse og lede efterhttp://www.blogger.com/img/blank.gif en truck. Hvad enten der er det ene eller andet galt med bilen, skal den op på vejen igen. Og det skal man bruge en truck til. Fem minutter senere kommer Annette kørende i en kæmpe 4WD fyldt med unge fyre, der alle skal have en del af det ta’-sel’-bord, som vi helt klart bliver betragtet som.
Det tager dem heller ikke mere end 5 minutter at få slæbt bilen op på fast grund igen. Så langt så godt – nu skal vi bare have mere benzin, så bilen bare i gang igen.

Heldigvis kommer Vivek kørende på sin store MC i samme øjeblik – med Sushi på bagsædet med en stor dunk benzin på skødet, der fyldes på vores bil med det samme.
Til ingen verdens nytte. Bilen rører sig ikke en tomme. Den hoster kun en smule.

Igen må jeg lige komme med en kommentar. Vivek er TV stjerne på den første og største Nepalesiske kommercielle TV station – og har i øvrigt også sit eget radioprogram hver onsdag hos konkurrenten. Så det er fantastisk sjovt at se hvordan folk reagere når Vivek kommer et sted hen med ’normale’.
Der blev da også gloet en ekstra gang da han pludseligt tropper op her på rismarken. Både på ham – men også på os. For hvad har vi med ham at gøre?

Nu skal specialisterne vise hvad de duer til – så motorhjelmen skal op så maskineriet kan kigges efter i sømmene. Der er bare ingen der ved hvordan, man åbner motorhjelmen. Det er så her jeg kommer på banen – det tager mig nemlig mindre end et minut at tænke mig frem til hvor man ville gemme håndtaget, hvis man var rigtig smart og tjekket. I handske rummet.

For at gøre en lang historie kort – så er der intet der hjælper. Vi får trukket bilen op på landevejen og forsøger at trække den i gang, men da jeg kommer frem til bilen et par hundrede meter fremme, står den fyr med mest motorforstand og kommer med dommen.

You need a new ignition siger han og peger på en lille tingest i motoren. Det vil tage et par timer og koster med garanti en formue. Mindst 1.500 rupees som er nyprisen for tingesten.

På det tidspunkt har Vivek forladt os – hans show starter 4.30 pm og det er live. Så han kan ikke hjælpe længere, og vi kan ikke gøre andet end at følge med strømmen. Og den leder os i første omgang hen til en lille kaffebar, hvor vi kan slå tiden ihjel sammen med den mest engelsk talende fyr, der kun har en agenda: at malke os så meget som muligt.

Jeg kan ikke tillade mig at be’ ham gå ad helvede til, for ham – og hans kammerater – er de eneste vi har.

Vi sætter os og bestiller en kaffe og Cola og må skuffe vores ven med at vi ikke ryger og derfor ikke har cigaretter. Surt show – han kan ikke få sig selv til at be’ os købe dem.

Men vores prøvelser er åbenbart forbi – for pludseligt toner vores blå 4WD op uden for kaffebaren. Vi har ikke engang fået de drikke varer, vi har bestilt til stor skuffelse for mama, der måbende ser os styrte ud af butikken. Vi vil ikke risikere at bilen går i stå igen.

Det var åbenbart et tændrør der skulle skiftes – og det tager ingen tid, til stor irritation for vores ven, der ellers lige havde gjort os malkeklar. Han forsøger forgæves at overtale os til at drikke en kop farvel-og-på-gensyn kop kaffe, inden vi kører. Men på det tidspunkt har han flået os for 3.000 rupees til stor overraskelse for mekanikeren (han forsøgte med 4.000).
Det irriterer mig naturligvis ad helvede til at blive flået – men omvendt er 200 kr. billigt sluppet – jeg var efterhånden så træt, at jeg ville have betalt hvad som helst for at komme tilbage til Kathmandu.

Vi rammer Koteswor på det værst tænkelige tidspunkt kl. 5 pm hvor trafikken værst tænkelig. Jeg kaster mig ind i kampen og fortsætter med strømmen, der bevæger sig med en gennemsnitsfart af 15 km/h indtil vi lander i Lazimpat en time senere. Godt mørbankede men glade i låget. For selvom hjemturen har været et helvede, har problemerne ikke været større end at de kunne løses relativt let – faktisk kun med en mobiltelefon.
På mindre end to timer er vi blevet hevet op af en grøft, har skaffet benzin, fået repareret motoren og fundet stedet hvor der væves tæpper.

Men det er en helt anden historie…

Endless Innovation: The upside down goose and other stories of innovation

2009-07-23T20:31:00.001-07:00

Endless Innovation: The upside down goose and other stories of innovation

Shared via AddThis

Gennembrud

2009-07-21T19:43:00.000-07:00

Forleden købte vi en stavblender.

Dette har tilført en helt ny dimension i vores madlavning. I går lavede jeg super hummus med kikærter (naturligvis) men iblandet en kæmpe portion frisk økologisk basilikum. Hertil fik vi en lille pasta med pesto lavet af basilikum (naturligvis) men med jordnødder og paneer i stedet for pinjekerner og revet grana.

I morgen vil jeg lave kold agurkesuppe med friske urter – af mit ny indkøbte grønt fra mine grønt pushere fra Søbogaard’s lille økologiske farm. Men det kan også være at jeg ikke kan styre mig, og kommer til at lave den kolde suppe i dag, hvis Cynthia kommer forbi. Hvem ve'

I'm back!

2009-07-21T19:34:00.000-07:00

I dag er et lille vendepunkt.

Jeg har sat vores møbler ud terrassen, hængt solsejl op og hængt min nyindkøbte hængekøje op. Så lige nu sidder jeg og skriver i hængekøjen med fjæset vest vendt, så jeg lige foran mig har en ufatteligt masse planter, der står på vores terrasses sydvestvendte hjørne og springer ud om kap (vi har jo monsun) – i horisonten stritter bjergene op, de er i skrivende stund ved at blive dækket af de skyer som i nattens løb er trængt ned i Kathmandudalen og som solens varme stråler nu vækker. Klokken er omkring 6 am. Annette ligger og sover i de kølige morgenstråler på vores lounge sofaer bag mig i terrassens syd østlige hjørne.

Her er en ufattelig larm – og det har der været side fuglene mærkede dagen begynde. Det sker omkring 4:30 am. Da stod jeg op – ikke at jeg gør det hver dag, ikke så tidligt – men jeg har haft det ad helvede til de seneste mange dage. Feber, der om morgenen er helt normal og så pludseligt et par timer efter stiger til 39.6C og bliver der til næste morgen.
Denne temperaturstigning er sandsynligvis årsagen til den konstante hovedpine, jeg har rendt rundt med siden vi forlod Bangkok forrige søndag.
I går tog jeg på hospitalet og blev gennemtjekket – dvs. jeg fik taget blodprøver for stort set alle de tropesygdomme man kan få på disse kanter samt swine flue. Vinderen af denne lille konnkurrence er: Dengue Fever. Da min feber stort set er væk er denne lille sygdomsting gået i sig selv igen.

Så jeg er tilbage i fuld vigør.

Her er min elskede i mit nye kontor

2009-07-14T21:02:00.001-07:00

Det kan godt være at jeg er en bonderøv. Men dette er min første ping!

Hvis det virker er ping.fm genialt

Jeg vil bare ha' en vej...

2009-07-14T19:23:00.000-07:00

I mandags præsenterede finansminister Pandey budgettet for 2009/10. Det var natuligvis det gennemgående stof i landets tre engelsksprogede aviser, og sikkert også i de nepalesiske. Og fuldstændigt som i Danmark, var det ualmindelig kedelig læsning.

Republica ved godt at budgetter er kedelige. Derfor tog de et gamle journalistiske kneb i brug og stak en mikrofon i ansigtet på tilfældige folk på gaden for at få deres kommentarer.

Et af ofrene var Tek Bahadur Shresta, taxidriver, Ramechhap, Gushara, VDC:

Budget?

What budget? I have never heard of that.

Any way, I'm not that annoyed with the government, as it has connected my village with the road network. Now I don't have to walk for one whole day to reach my village. I'm wondering if it could do the same with the electricity. I'm sure I would be more proud of the government if it could fulfill this wish.

Et relativt beskedent ønske fra manden på gaden i Nepal 2009.

Onsdag den 8. juli 2008, Lonely Beach, Kho Chang. UDDRAG FRA DAGBOG

2009-07-13T19:24:00.000-07:00

Stilhed – men meget mod min vilje... computeren er strømdød og er derfor afhængig af el, som findes ved siden af sengen hvor Annette sover... og jeg har glemt mit headset. Ville ellers have spillet '25 remixes for cash' med Aphex Twins. Men sådan skulle det altså ikke være…

Dagens indspark er skrevet med Line og Claus i tankerne... ikke at det gør en forskel på det jeg skriver, og måden jeg formulerer tingene på, Slet ikke – men de har så tit spurgt hvor de skal tage hen med børnene, og det har jeg rent faktisk tænkt en del over på det sidste.

Rammerne omkring mig skal lige på plads – mere for stemningens skyld.

Slænger mig på terrassen med udsigt over havet. Annette ligger som sagt og sover. Kl. er ikke mere end lidt i 6. am. Jeg har lige lavet mig en kop Nes som jeg sidder med i hånden, og sætter vand over til en ny NU.

Umiddelbart bag mig er glasvæggen ind til værelset. Her står en lav divan man kan slænge sig i Glasvæggen består af to kæmpe glasdøre der står pivåbne ud til den store træterrasse der ligger i første række ud til vandet. Desværre er der ikke sand for foden af terrassen. Der er sten og klipper – min morgendukkert tager jeg derfor i poolen der ligger 10 meter bag vores bungalow – en af de designede pools hvor man ligger og glor direkte ud over havet med vand helt op til poolens kant, så det kan sile over kanten til basinet et niveau under, hver gang man bevæger sig.

Jeg ellers ikke den store pool tilhænger, men vandet i havet er så varmt at det ikke er forfriskende. Her er poolen en del mere effektiv – selv om den heller ikke er helt så kold, som jeg foretrækker den.

Hotellet – eller resortet som alt hedder her – hedder Warapura og er et lille Boutique Hotel (det nye buzz word i Thailand). Vi havde oprindeligt forestillet os noget mere ydmygt, men p.gr.a. et par thailandske helligdage, er Kho Chang pakket med lokale – stik mod vores forventninger, da det er uden for sæsonen.

Så efter desperat – men forgæves – at have ledt efter logi alle de steder, der stod på vores ønskeliste, ringede vi til Warapura som jeg nærmest fandt ved et tilfælde i en turistbrochure. De havde et enkelt værelse som vi bookede på stedet. Vores plan var at finde et dagen efter, men vi besluttede os for at blive da vores dage på øen er relativt begrænsede. Dog i et andet værelse, det vi bor i nu, der som sagt ligger lige ud til vandet.

Alt er super velfungerende. Her er luftigt og rent, morgen buffet og aften drinks i de dyrere bungalows (vores). Og så er der nogle services som egentligt er ret fede – eksempelvis gratis udlejning af videos, så man kan se en film hvis man vil det. Værelserne ligger på 1.020 bath (160 kr) for den billigste (den vi boede i de første to nætter) og 2.100 bath (330 kr) for den vi bor i nu (familie bongalowen koster 2600 bath/410 kr). Alle priser er inkl. morgenbuffet som man bør tage med i beregningerne, da man jo eller skal slippe mellem 200 og 300 bath pr par, hvis man bor et billigere sted.

Warapura er dyrere end vi normalt bor for. Og vi kunne sagtens få et sted til 400/500 bath – problemet er bare de skide helligdage, der totalt er kommet bag på os. Folk forlader øen i dag – så alle der ankommer nu har langt flere muligheder. Vi gider bare ikke flytte længere. Det giver ikke mening med så få dages ferie.

Har nu været i Thailand siden vi ankom sent lørdag aften. Og som nævnt på Kho Chang hvor vi ankom i søndags. Dvs. at vi reelt set har haft to hele afslapningsdage, dage hvor vi intet har foretaget os bortset fra at læse. Annette har dog stresset en smule. Hun leder konstant efter det perfekte sted at overnatte – og de hænger altså ikke på træerne i hendes verden.

Jeg selv er udmærket tilfreds, hvis jeg har en god strand, et godt værelse der fungerer, dvs. har luft, en terrasse hvor jeg kan sidde om morgenen og læser og skrive, adgang til vand så jeg kan få en morgendukkert, strøm til mobilen og computeren (jeg slapper af når jeg skriver) og en eller anden form for aktivitet i nærheden. Her tænker jeg ikke på sport, men på cafeer, restauranter, et sted hvor man kan købe en t-shirt, en general store hvor man kan købe vand osv. Med andre ord – en lille by.

Tilbage til Line og Claus – og alle andre der, som dem leder efter et godt sted at tage til med børnene.

Alle der drømmer om den perfekte strand.

Og her taler vi ikke om den pre-pakkede tur med Star Tours (i øvrigt ikke et ondt ord om den rejseform, som giver mange mennesker mulighed for at komme ud i verden). Her taler vi om den rejse man selv arrangerer – den der dufter en smule af eventyr og udfordring og en smule uforudsigelighed.

Her må jeg lige indskyde en ting – der findes ikke to identiske Perfekte Rejser: Rejser er ikke alene individuelle. De er også situationsbestemte. Den måde vi rejser på nu er markant anderledes fra den måde vi rejser på, når vi tager af sted på månedslange ture uden mål og med. Her og nu har vi konkret haft brug for at slappe af – derfor har det været øverst på agendaen.

Men der er vel nogle ting der går igen i de flestes forestilling om den perfekte rejse. Der skal være et element af afslapning og et element af noget andet udefinerbart. Det jeg vil kalde kultur – men som også rummer mulighed for andre ting end dem der traditionelt hører under den kategori.

Kulturen – eksempelvis i form af en byoplevelse – får Line og Claus i rigt mål, hvis de kommer forbi Kathmandu. Det skal vi nok sørge for. Og hvis de tager til Thailand, så kommer de ikke uden om Bangkok – og det er sikkert også en eller anden form for kulturoplevelse. Især hvis det er første gang man er der.

Tilbage er så afslapningselementet – Her i form af Den perfekte strand: stranden med det irgrønne og klare vand der stille og roligt skvulper op langs den kilometer lange kyst hvor palmerne kaster sine svalende skygger over det kridhvide pulversand.. Strande hvor man kan ligge og dyrke ugenert sex i vandkanten, stranden hvor man slukker sin tørst med en moden og kølig cocosnød... hvordan den så ellers bærer sig an med at være kølig og hvordan man får den 'åbnet' må stå hen i det uvisse.

DE STRANDE ER UFATTELIG SJÆLDNE!. Og finder man dem er de i øvrigt et helvede. Det er ofte umuligt at komme dertil. Når man så endeligt finder den, er der for varmt, og skulle man finde en strandbar, så er den urimeligt dyr (der er jo ingen konkurrence) og så er den ofte død kedelig fordi der ikke sker en skid – og det skal der, da det er de færreste, der holder til mere end en ½ time i solen. Og så er der i øvrigt heller ingen toiletter, og børnene keder sig...

Man kan sagtens finde en anden perfekt strand. Men den kan også være svær at finde.
Og en ting er sikkert – man finder den ikke i katalogerne med alle de glitrende billeder. De er kun en meget lille del af den virkelige verden. Sagen er jo at alle leder efter den strand og har gjort det lige siden den første Bounty Reklame og Palmolive Reklamen (med en nøgen Susanne Bjerrehus) strøg hen over lærredet i Amager Bio. Så katalogernes strande er ofte et meget lille udsnit af en meget lille virkelighed der er afgrænset til et par meter udenfor det pågældende ressort og dokumenteret på film, et tidspunkt hvor folk er væk, og som sandsynligvis også er efterbehandlet på computeren. De fleste af katalogernes billeder giver ofte et forkertbillede af den virkelighed man ankommer til – en strand der intet har med forestillingen om Robinson Crusoe at gøre. De billeder er nemlig formidlet videre af velfungerende ressorts med tjek på tingene (og rejsebranchen) og derfor præcist ved hvordan de skal nå frem til alle rejselystne i hele verden…

Og rejse bøger som Lonely Planet, Rough Guide o. lign. er også ubrugelige. Hvor tit har vi ikke fundet en lille perle som i LP rangerer i bunden af bunden – og hvor man tager sig til hovedet fordi man ikke forstår en skid, indtil man tjekker forordet og colofonen ud og finder ud af, at forfatteren er amerikaner og derfor har helt andre forudsætninger for at bedømme et sted end dem, vi som Europæer/danskere har. Vi har trods alt mere end 1.000 års kultur og historie i vores gener modsat forfatterens små 300! det gør altså en forskel...

Man kan måske finde stranden på nettet – men igen ryger man oftest ind i rejseindustriens markedsplads. De små perler (som man vist godt kan kalde det vi bor på) er oftest utjekkede og har internettet lavt på listen.

Men strandene findes som sagt – man skal bare vide hvor de er og anstrenge sig en smule for at tage der til. Og måden man finder dem på er altid den samme. Man finder dem først når man er der – og oftest først på anden eller tredje dagen, og altid fra vandsiden.

Min egen helt personlige favoritstrand findes i Senegal. Men den er ikke for børn – her er for øde og vandet er kun til rutinerede svømmere. Og så har jeg en svaghed for Kho Thao, der har noget af det klareste vand man kan drømme om – men her er til gengæld for mange dollars og øen er alt for lille.
Andre perler findes faktisk i Europa: Portugal, Den Kroatiske kyst fra Krk og sydover og så den sjællandske Kattegat kyst. Vesterhavet dur ikke – vandet er for farligt de fleste steder, og de steder man trods alt kan bade skal man passe på trafikken.

Der hvor den-perfekte-strand-garanti er størst er faktisk Thailand. Og det er også her jeg ville anbefale de fleste at tage til med børn, fordi alt fungere perfekt.

Jeg vil til gengæld ikke anbefale folk at tage til Puket og de nærliggende strande. For det første fordi jeg ikke selv har været der – og for det andet fordi det er det område, der er mest opdyrket. Vi har slet ikke været ved den thailandske Vestkysten – endnu. Kun på de strande der ligger nordligere – men det er Burma, og en helt anden historie.

(er lige smuttet hen til morgenmads restauranten, hvor jeg har snuppet mig lidt morgenmad – risgrød kogt på en eller anden suppe med kødboller tilsat hvidløgsgræs, frisk chili, ristet og crispy hvidløg og fish sauce).

I stedet vil jeg anbefale nogle af de andre strande, man let kan komme til på egen hånd og her findes der masser af tilbud i området omkring Khao San Road i Bangkok. Her tager vi til når vi ikke har så meget tid. Vi lader os inspirere af udbuddet og beslutter os inden for en tim eller to.

Kho Samui, Kho Phag Nan og Kho Tao på østkysten er perfekte. Men her skal man enten flyve til eller – som vi foretrækker det – tage nattoget til Surathani og herfra selv sejle over til øerne. Desværre tror jeg ikke at Samui er så interessant længere. Første gang vi var her, var her virkeligt perfekt. Da vi kom tilbage for 3. gang var øen svær at klare. Tager man dertil er det enten for at forsætte til de andre øer, eller for at bo på nogle af øens fede resorts hvoraf to rangerer på verdens top 10 lister over luksus resorts. Men det er jo så en helt anden rejse...

Det strande der er lettest tilgængelige fra Bangkok er Pattaya ved kysten, Kho Samed lidt længere væk og Kho Chang længere væk endnu – nær grænsen til Cambodia.

Kho Samed er så kort afstand fra Bangkok at øen er præget af expats og rige lokal, der skal væk fra byen et par dage. Det tager 3-5 timer med bil/bus og båd at tage hertil. Men bestemt en nødløsning.

Kho Chang ligger 2-3 timer længere væk (7 timer med bus) – og så langt væk at man faktisk kan flyve hertil billigt med Bangkok Airways (50-60 USD one way). Og det er som sagt her vi befinder os.

Kho Changs helt dominerende strand er White Beach. Den minder 100 % om Chaweng Beach på Kho Samui og sandsynligvis om ditto i Pattaya og Phuket. Bare med et andet clientel – og lang mindre, naturligvis. Og så er den ikke ældre end at man stadigvæk kan finde nogle fantastiske afslapped og udsyred steder der ikke er spoleret af masseturismen – her skal man tage til den nordlige ende af White Beach.

Den længere afstand væk fra Bangkok to timer betyder meget. For helt uventet finder man områder på Kho Chang der er relativt afslappede – dvs. områder præget af backpacker/hippie atmosfære med billige og simple bungalows, restauranter ud til vandet med casual BBQ garneret med lidt Bob Marley udsat for Drum 'n' bass i baggrunden.

Eksempelvis Lonely Beach hvor vi er strandet. Den strand som jeg ville anbefale Line og Claus at tage til-

Denne lille bugt er primært sten og klippe kyst. MEN – går man 5 minutter kommer man til den herligste lille bugt med 500-600 meter fed sandstrand og vand der ikke slår børn ihjel. Er de 500-600 meter for langt at gå i et stræk, kan man holde et break på Sun Set Bar og/eller Treehouse og nyde en banana/coco shake i en hængekøje på terrassen, der står på pæle i vandkanten.

Og ligegyldigt hvor man lægger på selve stranden sig er der flere chill out restos i betryggende afstand fra én hvor man kan bestille de lækreste retter til 50-80 bath, friske juices til 30 bath, diverse øl til 40-50 bath (for de små 33 cl flasker – vi er jo ikke teenagerer længere) og cocktails til 80 bath. Min favorit er Stonefree - en lille version af Byens Kro.
Der er naturligvis et par resorts på selve stranden – men de er ikke så dominerende at de ødelægger stemningen. Faktisk kan man godt forestille sig at vi selv rykkede ind på et af dem næste gang vi kommer her til. Dem har Annette tjekket ud – og naturligvis registreret værelsesnumrene på de bedste 

Når man har fået strand og sol nok og vil hjem og have en eftermiddagslur, laller man tilbage gennem noget der mest af alt minder om et område på Roskilde Festivalen – bare mere afslappet. Her snupper Claus sig lige en Beer Chang og en lille snack, Aja køber en Freesbee til Milan, en sej hippie nederdel til sig selv og Line får ordnet fødder. Dagen efter byttes der roller så Line tager ungerne mens Claus får sig en lille Tatoo på den ene balle samt en ring i navlen.

Nu ved jeg jo ikke hvor mange dage Line og Claus har tænkt at sætte af til bade ferie. Jeg personlig kan klare 3-4 dage. Herefter skal der ske noget.
Her er Kho Chang fed – dels rummer øen masser af muligheder for en smuttur til vandfald, trekking, rafting osv. Og vil man lege Tarzan og kaste sig fra trætop til trætop i en rigtig jungle er der også mulighed for det. Og skulle man få ø-kuller, så ligger Kho Chang ikke mere end et par timer fra Cambodia. Så vil man (og har man) et par dage, kan man let tage til Siam Riep og se Angkor templerne. Så kan man samtidigt sætte kryds ud for Cambodia – her er der nemlig ikke så meget andet man skal se.
Man kan også lege rigtigt eventyr og tage ud på nogle af de andre øer der ligger i nærheden af Kho Chang – enten for at blive et par dage – eller bare for at finde det sted man skal besøge næste gang man har brug for afslapning i Thailand.

Med andre ord Kho Chang holder og er bestemt et sted vi skal tilbage til. Og Kho Chang er også den ø jeg vil anbefale folk med unger at tage til – og helt konkret til Lonely Beach. Jeg ville selv personlig booke Warapura hjemme fra, så man har sikkerhed for et godt værelse den første dag eller to. Herefter vil jeg så bruge tiden til selv at finde en billigere bongalow. Dem kan man få til 400-500 bath med A/C, eget bad og hav udsigt. Har man ikke nerver til det – det kan jo være at alt er udsolgt pga højsæsonen – så ville jeg booke accomodation alle dagene hjemmefra.

Der er så en lille detalje som jeg klart vil anbefale Line og Claus at gøre. Og det er opholdet i Bangkok. Her kommer man til at være både inden og efter opholdet på stranden.

Hvis man vil rejse i denne del af verden er der to byer man ikke kommer uden om. Den ene er Singapore og den anden Bangkok. Jeg hader dem begge.

Singapore har jeg lært at undgå – Bangkok har jeg lært at leve med.

Hvis man rejser på egen hånd kan man ligeså godt accepetere at Khao San Road, er stedet hvor man bor. Det er her udbuddet af rejser/billetter er størst, mulighederne flest og priserne lavest. Her er maser af bo-muligheder, masser af restauranter og naturligvis også masser af gang-i-den. Heldigvis er der efterhånden kommet en masse kvalitets hoteller og guest houses der gør opholdet mere tåleligt. Det er nemlig vigtigt i denne heksekedel af liv.

Så mit råd er at tjekke ind et godt sted lige mit i orkanens øje. If you can't beat them, join them. Et sted kunne være det nye og super lækre designer Boutique Hotel Dang Derm www.khaosanby.com super tjekkede værelser og en spritny og lækker pool på taget. Men tag ørepropper med.

Planlægningen af tures første dage er alfa omega – der er ting man skal, ting som man ikke kan komme uden om, som eksempelvis køb af billetter, reservation af hotel osv. Og så er der tign man skal fordi man synes det er sjovt, som eksempelvis shopping, sightseeing, eating osv.
Hvis man tænker sig om og blander posen kan man udnytte de første dage så man rent faktisk kombinerer det sure med det søde og oven i købet kommer de få irritationer, der med garanti opstår de kommende dage, i forkøbet. Det er eksempelvis en god ide at shoppe inden man tager til stranden. Det er altid billigere – og tingene man får er federe. Derfor skal man lige tænke sig om.

Jeg har tænkt lidt og lynhurtigt listet et par gode og uundværlige tips op (eller ned):

 Man skal ankomme til Bangkok en fredag eller lørdag.

 Kommer man i højsæsonen, må man IKKE ankomme til Kho Chang en fredag, eller lørdag for da er trafikken fra ankomsthavnen et helvede.

 Man må heller ikke tage derfra en søndag – af samme årsag. SÅ VED I DET!

 Man tager en TAXA fra lufthavnen. Hvis man rejser som cheapskates (som os) så tager man taxaen fra ANKOMST niveauet (den ligger et niveau over afgangen) her koster de 400 bath. Det kan ikke betale sig at tage bussen, der går ud for udgang 8 i på ankomst niveauet.

 Som sagt tager man direkte til det hotel man har booket, et hotel i orkanens øje, Khao San Road.

 Eftermiddagen og aftenen man ankommer bruger man til at købe billetter videre til Kho chang (300 Bath pr. hoved inkl. bådoverfart) – eller en anden strand. Hvis man hellere vil flyve skal de billetter sandsynligvis bookes over nettet hos Bangkok Airways mindst én uge før.

 Når det praktiske er på plads så skal der shoppes. For man har naturligvis ikke en skid med herud bortset fra tomme tasker.
Den første dag må man KUN ose. Her skal man nemlig i første omgang tjekke hvad man synes er fedt, hvad det koster mm. Dagen efter tager i nemlig til weekend market hvor man powershoper T-shirts, nederdele, shorts og alt det andet ferietøj (en T-Shirt koster MAX 200 Bath). Og så køber i lir til ungerne – f.eks. kuglepenne med stjerner i, fjerbolde der sige AV nå man slår til dem, kunstige tatoos samt alle de andre ting, man ikke kan leve uden, på en strand i Thailand. Og så køber i én DVD pr dag til ungerne så de har noget at glæde sig til.
De fleste tager weekend market på hjemturen – men der er meningsløst. De fleste af de ting man køber er ting man har brug for på stranden. Så i stedet for at slæbe lortet med hjemmefra, kan man lige så godt hygge sig med at købe det ind til ferien.

 Sightseeing mm tager man på vejen tilbage til Danmark. Hvor mange dage man vil bruge i Bangkok afhænger naturligvis af hvad man vil se. Min personlige interesse er begrænset til det rent kulinariske – intet andet. Så markederne ved floden er et must. Gadekøkkenerne er suveræne og de kinesiske restauranter i China Town skulle være de bedste uden for Kina.

 Tag nervemedicin med.

TAC snapshot

2009-07-03T19:07:00.000-07:00

Her er så et snappy af indgangen til The American Club med en af basserne der bevogter burgerædende Bill, hans børn og alle os besøgende.

To timer fra i går.

2009-07-02T18:02:00.000-07:00

Doo-dloo-doo-doo-doo
Doo-dloo-doo-doo-doo-doo
Doo-dloo-doo-doo-doo-doo
Doo-dloo-doo-doo-doo-doo...

I'm singing in the rain
Just singing in the rain
What a glorious feelin'
I'm happy again

Regnen er ikke det værste - det ar mudderen. Og den bliver værre og værre. Godt at vi tage en uge til Thailand,hvor det regner endnu mere :-/

Man skal træde varsomt fortiden. Der er døde rotter overalt - og det er ikke altid at skaderne og hundene når at få dem spist. Tror de drukner i de ufattelige mængder vand der vælter ned i perioder. Det er lige før der er flere rotter her end i København K.

Faar - så se dog på mig - jeg kan køre selv.

Jeg ku' ikke la' være. Der er så mange ufattelig søde unger overalt. Og når man nu alligevel står og venter på Annette der taler med en dødsyg og irriterende taløntlæs skrædder i butikken bag min ryg, kan jeg jo lige så godt hygge mig med omgivelserne.

Ther must be som kinda way outta here...

2009-07-01T17:53:00.000-07:00

Jeg ved det godt - en Guinness smager bedst ved kilden.

Jeg har været på St. Pauls Gate og nydt de liflige dråber så jeg ved - om nogen :-) at det aldrig er det samme at nyde en Guinness væk fra Dublin. Og da slet ikke fra flaske, hvor hele den tidsmæssige dimension fordufter med samme hast som det tager at åbne flasken. Øllet fra denne emballage er ready to drink...

Sådan en fik jeg i går. Og det var en KÆMPE oplevelse, selvom om jeg var langt fra kilden og selvom jeg måtte gå glip af de utålmodige minutter det gaer øllen at sætte sig. Og jeg har ellers all the time in the world..
Omstændighederne var sgu' ellers lidt specielle - vi var på The American Club. GU' VAR VI SÅ!

Vi var inde i de hellige haller, inde i den lokale afdeling af Guds eget Land. Vi var på den anden side af de Fort Knox lignende murer der omkranser et område på størrelse med Royal Palads på den anden side af gaden. Det område der bevogtes 24/7 af kæmpemodeller af ondt udseende levendegjorte action mænd med udstyret i orden. Nej ikke det udstyr!!! Jeg mener maskingeværet, den skudsikre vest, laser briller og alt det andet merchandise til store drenge... (nu stopper jeg min foragt).

Any way.

Annette og jeg var altså på The American Club. Sjovt nok dagen efter at vi for anden gang var blevet opfordret til at blive medlem.

Sagen er at vi har desperat trænger til at omgås udlændinge. Vi kender en masse og har et rigt ude liv. Men det er næste kun lokale nepalesere vi ser. Det er naturligvis super fedt, NO DOUBT. Men vi har brug for at tale med folk der måske har læst en bog vi ikke selv har læst, nogle der kan anbefale en film der ikke er på Hindi og ikke har Van damme i hovedrollen. Nogen der ved hvor man kan købe billige flybilletter til Thailand, Bangladesh eller et helt 3. land i nabolaget. Nogen der har læst avis og derfor i stand til at fortælle os, der har fravalgt dette medie, hvad der sker i verden. Nogen der har et problem vi kan hjælpe med og omvendt.

Med andre ord: Vi har behov for at møde nogle andre. Så er det sagt. Kamelen er slugt - men langt fra fordøjet.

Vi kan naturligvis tage indtil Thamel og hænge ud på New Orleans hvis man vil se udlændinge. Men det er typisk ledsaget et vist kvantum alkohol og en massen gode råd om hvordan man billigst kommer til Pokhara og en masse snak om trekking og andet ligegyldigt. Det har vi prøvet - og det opfylder altså ikke vores behov.

Om vi så kan få det opfyldt i The American Club er uvist.

TAC er en underlig størrelse. Det virker mest af alt som om man har copy'et et lille beskytte lokalsamfund i Maiami og pastet det ind lige i down town Kathmandu. Her er grønt, tennisbaner, swimming pools kæmpe parkeringspladser til de totalt out datede 4WD's og naturligvis caffeen hvor menukortet selvfølgeligt består af Burgers af enhver slags, Hot Dogs, Bagles Donuts og andre klassikere som vi alle i et svagt øjeblik ikke kan stå for.

Og det var her jeg kom i det ufattelige svære situation at skulle vælge mellem en Guinness og en Samuel Adams. Jeg kunne naturligvis drikke en af hver... men det var selskabet ligesom ikke til. De drak vand og agurkejuice med mint.

Og hvad lavede vi så i TAC?

Vi spiste frokost (YOU GUESSED IT: BURGERS!) med Jennifer - super, søde og skønne Jennifer fra Boudha, hvor hun bor og lever sammen med Andreas Docter, der driver skolen på Shezen Monestary. Vi har desværre set dem alt for lidt - men det vil med garanti blive anderledes fra nu af. Om vi så skal betale depositummet på 700 USD og kontingentet på 80 USD om måneden for at komme ind i den amerikanske pendant til The garden of Eden (uden forførende slanger), så gør vi det - men vi skal nok lige prøve at se om vi ikke kan mødes andre steder.

Desværre må jeg nok sige at det ikke er sidste gang vi kommer til TAC. Min rygrad er lige så blød og tynd som min afføring.

SUK!

Efterlæste lige her til morgen. Det er svært at forestille sig hva TAC er for en størrelse - derfor tog jeg fluks et pix:

Det er umuligt at tage et nærbillede. Så får man kun en stor gullig mur - og måske en soldat helt eller delvist. men de kan ikke li' at blive fotograferet. Ovennævnte er taget fra en Tempo (Nepals svar på en tuk-tuk) - her får man virkeligt en fornemmelse af hvordan TAC dominerer bybilledet. Muren afskærmer et område på størrelse med en hel bydel mellem Kathmandus mest centrale hovedstrøg og lig overfor en anden tidligere klub The Royal Club - eller kongepaladset :-)

Diplomatiets svar på 'De Tre Tenorer'

2009-06-30T04:41:00.001-07:00

... jeg laver naturligvis en fyldestgørende reportage fra dette spændende arrangement, hvor jeg også håber at kunne bringe nogle photos.

Indigo Gallery cordially invites you to a photo exhibition and sale

"More than Ambassadors"

photographs by

H.E. Nancy J. Powell
H.E. Finn Thinsted
H.E. Rakesh Sood

at
Indigo Gallery
(above Mike's Breakfast)

Opening: 5:30pm, Friday, July 3rd, 2009
Showing: July 4 -July 19th
Gallery Hours Daily 8am to 6pm (4413-580)
(All proceeds from sales will be donated to a charitable Organization}

When I asked the present US Ambassador, Nancy J. Powell, about showing her photography at Indigo Gallery, she proposed to expand the concept to include two other Ambassadors who also enjoy photography. It was just a few weeks ago and I am delighted that all were willing and able to give the effort to pull this show together to share with you. The title "More than Ambassadors" suggests that along with representing their countries, these women and men are also keen observers of culture and humanity. This is amply demonstrated in their photography, which I am honored to present. Their personal statements are presented, below.

- James Giambrone, Director of Indigo Gallery

H.E. Nancy J. Powell, Ambassador of The United States of America
Although I have had a camera since I was in grade school, I did not really become interested in photography until I joined the Foreign Service. The photos and slides served mainly as reminders of the places where I have served and traveled and the friends I’ve met.

The introduction of digital photography really revolutionized my interest and made me a more serious student. I love the instant gratification of knowing whether or not the shot was good or bad. I’ve had great fun here in Nepal sharing the experience with the people whose picture I’ve just taken and enjoy the challenge of improving the images in the computer.

I feel that viewing the world through a lens has helped me slow down and see people and details that I would have missed otherwise. Nepal remains a photographer’s paradise with its beautiful and incredibly tolerant people, its fascinating cultural artifacts and architecture, and its amazing landscapes from Chitwan to Mustang. My photos will bring back many pleasant memories of my time in Nepal.

Finn Thilsted, Ambassador of Denmark
I was six years old when my Grandfather took me to the Copenhagen Zoo and I borrowed his box camera. It was the first time I held a camera in my hands and I was very excited. I took some photos of the animals, not knowing that one day I would be able to photograph these animals in their natural habitats. When I was about 12 years old, I got an Agfa camera and later a Voigtländer, and I started to take colour slides. In high school, I took photo classes to learn about the theory of photography. In 1968, I began working as a tour guide in Tunisia and bought my first Nikon, a Nikkormat. Since then, I have always used Nikon cameras, and today I use a Nikon D 700.

I take my camera with me on all my travels. However, at times, I find that the SLR is too heavy and cumbersome. I have tried using smaller cameras, but realize, of course, that the lens is the most important part of a camera, and good lenses are bulky.

As a diplomat, the camera is a good instrument in getting to know a country. Taking photos gives one the opportunity to concentrate on seeing the details and characteristics of the people and landscape. A photo gives enjoyment with its colours, and tells a story, and sometimes the combination of these elements can be very forceful.

Being in Nepal gives many opportunities to take photos, and here it is much easier to take photos of people than in Kenya, where many people do not want to be photographed, and at times can be very aggressive; however, the animals did not mind!

H. E. Rakesh Sood, Ambassador of India
I started playing around with my father’s twin-lens reflex 40 years ago, using black & white film. The thrill of that was to be able to do my own developing and printing. Switching to colour film nearly 10 years later meant losing the pleasure of watching the picture emerge as it was washed and fixed in the dark room. With digital photography, I hope to re-capture that feeling…. if I can learn how to use Photoshop!

Photographs are wonderful means of evoking memories. As diplomats, we travel from place to place and, seldom return. These pictures bring back memories and with them, emotions.

Till I came to Nepal, Afghanistan had been my most challenging and also rewarding assignment. The landscape is amazing – from high barren mountains to fruit orchards by babbling streams to burning deserts. The faces of the people reflect the turbulent history of this land. I hope these pictures convey a small part of this amazing land and its brave people

The Himalayan Times - Over 500 bandhs in six months - Detail News

2009-06-29T00:27:00.001-07:00

Så forstår jeg bedre at tingene sker så langsomt.

Hvis man omregner de penge der 'spildes' som følge af de evindelige strejker tror jeg man får et chok. Det vil ikke komme bag på mig hvis beløbet kommer på niveau med den samlede støtte udlandet giver til landet. Men jeg har intet at have det i - det er kun en fornemmelse.

The Himalayan Times - Over 500 bandhs in six months - Detail News

Shared via AddThis